Annonce
Give Avis

Give Tennisklub og Frisør Morgenhår inviterer til stor søndagsturnering

Give Tennisklub inviterer i samarbejde med Frisør Morgenhår til tennisturnering søndag den 28. juni i Gryden. Foto Jim Hoff
Det er dyrt at deltage i tennisturneringer i Danmark, men det gør Give Tennisklub nu op med. Søndag inviterer klubben i samarbejde med Frisør Morgenhår til en gratis turnering for mandlige divisionsspillere.
Annonce

GIVE: Søndag vil det igen koge i det smukke tennisanlæg 'Gryden' i Give, hvor Give Tennisklub fra klokken 10.00 til 18.00 afholder en turnering besat af 12 danske mandlige divisionsspillere, som skal dyste om både ære og pengepræmier.

Det er normen i dansk tennis, at man som deltager, uanset om man er ungdomsspiller eller voksen, skal betale for at deltage i tennisturneringer, og det er denne tendens, som Give Tennisklub gerne vil gøre op med.

- Det koster 300 kroner at deltage i en tennisturnering, og det beløb ryger op på 500 kroner, hvis man også deltager i double. Man risikerer at ryge ud efter én kamp, så med transportudgifter, forplejning og så videre, kan sådan en omgang let købe op i 1000 kroner pr. deltager - og måske man kun når at spille én kamp. Det synes vi er helt forkert og ikke nogen smart måde at få flere til at spille tennis og til at melde sig til turneringer på, siger Lars Baes, der er sportschef i Give Tennisklub.

Annonce

GTK går igen andre veje end 'normen'

Traditionen tro vælger man i GTK at gå en anden vej end den traditionelle, så man har fundet en sponsor, Frisør Morgenhår, der går ind og sponsorerer turneringen, der derfor lyder navnet 'Frisør Morgenhår Open Give'.

Det betyder, at det er gratis for spillerne at deltage, der er gratis forplejning hele dagen lige fra morgenmad til aftensmad til både spillere, dommere og boldbørnene. Og at der er 1000 kroner til vinderen samt 500 kroner til nr. 2 i turneringen.

- Vi gør det her af flere årsager. For det første handler det om at søsætte et projekt, der ikke koster deltagerne en masse penge at være en del af, og på den måde tiltrække spillere. For det andet handler det også om, at vi gerne vil gøre tennissæsonen her i foråret lidt længere for spillerne. Vi skal først i kamp igen den 8. august, og vi vil også gerne holde gang i "Gryden" med nogle tiltag her i juni måned, forklarer Lars Baes.

Annonce

Spillere fra hele landet

Der har været pæn rift om de 12 pladser ved turneringen, og spillerne er blevet valgt til i forhold til deres ratings på UTR (Universal Tennis Rating), hvilket ifølge Lars Baes giver en fair og realistisk vurdering af spillernes faktiske aktuelle niveau.

- På søndag kommer vi til at se både elitedivisionsspillere og divisionsspillere. Når vi spiller holdturnering er det meget de samme cirka 30 spillere, der er i ilden for klubberne, men på søndag vil vi få nogle andre dygtige spillere at se fra klubber som Århus 1900, Lyngby, KB, Esbjerg og Kolding, oplyser Lars Baes.

Sportschef Lars Baes deltager selv som spiller i turneringen, hvor er ud over æren også er pengepræmier på højkant. Foto Jim Hoff

Han skal selv sammen med GTKs elitedivisionsspiller Rasmus Michelsen forsvare GTKs klubfarver, og Lars Baes nærmest lover, at der vil blive leveret massevis af fin tennis i Gryden denne søndag.

- Ikke mindst semifinalerne og finalen kan godt gå hen og blive nogle virkelig flotte tennisbrag med tennis fra den øverste hylde. Baes vil dog ikke komme nærmere ind på, om han forventer selv at gå hele vejen på den fantastiske hjemmebane.

- Det er vel uhøfligt som vært at rydde bordet ved sin egen turnering, lyder det fra sportschefen med et skævt smil. Og så skulle det alibi vel være i orden, hvis sportschefen nu skulle ryge ud efter de indledende puljekampe, smiley!

Annonce

Handler om gode oplevelser, ikke fyldte klubkasser

Kampene afvikles efter Fast4-konceptet, der gør kampene kortere, mere intense og dynamiske, hvor det virkelig gælder om for spillerne at være helt klar fra start.

Afslutningsvist understreger Lars Baes, at søndagsstævnet handler om, at få signaleret til tennisforbundet, at hvis man vil have folk til at spille noget mere tennis, så skal spillet gøres tilgængeligt (læs:økonomisk bæredygtigt) for alle og ikke kun for hr. og fru Hellerup, der nok godt kan finde penge til de dyre turneringer til deres børn.

- Og så handler det om at kræse for spillerne og give dem gode oplevelser med turneringstennis og ikke om at fylde klubkasserne op. Kom nu ud og find de her sponsorater, som gør det muligt at afvikle gratis turneringer, hvor der også gøres lidt ekstra ud af det for spillerne. Så skal vi nok få flere i gang med at spille tennis - og med at tilmelde sig turneringerne, lyder opfordringen fra Lars Baes til de andre klubber.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Annonce