Annonce
Give Avis

Erhvervsklubbens nye formand: Posen skal rystes og klubben gøres endnu mere attraktiv

Hanne Lund er ny bestyrelsesformand i HK Give Fremads Erhvervsklub, og den 51-årige cand.jur har tænkt sig både at tage tråden op fra det foreløbige arbejde og samtidig tilføre nye ideer og tanker med henblik på en professionel udvikling af konceptet.
Annonce

GIVE: Der er i forbindelse med årets generalforsamling blevet tilført en del nyt blod til Erhvervsklubben i HK Give Fremad.

Hele tre nye medlemmer har sat sig ved bestyrelsesbordet i skikkelse af Lars Secher, Morten Eriksen og Hanne Lund. Sidstnævnte overtager formandsposten efter Alf Sørensen, der sammen med Søren Grunnet og Bent Berthelsen helt udramatisk gik ud af bestyrelsen.

Alf Sørensen og Bent Berthelsen må kendetegnes som pionerer i denne her sammenhæng, idet de to herrer har været med lige fra starten og været med til at sætte deres positive aftryk på udviklingen af sponsorklubben og den vej rundt har været med til at skabe en økonomisk basis for ikke mindst divisionshåndbolden i Give.

Annonce

"Vi skal spille hinanden bedre"

Hanne Lund, der er uddannet cand.jur., er langt fra ubekendt med bestyrelsesarbejde i lokalt regi. Hun sidder i bestyrelsen i Give Handel & Erhverv GHE), og hun har de sidste par år været tovholder i GHE's Knæk Cancer-uge.

- For mig handler det om at være med til at skabe en god dynamisk sammenhæng mellem byens/områdets foreningsliv og erhvervs- og handelsliv. Byens erhvervs- og handelsliv har brug for gode foreninger og omvendt. Ved at spille hinanden bedre, for nu at blive i håndboldsproget, er vi med til at styrke og udvikle byen, siger Hanne Lund og fortsætter:

- Det er her, jeg finder en spændende dynamik og stor motivation for at gå ind i eksempelvis Erhvervsklubben, og her via samarbejde med andre instanser/erhverv osv. at arbejde frem mod et fælles mål til byens bedste. Det er den slags arbejde, der trigger mig.

Annonce

Vigtigt med et professionelt netværksforum

Den nyudnævnte formand ved godt, hvad det handler om i en erhvervsklub: Det handler helt basalt om at samle penge ind til håndboldklubben - både til divisionsholdene og til ungdomsarbejdet.

- Men så er der altså også en anden meget vigtig dimension i det her arbejde, nemlig at skabe gode netværksmuligheder for sponsorerne. Vi skal være et forum, hvor man både kan skabe vækst for HK Give Fremad og samtidig give vores sponsorer nye sparringspartnere og mulighed for at skabe nye forretningsmæssige - og sociale - relationer. Selvfølgelig skal vi fastholde konceptet med, at man hygger sig sammen, men det betyder jo ikke, at man ikke også kan tilbyde medlemmerne et professionelt netværksforum, understreger Hanne Lund.

Der er løbet mange divisionsspillere på banen i Ikærhallen, siden Erhvervsklubben så dagens lys i 2010, og setuppet omkring sponsorerne har også taget forskellige udviklingsryk.

På trods af coronakrisens lammende effekt på potentielle sponsoreres mulighed for at sende midler i klubkassen i et landsdækkende kriseramt forår for store dele af erhvervslivet, kan Hanne Lund berette om en erhvervsklub med en fornuftig økonomi.

- Nu skal vi så i gang med at ryste posen og udvikle yderligere på konceptet. Vi lægger ikke skjul på, at det er målet på sigt at komme op i 1. division med klubbens flagskib, og kigger vi på det rent økonomisk, så er vi ikke gearet til det - endnu, lyder vurderingen fra Hanne Lund.

Annonce

Geografisk udvidelse af sponsorområdet

Med en rangering som kommunens højst placerede håndboldklub, der gerne vil tage det næste sportslige skridt op i 1. division, må man udvide sponsorområdet geografisk.

Hanne Lund understreger, at hun nu er en del af en velfungerende klub, hvor der er et godt samarbejde mellem moderklubben og erhvervsklubben.


Ved at spille hinanden bedre, for nu at blive i håndboldsproget, er vi med til at styrke og udvikle byen

Hanne Lund, formand HK Give Fremads Erhvervsklub


Der er uforbeholden ros til både selve håndbolddelen og erhvervsdelen, og dermed er der skabt en god platform for at tage det næste skridt.

- I den nye bestyrelse har vi fundet melodien meget hurtigt. Vi har en god sammensætning med mange forskellige kvaliteter, og jeg har den holdning, at bestyrelsesarbejde både skal være seriøst og sjovt. Det bliver det kun, hvis vi formår at forene det hyggelige med det professionelle og har struktur omkring vores møder og setup, pointerer Hanne Lund.

Annonce

Følge op på den nyvundne vækst i byen

Hun fastslår, at det nu handler det om, hvordan det nye hold gør klubben mere attraktiv for både nuværende og nye sponsorer - og løbende gør Vejle Kommune opmærksom på byens og områdets fortræffeligheder.

- Vi er helt klar til det næste udviklingstrin og vil meget gerne følge op på den gode trend med øget vækst her i byen, nu hvor der er kommet gang i byggeriet af flere lejeboliger og det nye idrætscenter. I min verden hænger det hele sammen, og derfor skal vi også arbejde stenhårdt på at vækste i erhvervs- og håndboldklubben, siger Hanne Lund.

Den nye bestyrelse består nu af Hanne Lund, formand. Lars Secher (ny), Mette Laursen, Inger Berthelsen, Morten Eriksen (ny), og Stine Winther. Formanden for HK Give Fremad, Henrik Henriksen sidder også med i bestyrelsen her.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Loppemarkedet i Give er aflyst

Give Avis

Mindeord over Thomas Pørksen

Give Avis

Vi er her for de unges skyld

Annonce