GIVE: Give er som bekendt blandt andet kendt for Solhjulet og Skulpturbyen, vores danmarksmestre i tennis, 2. divisionsholdet i håndbold, den fremadstormende cykelklub og måske også en lille smule, smiley, for den gule skærekage med citronsmag, der fremstilles på Hjortsvangen.
Og nu skal der måske føjes endnu et begreb til denne prominente liste, for noget kunne tyde på, at modeshows også er på vej ind på listen over ting, der gør Give kendte.
Tirsdag aften afholdt Zjoos og Klunz by Ilsøe med en række samarbejdspartnere stort modeshow i Ikærhallen med i alt 204 gæster, der kom fra nær og fjern.
Drømmescenariet hed 200
Eventen var rykket fra Ikærhallens kantine til selve hallen for at få mere plads til både catwalk og gæster, og samtidig var det også med et stille håb fra arrangørerne om, at man kunne nå drømmescenariet med 200 gæster.
- Sidste år samlede vi 162 gæster, og med mere plads og med den efterspørgsel vi mærker på vores modeshow, har vi en fornemmelse, at at vi godt kan nå op på 200 gæster, udtalte Lis Lundstrøm fra Zjoos og Suzette Ilsøe fra Klunz by Ilsøe til avisen nogle uger før modeshowet.
Og målet blev opnået. Der blev solgt 204 billetter, og arrangørerne måtte endda sige nej til flere, da folk kom i sidste øjeblik.
- Desværre måtte vi sige nej til nogle, da alle goodiebags var pakket og maden til spisningen før showet var bestilt. Men når det er sagt, synes jeg da nok, at vi kan konstatere, at vi er kommet på danmarkskortet efter nu tre år med velbesøgte modeshows, siger Suzette Ilsøe med et stort smil.
Masser af ros fra deltagerne
Alle gæsterne fik ud over et flot show og de føromtalte goodiebags med bl.a. gavekort fra Zjoos og Klunz by Ilsøe også gaver fra nogle de to butikkers leverandører samt fra Klinik La Vie og Salon Petit. Sidstnævnte sørgede for at sætte hår på modellerne.
- Vi havde gaver og overraskelser for cirka 15.000 kroner, rigtig flot. Der var mange lækre sager til værdier op til 1000 kroner pr. del. Alt i alt havde vi bare en fantastisk aften, som gik over al forventning, og vi er rigtig glade for, at modeshowet denne gang blev afholdt i hallen. Der var mere plads, og det var nemmere at komme til. Vi har efterfølgende efter modeshowet folk der kommer ind hver dag og siger tak for en fantastisk inspirerende og flot tilrettelagt aften. Det er vi rigtig glade for, siger Suzette, der sender en stor tak til GISK for at stille an og lave mad.
- Næste gang samler vi endnu flere
De to butikker havde allieret sig med nogle samarbejdspartnere, der også kom på scenen. Således var Lotte Höhrmann var på scenen for fortælle om den store hunde-event i weekenden 28.-29. maj på Lilleskov slot i Thyregod, hvor der udover en masse andre aktiviteter også er koncert med Jacob Svejstrup
I pausen var Cecilie Rose Kristensen, der er indehaver af Klinik La Vie i Vestergade i Give, på scenen, hvor hun fortalte om alle de behandlinger, hun udfører i sin klinik.
Dette års store succes har i den grad Give arrangørerne endnu mere blod på tanden i forhold til at stable endnu et modeshow på benene.
- Vores kolleger i andre byer troede ikke på, at vi i “lille Give” kunne samle så mange. Det er vores anden gang med sådan et stort show, men vi regner med at samle endnu flere næste gang der skal gåes catwalk i hallen, lyder det forventningsfuldt fra Suzette Ilsøe.