Annonce
Give Avis

Fastelavnsløjer på friskolen i Filskov

Ud over et godt bat, viljestyrke og lidt muskler kræver det også fokus og koncentration at slå katten af tønden - og her får vi det hele forenet i et skønt foto. Foto: Jim Hoff
Bøgerne blev lagt på hylden fredag den 12. februar på friskolen i Filskov, hvor eleverne i indskolingen kastede sig ud i festlige udklædninger og tøndeslagning.

FILSKOV: Søren & Mette og Sigmabøgerne var for en stund gemt væk fredag den 12. februar på friskolen i Filskov.

I stedet dukkede folk som Spiderman, Harry Potter, en lokalindbrudstyv og Ternet Ninja samt en række prinsesser op i stedet for, og de havde langt fra tænkt sig, at beskæftige sig med Ole-Bole og regnestykker.

Næh, der skulle uddeles tæsk, så det battede - og det gik naturligvis ud over de fastelavnstønder, som lærerne havde hængt op i klasserne.

Deltagerne i disse herlige fastelavnsløjer var eleverne i indskolingen, der som bekendt havde fået udgangstilladelse af en anden Søren og Mette end dem fra skoletaskerne, nemlig Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, og statsminister Mette Frederiksen.

Denne prægtige unge mand havde taget ekstra muskler med hjemmefra, så der var godt gang i køllen. Foto: Jim Hoff
Annonce

Tøndeslagning i de vanlige bobler

Eleverne blev under tøndeslagningen i deres vanlige 'bobler' i deres klasser - helt efter de gældende coronaforeskrifter. Der blev dermed kåret hele fire kattekoner med dertil hørende kattedronninger - så det var en ganske royal dag på friskolen i Filskov denne fine solbeskinnede fedag.

Det var tydeligt, at eleverne både var ellevilde over at være tilbage i skole efter tæt på to måneders hjemmeskoling og over at kunne deltage i de traditionelle fastelavnsløjer. Uden for referat, som vi siger i branchen, ytrede flere elever ærgrelse over, at de nu skulle på vinterferie.

- Hvad skal vi lige bruge den ferie til. Nu er vi endelig tilbage i skole igen, og det går bare så fint, lød det blandt andet fra et par snusfornuftige prinsesser, mens et par landsmandsudklædte knægte tæt på rystede opgivende på hovedet over den melding.

Prinsessen er klar med battet, og det blev et royalt brag af de helt store, da tønden fik kongelige klø. PS: Læg mørke til coronakrigeren i baggrunden.Foto: Jim Hoff

Skoleleder Frank Arentoft kunne for øvrigt meddele pressens udsendte, at skolen i uge 8 vil arrangere en alternativ fastelavnsevent for eleverne fra 5. klasse og opefter.

- Det kommer til at foregå udendørs, og måske vil der være cykler involveret, lyder det hemmelighedsfuldt fra skolelederen med et stort smil.

Du kan se en masse fotos fra fastelavnsfesten på Facebook 'Filskov - før og nutid fortalt i billeder'

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Give genåbnede med et brag

Annonce