Annonce
Give Avis

Fysserne er tilbage i byen - til glæde for alle

Team Fysserne i Give består af fra vesntre: Sekretær Annette Damgaard, fysioterapeut Flemming Snedker, sekretær Lotte B. Christensen, fysioterapeut Jesper Fabrin Troelsen og indehaver og fysioterapeut Lisbeth Kragh-Hansen. Foto: Jim Hoff
Efter 23 år med domicil på Havrebakken 1 i industrikvarteret i Gives vestlige bydel er Klinik For Fysioterapi vendt tilbage til bymidten, hvor indehaver Lisbeth Kragh-Hansen har købt ejendommen Østergade 3-5. Den 27. april var der officiel åbning af de nyinstandsatte lokaler, og det glæder såvel fysserne som byen, at klinikken nu er vendt tilbage til bymidten.
Annonce

GIVE: Nu er emneordet for denne artikel jo 'byudvikling', og det er valgt ud fra tematikken i de igangværende processer mellem Give by og Vejle Kommune, hvor der er fokus på udvikling af både Give bymidte og Give som handelsby.

Her rammer vi lige midt i dartskiven på begge punkter i forbindelse med, at Klinik For Fysioterapi, der oprindeligt startede op på Vimmelskaftet i Give bymidte, er flyttet fra Havrebakken i byens vestlige industrikvarter og ned i ejendommen Østergade 3-5 i bymidten. Den flot istandsatte nyåbnede fysioterapiklinik både klæder og gør bymidten godt på flere parametre. Klinikken er at aktiv for bymidten, den generer masser af folk i byen, og den er den vej rundt med til at styrke handelslivet i byen.

Og når indehaver og fysioterapeut Lisbeth Kragh-Hansen og hendes team så samtidig er ovenud lykkelige for flytningen, er der jo tale om en klassisk win-win situation.

- Vi var i den grad ramt af pladsmangel på Havrebakken. Vi har haft en stigning på 700-800 % på vores holdtræninger, hvilket vi er rigtig glade for, for det handler om at få endnu flere i gang med at træne - også de, der ikke kan se sig selv i et fitnesscenter. Her er holdtræning rigtig god, for det er motiverende at træne sammen med andre, og så har holdtræning også en god gevinst på det sociale område. Her tænker vi eksempelvis på det legendariske 'portvinshold', som med højt humør og sans for at fejre både små og store begivenheder med en lille en til halsen, har kørt i mange år under Flemming Snedker. Med de her nye fantastiske rammer kan vi nu meget bedre tilbyde holdtræning, hvilket vi er ekstremt glade for, fortæller Lisbeth Kragh-Hansen.

Vi har en ambition om at være et godt 'værested' for klinikkens patienter. Forstået på den måde, at det skal være et godt sted at være med en god og hyggelig atmosfære, hvor der udover en høj faglighed også er plads til at være sociale, at der er plads til smil og latter og glimt i øjet.

Lisbeth Kragh-Hansen, indehaver af Klinik For Fysioterapi

Annonce

Velprøvede og rutinerede kræfter

Teamet i Klinik For Fysioterapi består udover Lisbeth Kragh-Hansen af de to fysioterapeuter Flemming Snedker og Jesper Fabrin Troelsen samt de to sekretærer Annette Damgaard og Lotte B. Christensen.

Ved flytningen til Østergade råder man nu over et stort veludstyret træningslokale samt fem lukkede behandlerrum, og det er lykkedes for Lisbeth og hendes håndværkerteam at skabe nogle smukke lyse og rummelige lokaler, der med den geniale placering midt i byen også giver patienterne gode spontane muligheder for en strøgtur gennem byens velassorterede handelsliv.

Fire af folkene i teamet er velkendte kræfter, og i 2019 blev holdet forstærket af fysioterapeut Jesper Fabrin Troelsen, der afløste klinikkens tidligere indehaver Anette Kastbjerg, der valgte at gå på pension. Udover at levere klassiske fysioterapeutiske kompetencer kommer Jesper Fabrin Troelsen med en ekstra kompetence i form af en specialviden om såler.

- Jeg har tidligere arbejdet 17 år på forskellige klinikker i blandt andet Odense og Fredericia, og så har jeg i en årrække været meget aktiv som fys indenfor sportsverdenen. Jeg har været fys i Skjern Håndbold, på ungdoms- og seniorlandsholdet i badminton og hos TMT Tønder i håndboldligaen. Jeg kommer da også med en intention om at række ud mod det lokale idræts- og foreningsliv. Jeg vil rigtig gerne samarbejde med byens forskellige klubber, så tænker man, det kunne være interessant at høre, hvad jeg kan tilbyde, skal man bare kontakte mig, siger Jesper Fabrin Troelsen.

Annonce

Stærk faglighed omkring fysioterapien

Med flytningen til de nye omgivelser i midtbyen må det være på plads at berette lidt om, hvad der rører sig generelt i fysioterapien, ikke mindst på det fagspecifikke område. Klinikken løfter naturligvis alle de klassiske fysioterapeutopgaver, men over de sidste år har branchen fået et stort løft rent fagligt.

- Fysioterapien har fået sit eget selvstændige forskningsfelt, hvor klinikkerne landet over kan trække på en række kliniske evidensbaserede retningslinjer. Der er uddannet over 100 phd'ere på landsplan, og at vi nu kan basere vores fysioterapeutiske tiltag på klinisk gennemprøvede behandlinger, der beviseligt virker, det er en stærk faglig opgradering og en stor styrke for os i vores daglige arbejde, påpeger Flemming Snedker.

Et eksempel på et koncept, der har vist sin berettigelse, er GLA:D, der er et program, der henvender sig til mennesker med artrose (slidgigt) i hofte og/eller knæ.

- Vi har her i klinikken arbejdet med GLA:D-konceptet i mange år, og vi kan se, at vores øvelser har en virkelig gavnlig effekt på patienterne. Faktisk er det kommer dertil, at Region Syddanmark stiller det som et krav, at patienter med de her problematikker skal igennem et GLA:D-forløb, inden de bliver sendt til operation - hvis det så overhovedet er nødvendigt bagefter, fortæller Lisbeth Kragh-Hansen.

Man arbejder også med smertefysiologi på klinikken, baseret ud fra en ny viden, der kombinerer de fysiske behandlinger af subkroniske og kroniske smerter med en kognitiv tilgang.

- Man arbejder på den måde både med kroppen og det mentale aspekt. Vi siger for eksempel ikke mere: Pas nu på din ryg. Nej, vi siger, ryggen er stærk, og på den måde giver vi patienterne nogle positive mentale arbejdsredskaber til at navigere sig fra rød til grønt smerteniveau, forklarer Flemming Snedker.

Annonce

Samfundssind på det gode "værested"

Fys-teamet i Østergade lægger ikke skjul på deres ambitioner om at være et godt 'værested' for klinikkens patienter. Forstået på den måde, at det skal være et godt sted at være med en god og hyggelig atmosfære, hvor der udover en høj faglighed også er plads til at være sociale, at der er plads til smil og latter og glimt i øjet.

- Vi har også en stærk ambition om at løfte den del af befolkningen, som af forskellige årsager ikke kan/vil se sig selv i et træningscenter. Her vil vi godt kraftigt understrege, at det ikke handler om at udkonkurrere fitnesscentrene, men om at fange de medborgere, der går derude og ikke kommer afsted til træning - og som ville have rigtig godt af at komme afsted. I den forbindelse har vi indledt et samarbejde med Ældresagen i Give, der vil sørge for at informere deres medlemmer om, at vi er her, og at vi gerne vil hjælpe med noget træning, siger Lisbeth Kragh-Hansen.

- Vi ved bare af erfaring, hvor godt det er med træning, uanset om man går med rollator eller sidder i kørestol. Og får vi fat i folk i god tid, kan vi også give dem flere år, inden de får brug for de her hjælpemidler. Måske kan de i visse tilfælde endda helt slippe for at skulle bruge dem, siger Lisbeth Kragh-Hansen.

Man skal også vide, at selvom lægerne over årene har været rigtig gode til at fodre klinikken med patienter, så kan man sagtens kan henvende sig til klinikken uden lægehenvisning.

Annonce

Glæden som det bærende element

Klinik For Fysioterapi er også om sig med hensyn til firmaordninger, hvor man tilbyder holdtræning til lokale virksomheder. Især nu hvor man har god plads er det tilbud blevet endnu mere aktuelt.

- En del af vores patienter kommer fra de lokale virksomheder her på egnen, og her hører vi ofte et udtalt ønske om, at firmaerne skal tilbyde holdtræning. Og der er mange fordel ved at tilbyde medarbejderne holdtræning. For det første er det rigtig godt for deres fysik og sundhed; nogle steder har man både monotone og opslidende arbejdsstillinger, og her er det godt at få løsnet op ved hjælp af god faglig funderet træning. For det andet er det jo et godt signal at sende som virksomhed, at man vil sine medarbejdere det bedste, og for det tredie er udgifterne faktisk 100 % fradragsberettiget, oplyser Jesper Fabrin Troelsen.

På sigt er det Lisbeth Krag-Hansen ambition at tilknytte flere faggrupper til klinikken i Østergade. Helt konkret er det drømmen i første omgang at få tilknyttet en jordemoder til klinikken. Det handler om mor/barn tilbud, efterfødselsproblematikker og generel træning.

- Det falder fint i hak med, at jeg allerede nu har nogle ekstra kompetencer indenfor gynobs, hvor jeg arbejder med folk, der har problematikker med bækkenbunden. Her kunne det være helt oplagt at få tilknyttet en jordemoder til klinikken, så vi kan understøtte hinanden. Men det er som sagt drømme, så der er intet konkret endnu, siger Lisbeth Kragh-Hansen.

Helt konkret og beviseligt er det dog, bedømt ud fra det gode humør, de mange smil og den gode værkstedhumor i Østergade 3-5, at fysserne i midtbyen for alvor lever op til det gamle mantra om, at det er glæden, der driver værket.

- Glæden ved at være her, både for os selv og vores patienter, er altafgørende for vores tilgang til tingene, lyder det med én stemme fra Team Fysserne i Give.

Og denne glæde har lige fået et hak opad med flytningen til de nye dejlige lokaler i midtbyen - det er man slet ikke i tvivl om efter en behagelig time i samvær med de her fem glade og friske unge mennesker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Corona: Testbil til Give i weekenden

Give Avis

Kloakrensning: Give i røg og damp

Annonce