Annonce
Give Avis

Formanden er 36 år: Frivilligheden ligger i generne

Tinne Antonsen, formand for Grønbjerg-Langelund Lokalråd, kunne ikke forestille sig et bedre sted at vokse op end i hendes lokalområde, som er en slags Bulderby. Her på en af de store fælles legepladser. Foto: Mette Mørk
Tinne Antonsen kunne ikke forestille sig et bedre sted at bo end i Grønbjerg-Langelund. Her hjælper man hinanden, og omsorgen for hinanden er stor.
Annonce

Grønbjerg-Langelund: Tinne Antonsen og hendes familie smutter ikke som de første, når et arrangement i Grønbjerg-Langelund slutter. De hjælper med at stable borde og stole, så "alle kan komme hurtigt hjem".

At man skal give en hånd til fællesskabet, vil formanden for Grønbjerg-Langelund Lokalråd gerne give videre til sine børn, lige som hun selv har fået frivilligheden i arv fra sine forældre.

Den 36-årige pædagog har tilbragt det meste af sit liv i området - med en kort afstikker til storbyen Give, som hun smilende siger.

- Jeg nyder at være aktiv og en bærende del af lokalsamfundet, siger hun, der også var formand for Borgerforeningen for Grønbjerg-Langelund, indtil den for to år siden blev lagt sammen med lokalrådet.

Vi skal finde ud af at forme vores lokalsamfund efter borgernes ønske.

Tinne Antonsen

Annonce

Skabe noget sammen med andre

Tinne Antonsen er god til at smide bolde i luften.

- Heldigvis er andre gode til at gribe dem, siger hun, som gerne står for sang og underholdning for de mindste til juletræsfest, halloween og fastelavn.

Hun holder af de nære aktiviteter, mens Betina Boye Jensen fra lokalrådet varetager kontakten til Vejle Kommune. Et andet medlem sørger for at få indbydende invitationer ud på de sociale medier. Tinne Antonsen har som mål at få flere frivillige uden for lokalrådet til at påtage sig mindre opgaver.

Annonce

Masser af frivillighed

Området er kendetegnet af hjælpsomhed. Kiosken i hallen ved skolen i Grønbjerg bliver udelukkende drevet af frivillige. De står for aftensmad, når der har været gymnastik for børn, så familierne kan nyde lasagne eller frikadeller sammen i stedet for at haste hjem til gryderne.

- Det er jeg så stolt af, siger Tinne Antonsen.

Under lokalrådet sorterer projektgrupper, som har stået for bålhytte, sheltere og bmx-bane. I Grønbjerg er der en bålhytte med plads til op mod 150 og en naturlegeplads.

Dit lokalråd

De 33 lokalråd er vigtige bindeled mellem lokalområderne og Vejle Kommune. Vi præsenterer formændene for lokalrådene i ugeavisens område. Serien er blevet til i et samarbejde mellem Vejle Kommune, din lokale ugeavis og Vejle Amts Folkeblad.
Annonce

Omsorg da huset brændte

Selv har hun mærket til stor omsorg fra beboerne. I 2015 brændte hendes hus. Hun var samtidig blevet skilt og stod alene med to børn på et og fire år.

- Folk kom med tøj og legetøj til børnene. De bankede på skurvognen, vi boede i, og havde aftensmad med til os, siger hun, der siden har fået endnu større lyst til at give igen.

Tinne Antonsen, formand for Grønbjerg-Langelund Lokalråd

36 år, pædagog.

Bor sammen med kæresten Martin, tre sammenbragte børn på otte, fem og fire år.

Har boet hele sit liv i Grønbjerg på nær et par år i Give.

Arbejder i daginstitution i Thyregod.

Øvrige hverv: Formand for borgerforeningen, som i 2018 blev slået sammen med lokalrådet.

Fritid: Familie, kører børn til FDF og springgymnastik, spiller med i revyen, medlem af "husmorforeningen", hvor områdets kvinder mødes helt uformelt. Synger gerne og har tidligere sunget i kor.

Annonce

Kommunikation

Lokalrådet arbejder lige nu i samarbejde med DGI med kommunikation. Blandt andet for at sikre, at man når ud til alle i området, og at nye bliver taget godt imod.

- Vi har fundet ud af, at det ikke er nok med Facebook. Vi skal også hænge sedler op, så alle for eksempel ved, at der er banko.

Lokalrådet vil gerne promovere landsbyerne Grønbjerg og Langelund som et moderne Bulderby-område, hvor alle kender hinanden, og børn trives. Der må gerne komme flere tilflyttere for at sikre grundlaget for skole og daginstitution. Derfor ser man på, om nogle små usolgte byggegrunde kan slås sammen til større parceller.

Vi skal holde fast i den gode ånd

Hvad er du mest stolt af i dit lokalområde?

Frivilligheden i vores kiosk, sammenholdet og omsorgen, man viser.

Hvis du var ejendomsmægler, hvordan skulle salgsteksten lyde?

Det er som i Astrid Lindgrens Bulderby. Idyllisk, flot natur, godt sted at vokse op med god skole og en god ånd.

Hvilken plet viser du en udenbysgæst?

Naturen ved Omme Å, de kæmpestore udearealer med shelter og bålhytte, hallen, skolen og den ny legeplads ved skolen.

Hvordan skulle området gerne have udviklet sig om 10 år?

Flere tilflyttere og flere børnefamilier. Holde fast i den gode ånd og fortsætte med at udvikle aktiviteter.

Hvad trænger til at blive gjort inden for det kommende år?

Lokalrådet skal have gang i frivilligheden, så folk siger ja til at bage en kage og bidrage til vores arrangementer.

Din største bekymring for lokalområdet?

En pludselig affolkning, som vil gå ud over skolen og børnehave. Og at man begynder at have nok i sig selv. I et mindre lokalsamfund har man pligt til at yde til fællesskabet.

Annonce

Sjov for både børn og voksne

- Vi skal finde ud af at forme vores lokalsamfund efter borgernes ønske.

Lyder det fra Tinne Antonsen, der fortæller, at aktiviteterne står i kø med melodigrandprix for børnene, sankthansfest, fællesspisning, revy og musikaftener.

Selv slapper hun af i den uformelle husmorforening, hvor kvinderne spiser kage, drikker et glas vin og får vendt verdenssituationen og livet i Grønbjerg-Langelund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Give Avis

Britta knækker cancer med blomster

Give Avis

Den evige bagerjomfru takker af

Annonce