GIVE: Det er naturligvis med stor berettigelse, at elektronik- og hvidevarebutikken Expert og Punkt 1 på Torvet netop gør brug af ordet 'expert'.
Her ved man en hel masse om TV, radio, pc'er, smartphones osv., og med ansættelsen af Lars Jessen som Punkt1's stærke mand, har man også fået et menneske ind, der ved alt om hvidevarer og el-artikler.
Det er faktisk et lille års tid siden, at Lars Jessen blev ansat i butikken, men som indehaverne Martin Tirsgaard og Jacob Hansen så kækt formulerer det, så "skulle de lige være sikre på at Lars kunne klare mosten, inden der skulle skrives om ham i avisen".
Det må de så nu med glæde erkende, at han kan efter et år i et butiks- og værkstedsmiljø, hvor det driver ned af væggene med det Martin og Jacob selv betegner som 'elegant værkstedshumor', mens Lars mere hælder til en betegnelse, hvor ordene 'røverhistorier' og 'far-jokes' indgår.
Lars Jessen, ekspert i Punkt1-afdelingenGive er en rar by og en god handelsby med et rigtig fint handelsliv. Der er en stor alsidighed af butikker og nogle flinke mennesker, der kommer ind og handler
Nuvel, bortset fra humoren og de små interne drillerier, så fungerer denne kompetente butikstrio glimrende og supplerer hinanden fint i de to afdelinger.
Bold med Pione
Lars Jessen er fra Herningområdet, og er opvokset i Tjørring, hvor han var så heldig at vokse op blot få meter fra fodboldlandsholdsspilleren Pione Sistos barndomshjem.
- Altså jeg vil da ikke påstå, at det er min skyld, at Pione er blevet så god, at han er kommet på landsholdet, men der blev da spillet en del bold her på gaden, da han var knægt, fortæller Lars Jessen, der i dag er en særdeles inkarneret fodboldmand, idet han har et fasttømret medlemskab af den populære klub bestående af danske mænd, der uden selv at være aktivt udøvende, deler ud af deres viden om og kærlighed til fodbold foran TV-skærmen.
Han blev uddannet isenkræmmer i 1996 Kvickly i Brande, og herefter blev det til 22 år ved El-Huset i Brande, hvor han hentede massevis af erfaring og viden indenfor branchen.
Han startede i januar 2020 i Give, hvor han som tidligere antydet står med ansvaret for Punkt 1-delen, og nu skal han så i gang med sin første Black Friday i Give.
Eller det skal han så ret beset ikke alligevel, idet Expert og Punkt1 som byens andre butikker i år har valgt at køre et andet mere "folkesundhedskorrekt" koncept, hvor man deler de gode tilbud og de stærke rabatter ud over flere dage under konceptet "Blackout".
- Give er en god handelsby
Lars Jessen har fundet sig godt tilrette både i butikken og i Give.
- Give er en rar by og en god handelsby med et rigtig fint handelsliv. Der er en stor alsidighed af butikker og nogle flinke mennesker, der kommer ind og handler. Vi kører med en mere afdæmpet form for Black Friday over flere dage med en række gode tilbud som trækplaster, og vi har grundet coronasituationen helt fravalgt i år at køre med deciderede køtilbud, siger Lars Jessen.
Bonusinfo: Når Lars Jessen ikke er på job i Give, bruger han det meste af sin tid på sin familie, der består af kæreste og to børn på fem og seks år - altså et mandskab i krudtuglealderen, som man sagtens kan bruge sine sparsomme fritimer sammen med.
Special bonus: Vidste du, at Lars Jessen i sin ungdom har gået til dans til 10 år!
Ved ikke lige hvor meget glæde han har af det i det daglige i butikken sammen med Jacob og Martin, men det er da en interessant oplysning.