Annonce
Give Avis

Eleverne på Give-egnen er skrappe til at samle batterier

Det var 100 meget stolte elever fra Øster Nykirke Skole, der onsdag morgen modtog prisen som årets flittigste batterijægere 2019. Foto: Økolariet
Øster Nykirke Skole vandt den store batteriindsamling, som Økolariet og AffaldGenbrug har stået for. Andenpladsen gik til Bredsten/Gadbjerg Skole mens Hedegård Friskole blev nummer tre
Annonce

Batterijagten 2019 er slut, de sidste indsamlede batterier vejet.

Onsdag morgen blev årets mest ihærdige batterijægere kåret. Intet mindre end 4,01 ton batterier blev det til i alt, og vinderen blev Øster Nykirke Skole i Vonge, der sammen med i alt 1550 elever fordelt på otte skoler slog sidste års rekord på 2,6 ton. Og det var 100 meget stolte elever fra Øster Nykirke Skole, der onsdag morgen modtog prisen som årets flittigste batterijægere 2019.

7,3 kilogram pr. elev nåede de op på, og for deres store arbejde med at samle husholdningsbatterier ind blev de belønnet med et spændende kemishow for hele skolen.

- Vi finder stadig rigtig mange batterier ude i naturen og i det restaffald, vi samler ind, og de gør stor skade, fordi de indeholder rigtig mange giftstoffer. Derfor har vi fortsat et stort fokus på at samle batterier ind, og det er fedt, at så mange elever er med til at vise vejen, fortæller Torben Andersen, underviser og inspirator på Økolariet.

Annonce

1550 elever med

Årets batterijagt er den femte af sin slags, og siden 2015 er både antallet af indsamlede batterier og deltagende elever steget stødt år for år. Og det er blevet til rigtig mange husholdningsbatterier de sidste fem år.

Batterijagten 2019 løb af stablen i uge 46 med i alt 1550 elever fordelt på otte skoler. Hver elev fik en lille batteriboks med hjem, som de i løbet af ugen kunne samle husholdningsbatterier i.

Der blev i alt indsamlet 4010 kilogram batterier, hvilket er knap 2,7 kilogram batterier pr. elev. Den skole, der fik samlet flest batterier ind, var Øster Nykirke Skole, hvis godt 100 elever samlede 7,3 kilogram pr. elev. anden pladsen gik til Bredsten/Gadbjerg Skole, og tredje pladsen gik til Hedegård Friskole.

- Batterijagten er en tilbagevendende begivenhed her på skolen, og batteriindsamlingen er virkelig noget, eleverne har taget til sig. Der er stor bevidsthed om naturen herude, og derfor taler vi også generelt meget om klimaet, og hvad der for eksempel sker, hvis batterierne ender ude i naturen. De går op i det med liv og sjæl, og jeg er simpelthen så stolt af deres indsats - og det er de også selv, fortæller skoleleder på Øster Nykirke Skole, Henrik Fenger Lyngaard.

Annonce

Jul med muligheder

Mange batterier indeholder giftige stoffer som blandt andet syrer, tungmetaller og lithium, som alle gør skade i naturen og forurener den røg, som kommer fra forbrændingsanlæggene, når restaffaldet brændes.

De kan gøre meget skade på både mennesker og miljø, hvis vi efterlader batterierne de forkerte steder. Derfor er det vigtigt at aflevere dem korrekt på genbrugsstationen eller få dem puttet i problemkassen derhjemme. Dermed sikrer man, at det, der kan genanvendes bliver genanvendt. Og at resten bliver skaffet væk på den rigtige måde.

Julen står for døren, og med den følger både mange batteridrevne LED-lys og alskens gaver med batterier.

Her kan alle hjælpe til med at batterierne ikke ender de forkerte steder. Hjælp naturen, og dig selv, ved at smide batterierne i de røde kasser til farligt affald, når de ikke kan længere.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Give Avis

Thyregod Badeland åbner den 15. juni

Give Avis

Sådan åbner hallerne i Give

Annonce