Annonce
Give Avis

Fary Lochan stod bag landets største virtuelle whisky-smagning

Holdet ved den virtuelle whiskysmagning bestod af fra venstre whiskyconnaiseur Thomas Korsgaard, Morten Jørgensen fra Fary Lochan, og komiker og influencer Daniel Obenhausen Hoff (HOFFE) og. Foto: Fary Lochan
740 whiskyelskere deltog i smagningen i juni - de var så begejstrede, at de fuldstændig lagde destilleriets hjemmeside ned. Succesen forsøges gentaget til oktober.
Annonce

Farre: Der er ikke blot lokale mennesker, der interesserer sig for, hvad de går og laver på destilleriet Fary Lochan.

Opmærksomme øjne og smagsløg rettes mod det lille destilleri "In the Heart of Jutland" fra det meste af landet, ja faktisk fra det meste af jorden. Men at hele landet har hørt om Fary Lochan blev tydeligt, da der i starten af juni blev arrangeret en virtuel whiskysmagning.

- Vi havde jo håbet på, at vi kunne få 100 deltagere med på idéen. Så derfor havde vi pakket 100 smagesæt med fem slags whisky og et whiskyglas, så vi var klar, hvis folk ville være med, fortæller Morten Jørgensen fra Fary Lochan.

Men han og de øvrige på Fary Lochan var slet ikke klar. For de 100 smagesæt blevet revet væk på under 24 timer. Så i destilleriets webshop måtte de pakke videre. I alt blev der pakket og sendt 740 pakker med fem af forskellige af whiskyer produceret i Farre.

Smagesættene kunne købes som enten single eller dobbelt. Skulle man være alene, kunne man købe de fem slags whisky i to centiliters flasker og et Fary Lochan´s Glencairn whiskyglas til 249.

Annonce

Landets største

Eller man kunne, hvis man skulle være to eller ville smage ekstra godt på varerne, købe de fem whiskyer i fem centiliters flasker med to glas for 498 kroner. Nogle så måske hurtigt, at de på den måde fik en ekstra centiliter af hver af de fem forskellige gyldne dråber gratis.

De mange deltagere i den virtuelle whiskysmagning kom noget bag på Morten Jørgensen og resten af destilleriets ejere og ansatte. Det overraskede også lidt, at deltagerne ikke indskrænkede sig til den nære geografi. Der var deltagere fra det meste af landet.

- Der var ikke så mange af vore aktionærer med. Vi havde måske nok ventet, at det ville blive en lidt intern begivenhed, men det var slet ikke tilfældet, siger Morten Jørgensen.

Han har siden forsigtigt stukket fingeren i jorden hos landets andre udbydere af virtuelle whiskysmagning. Ikke for at prale, men for at se, om de havde oplevet lignende store tilstrømninger af deltagere.


Der var så mange besøgende, at de fuldstændigt lagde vores side ned. Jeg kan derfor ikke sige, at de 254 flasker var solgt på et øjeblik, for ingen kunne købe noget.

Morten Jørgensen


Det havde de tilsyneladende ikke. Så Fary Lochans virtuelle whiskysmagning med 740 deltagere var landets største af sin slags.

Annonce

Ny chance 9. oktober

Det kalder næsten på en gentagelse. Og det er da også, hvad Fary Lochan er i gang med at forberede.

Indtil videre ligger datoen til at blive fredag 9. oktober. Det ligger også fast, at der selvfølgelig igen blive tale om fem af destilleriets egne whiskyer.

- Det lader ikke til, at coronaen sådan lige slipper sit tag i landet. Derfor vil vi stadig have vanskeligheder med at arrangere whiskysmagninger i den virkelige verden. Det viste sig, at mange mennesker savner at kunne være fælles om en interesse, eksempelvis en interesse for whisky, og derfor gerne vil have den hver på sig, hvis der er en form for fællesskab om det, siger Morten Jørgensen.

Fary Lochan lever og ånder for at fremstille den bedste whisky. Men det er en langvarig proces, så mens whiskyen ligger og lagrer, laver destilleriet også forskellige kryddersnapse. I øvrigt også med stor succes. Arkivfoto

Med den store interesse, der var for den første virtuelle whiskysmagning, må det være fristende at sætte prisen på smagesættene lidt op. Det gør Fary Lochan dog ikke.

- Nej. Vi fastholder prisen på henholdsvis 249 og 498 kroner. Til gengæld er der ikke noget whiskyglas med i boksen denne gang. Så man kan sige, det er prisstigningen, siger Morten Jørgensen.

En anden årsag til, at glassene ikke er med denne gang, er at Morten Jørgensen og de øvrige på Fary Lochan ikke helt tror på, at deltagerne mangler whiskyglas.

Ræsonnementet lyder nogenlunde sådan her: De færreste mangler glas i almindelighed. Og folk, der vil være med i en virtuel whiskysmagning, mangler næppe smageglas til whisky.

Annonce

Hjemmeside lagt ned

Deltagelsen i den nye virtuelle whiskysmagning er endnu ikke blevet åbnet. Men måske er de allerede gået i gang med at pakke smagesættene.

Måske er de også gået i gang med at optimere hjemmesiden www.farylochan.dk. I forbindelse med sidste virtuelle whiskysmagning blev der også udbudt en whisky til salg. Det var en "Virtuel Edition" og der var i alt 254 flasker til salg, selvfølgelig virtuelt, altså via hjemmesiden.

- Der var så mange besøgende, at de fuldstændigt lagde vores side ned. Jeg kan derfor ikke sige, at de 254 flasker var solgt på et øjeblik, for ingen kunne købe noget. Men de var i hvert fald væk i løbet af weekenden, da vi igen fik hjemmesiden op at køre, siger Morten Jørgensen.

Men det var ikke den eneste effekt af den virtuelle smagning. Fary Lochan har i tiden efter smagningen haft en stigende trafik på hjemmesiden, også med et øget salg i websshoppen til følge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Genforeningsfest i Riis Bakker

Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Give Avis

Klubben for enlige tilflyttere trives

Annonce