Esben har kæmpet for musikken, kærligheden og med at finde sin egen stemme: Nu udgiver han selvproduceret album

SEJRUP: Fredag den 25. marts udkom sanger og sangskriver Esben Svane med sit spritnye album "Ikke et ord", et selvproduceret og selvindspillet album med 12 stærkt personlige sange, hvor man udover kærligheden til en række mennesker tæt på Esben Svane også med sirlig gåsehud på armene mærker en musikalsk veneration for geniet Brian Wilson fra Beach Boys.

Brian Wilson og Beach Boys var næppe en del af mindsettet, da Esben som ung knægt tumlede rundt på markerne og i skoveområderne ved gården i Sejrup, og hvor Thyregod som nærmeste 'storby' skabte rammerne om opvæksten.

Esbens forældre Else og Jens Erik Svane var begge lærere på den lokale folkeskole i Thyregod, og som 14-årig fik Esben for alvor smag for det musiske islæt i tilværelsen, da han begyndte at gå til trommer på Give Musikskole.

- Det var Anders Dybdahl, der var min lærer, og han var bare fantastisk. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at det var vildt fedt at spille trommer, og at det bare var dét, jeg skulle leve af.  Jeg lagde en plan, der hed tre år på MGK (Musikalsk Grundkursus) og så ellers fem år på musikkonservatoriet. Sådan var det bare, fortæller Esben Svane i køkkenet på gården hjemme hos Else og Jens Erik i Sejrup, hvor han er hjemme et par dage i forbindelse med en nominering til en kulturpris i Vejle Kommune.

Han fandt hurtigt sammen med Rune Risager og Jonas Sørensen, og de tre gutter fra Giveegnen dannede bandet 'Ground Zero', der blandt fyrede den heftigt af fra hovedscenen på Give Festival, da Esben gik i 8. klasse.

- Vi havde det vildt fedt, og gav den fuld gas. Jeg fandt også sammen med naboens søn, Jesper Madsen, der hver søndag kom slæbende hen over marken med sin guitarforstærker så vi kunne øve dødsmetal ovre i laden. Jeg begyndte også at få trommeundervisning af Ricco Sørensen på tømmergården på Bæksgårdsvej i Give, og han lærte mig for alvor, hvordan man skal agere som professionel trommeslager. Han målrettede mit trommespil for mig og åbnede mine øjne for, at det handler om disciplin, hårdt arbejde og at øve dag ud og dag ind, hvis man virkelig vil tops, fortæller Esben.

Han kan også berette om en hård tid i Thyregod og Give, hvor der begge steder var et hårdt miljø med stoffer og vold, så Esben havde det fint med at forsvinde ind i musikkens verden og terpe teknik 24/7 med sit trommespil. På et tidspunkt nørdede han også med musikteori og kirketonearter - netop for at styrke sine muligheder for at komme ind på MGK.

Efter folkeskolen og en lidt skoletræt tilgang stod der Vostrup Efterskole på den unge mands to-do-liste, og det var her, der blev skrevet dansk musikhistorie. Esben fandt her sammen med Tim Schou, Sebastian Vinther og Aske Damm Bramming, og disse fire musikalske venner fra Vostrup skulle senere gå hen og  blive mere eller mindre verdensberømte, da de med bandet 'A Friend In London', bankede lydmuren ned til melodi grand prix-universitet med den danske MGP-vindersang New Tomorrow.

- Det var simpelthen bare så fedt at komme på efterskole og være sammen men flok ligesindede. Her fik jeg nye legekammerater, og det handlede om musik hele tiden, som i absolut hele tiden. Her knyttede jeg mange stærke venskaber, der stadig holder den dag i dag, og det var her, jeg blev formet og dannet som menneske - og rykkede mig rigtig meget musikalsk i kraft af rigtig dygtige lærere. Det var her, jeg fik bekræftet, at jeg skulle gå efter min drøm om at blive professionel trommeslager, siger Esben.

Han havde lagt en plan: Efter skolen i Vostrup stod den på tre år på MGK; og dernæst fem år på musikkonservatoriet i Aarhus. Men sådan kom det ikke til at gå. Hjemme på gården i Sejrup var det den udtrykte holdning hos det fædrene og mødrene ophav, at junior skulle på gymnasiet i Tørring. Basta! Og sådan blev det.

- Det var slet ikke mig. Jeg var dybt ulykkelig, savnede min efterskole og følte mig som i et fængsel de første to år på gymnasiet. Jeg trak mig faktisk fra alt og alle og koncentrerede mig om at skrive i min dagbog. Jeg var ved at droppe ud flere gange, og min far og jeg havde flere helhjertede skænderier på den konto. Så jeg blev på gymnasiet om end i protest. I 3. g blev det dog bedre, for musikken var der jo heldigvis stadigvæk, både på gymnasiet og i fritiden, og i weekenderne livede jeg for alvor op, når jeg var ude at spille i det, der dengang hed Tim Schou Band, og som senere blev til 'A Friend In London'.

Efter den klassiske Sturm Und Drang-periode i enhver ung kunstners liv, pakkede den da 19-årige Esben Svane, med verdens største forventningsfulde smil på ansigtet, sine kufferter og flyttede til Kolding for at tørne ind på MGK. Her rykkede han ind i en studiebolig sammen med en række andre MGK-studerende, og det var her, han for alvor fik hamret begrebet 'disciplin' ind via MGKs meget kompetente trommeslager og lærer, Carsten Bagge, der pudsigt nok kommer fra Lindeballe - og dermed rent demografisk havde lidt samme udgangspunkt som sin indlæringshungrige elev fra Sejrup.

- Jeg lærte virkelig meget af Carsten. Jeg stod op klokken 7.00 hver dag, øvede tre timer hver morgen, inden skolen startede, og når jeg kom hjem igen, så øvede jeg tre timer hver aften igen. Jeg kampøvede og spillede trommer næsten 24/7, for jeg ville bare være professionel musiker. Jeg mødte, modsat folkeskolen og gymnasiet, superforberedt op til timerne, fortæller Esben med et stille smil.

Men så skete der noget, der skulle ændre Esbens karrieplan for good.

- Der var stadig gang i bandet med Tim Schou, hvor vi da også fik lavet en EP. Det endte med, at jeg flyttede til København med Tim, Aske og Sebastian, hvor vi boede i et musikkollektiv, mens jeg fortsatte på MGK i i Ishøj. Det var en drastiske beslutning, som totalt væltede min 8-års plan med MGK og musikkonservatoriet - men nu ville vi steppe op og gå all in på at blive et topprofessionelt band. Vi vandt den europæiske del af en nordamerikansk music battle, og så fik vi lige pludselig tilbudt en 70 sider lang pladekontrakt og at komme til Los Angeles for at indspille.

- Vi sagde nej tak, da vi mistede alle rettigheder til vores musik i den kontrakt, men vi endte dog i Toronto i Canada, hvor vi spillede en række koncerter blandt andet på North By Northeast-festivalen i juni 2009. Vi havde ændret navn til A Friend In London AFIL), og det var via vores meritter i Canada, at vi kom ind i billedet til sangen 'New Tomorrow', som vi vandt MGP med i 2011, fortæller Esben

Han havde for længst droppet tanken om musikkonservatoriet og gik all ind på at spille musik professionelt. Den erkendelse var han kommet til i foråret 2010 efter at have spillet en lang række koncerter og havde optrådt på TV for fem millioner seere i Canada med AFIL. Resten er historie, og bandet væltede sig i kommerciel succes efter grand prix-sejren.

Livet som ambitiøs men til tider underbetalt, hvis overhovedet betalt, ung upcoming rockmusiker, var ikke en dans på økonomiske roser, så Esben måtte før succesen med AFIL ofte låne penge af sine forældre til dagen og vejen. Og derfor øjnede han via A Friend In London at kunne leve en tilværelse uden økonomiske problemer, selv om han inderst inde nok ikke var til netop den mere kommercielle og evigt larmende del af musikbranchen. Der begyndte at tænde sig en længsel efter noget mere, noget mere inderlighed - noget mere rigtig Esben og ikke popmusiker-Esben.

- Tim og jeg fik via forstander Jakob Bonnerup tilbudt at komme ind på Engelsholm, hvor vi skulle brande skolen og gå på den nye sangskriverlinje. Jakob ringende til mine forældre og overbeviste dem om, at det her var en god ide og godt for mig. Det var her, jeg fik øjnene op for det at være sanger og sangskriver - og det var her, at tanken om at blive producer for alvor fik fart. Her skulle vi skrive mindst en sang om ugen, og det ophold blev en game changer for mig. Her fortalte min sangskriverlærer mig, at det var mig, og ikke Tim, der var sangskriveren i vores band. Jeg begyndte også at øve mit guitarspil og sang, og på mange måder følte jeg, at jeg skulle starte helt forfra med musikken, siger Esben.

Han lavede her en EP oppe i tårnværelset, og selv om han med egen ord "var pissedårlig til både at synge og spille guitar", var det bare det, han ville.

- Jeg har jo arvet min mors viljestyrke og stædighed, så jeg tæskede løs på guitaren, sang og sang, og efterhånden havde jeg bare sværere og sværere ved at se mig selv som en del af A Friend In London, selv om vi spillede over næsten hel Europa, spillede opvarmning til Back Street Boys osv. Ikke mindst da min bedste ven Aske forlod bandet, var jeg ikke i tvivl mere. Jeg knækkede helt sammen og bare græd og græd: Det skulle være slut nu. Når jeg ser tilbage på årene med AFIL i 2011-2012, virker det underligt sløret. Vi var ved at drukne i jobs. Det var en lang larmende fest med piger og alkohol overalt. Det var ren eskapisme, og jeg fik også alkoholproblemer og kunne slet ikke se mig selv i det mere.

Esben sagde stop, flyttede hjem til sin mor og far i Sejrup for at finde fred og ro - og stilhed, masser af stilhed ude på de lange gåture på markerne og i skovene i området.

- Min mor var chokeret over, at jeg sagde stop i A Friend In London. Endelig var jeg jo begyndt at tjene penge, så hvad nu? Men jeg havde brug for at ransage mit hoved, at komme væk fra larmen og det alt for festlige liv i musikmiljøet. For at tjene lidt penge startede jeg som lærervikar på skolen i Thyregod, og begyndte at skrive og indspille mine egne sange - og blev mere og mere bevidst om, at jeg ville være producer med mig selv som forsøgskanin. Jeg begyndte også at holde foredrag om mit liv i musikbranchen - og så havde jeg jo også  mødt mit livs kærlighed, Ihan. Og det var langt fra uproblematisk.

Ihan Haydar er af irakisk oprindelse og dermed muslim. Hendes forældre forventede, at hun blev gift med en arabisk mand, så da Esben dukkede op med sit vindende smil og behagelige væsen og fejede benene væk under hende, var der dømt "forbudt kærlighed" i den dramatiske og næsten uovervindelige udgave.

- Mens jeg øvede mig på at blive en bedre sanger og guitarist og leverede 70 solokoncerter både i DK, Europa og Canada, og jeg var stadig ikke ret god, kæmpede Ihan og jeg en sindssygt svær kamp med at holde vores forbudte kærlighed hemmelig for både omverdenen og hendes forældre. I guder hvor var det hårdt og uretfærdigt, men efter to år kunne Ihan ikke klare det mere. Hun sad under det store egetræ i haven her i Sejrup og sagde med stålfast stemme og vand i øjnene: Nu fortæller jeg mine forældre om os to!

Det fik Esben til at konvertere til islam, for så var han som udgangspunkt måske mere "spiselig" for Ihans forældre.

- For mig var det kun en teknikalitet at konvertere. Jeg bad Ihans far om hans datters hånd via et fyldestgørende brev, ja det var vel nærmest et kompendium, hvor jeg redegjorde for min baggrund. Det gav en hel masse ballade, ikke mindst Ihans storebror var voldsomt uforsonlig, for nu at sige det diplomatisk, så det endte med, at Ihan måtte stikke af, for hun valgte mig og min verden. Vi levede undercover i tre uger herude på gården i Sejrup. Vi var begge vildt paranoide og levede i en dyb angst for, hvad der kunne ske. Samtidig kæmpede jeg med at få styr på mit alkoholforbrug, jeg var dybt og ulykkeligt forelsket, så det var godt nok en hård tid med en masse voldsomme følelser på spil, husker Esben.

Det endte dog med borgfred med Ihans forældre, som mødte Esben den 23. oktober 2014. Kravet var dog, at Ihan og Esben blev gift, og det blev de den 25. oktober. Herefter flyttede parret sammen, og så kom der endelig fuld ro på igen. Esben var dengang 25 år og Ihan 20 år, og de har nu været gift i 8 år.

Sammen har de to musikere holdt foredrag, hvor Ihans fremragende bog, som alle bør læse, "Pigen med trommestikkerne", og Esbens smukke inderlige sange om sin livshistorik og kærlighed til Ihan danner platformen.

- Hvor er det uendeligt smukt, at vi er kommet dertil, at vi kan gøre de her ting sammen. Vi har i den grad kæmpet for vores kærlighed, ligesom jeg også har kæmpet for at nå dertil, hvor jeg er i dag med min musik som sangskriver og producer. Ihan har stor succes med sit band Liga, og nu har jeg lige udgivet mit nye selvskrevne og selvproducerede album "Ikke et ord". Jeg har godt gang i mine song writer camps hvert år i Thyregod, og jeg er har rent musikalsk fundet min egen stemme, lyder det ikke uden glæde og velanbragt stolthed i stemmen fra den sympatiske unge mand med det store musikalske talent.

Det er Esben fra Sejrups stemme, og mange af numrene på det nye smukke album er netop en hyldest til hans bagland og til de personer, der har betydet så meget for han i hans nu snart 20 årige lange rejse på vej mod at finde sin stemme - både på det musikalske og på det menneskelige plan.

Lad os slutte denne fortælling med at spinde indledning og afslutning sammen med en smuk musikalsk reference fra Esben til sit musikalske forbillede Brian Wilson. I åbningsnummeret "Det smukkeste jeg har hørt", der er en uforbeholden kærlighedserklæring til Ihan, synger Esben på et tidspunkt strofen "Wouldn't it be nice", og her kommer Svanes musikalske flagskib for alvor i havn via denne geniale føletråd ind i Wilsons og Beach Boys-hittet fra 1966.

Dengang sang de farverige stranddrenge fra Californien følgende linjer: Wouldn't it be nice, if we could wake up in the morning, when the day is new? And after having spent the day together, hold each other close the whole night through. 

En flot poetisk reference til den kamp for kærligheden, som Ihan og Esben har måttet udkæmpe - og som de vandt.

Og så "Ikke et ord" mere herfra!