GIVE: Okay, et puslespil med blot to brikker. Det lyder overskueligt og som en løsbar opgave. Ikke mindst når man ved, at opgaven skulle løses af to af Gives dygtigste og mest rutinerede håndværkere, den autodidakte multikunstner og smed Knud Buhl og Eli Skøde Kristensen fra Traktorgården i Give.
De to gutter har gennem en årrække været faste makkere, når der skulle monteres stålbjælker for Give Stålspær med Eli ved den store kran og Knud som manden med det forkromede overblik og den gode mavefornemmelse for stålets forunderlige univers.
Tirsdag over middag var denne legendariske duo atter samlet på Bæksgårdsvej ved Sørens Smedje; denne gang for at prøvesamle den 8 meter høje og 1 ton tunge jernskulptur, som Knud Buhl med har barslet med hen over oktober-november, og som skal afsløres for folket den 5, december.
Tung dansepartner
Eli Skøde Kristensen var bevæbnet med Traktorgårdens store kran og mange års erfaring med svingteknik og et godt øje for de her opløftende opgaver, mens en topspændt Knud Buhl havde taget dirigentstokken og med en orkesterleders voluminøse bevægelser hersede kærligt og kompetent med sin gamle faste makker, mens den 700 kilo tunge overdel af skulpturen dinglede majestætisk i luften over Bæksgårdsvej.
Nu skal det ikke afsløres her, hvordan skulpturen ser ud, og hvad den skal hedde, men vi kan godt breake, at ikke mindst 'overdelen' var en svær dansepartner for de to rutinerede jernmænd. At få de 700 kilo kunst placeret millimeterpræcist på den 300 kilo tunge sokkel var en opgave, der flere gange fik Buhl til at klø sig eftertænksomt i sin viltre men knappe hårpragt, mens den altid rolige Eli baksede med lastbilens og kranens placering.
Sad lige i skabet
Løfteselerne blev omplaceret et par gange, nye vinkler og svingruter blev beregnet - altsammen i tæt og rolig indforstået dialog mellem de to herrer, og pludselig var den der.
De to jernbrikker fandt med et lyksaligt 'klonk' sammen i symfonisk smuk forening, hvilket udløste et herligt jubelbrøl fra Knud Buhl, der da også lige i frydefuld forløsning fik kastet begge arme i vejret som en anden sportsmand, der lige havde hentet en VM-titel.
Lynhurtigt blev de to dele boltet sammen, og så stod det der i al sin magt og vælde: Den fantastiske otte meter høje skulptur, der pr. 5. december kommer til at hilse folk velkommen til Give, når de kører ind i byen fra Tykhøjetvej og ned ad Torvegade.
- Nå, men det gik jo godt nok. Det sidder jo lige i skabet, men det havde jeg da også regnet med, lød det med velkendt knastør begejstring og stilsikker humoristisk selvopfattelse af egne håndværkerevner, fra Knud Buhl.
- Kan vi ikke lige lade den stå lidt?
Den bemærkning udløste et stille smil og et anerkendende kig over brillekanten fra Eli Skøde Kristensen.
- Nu skal vi så til at skille det hele ad igen. Vi kan jo ikke køre skulpturen gennem byen i samlet udgave, så nu skal vi ud og have fat i en større lastbil og kran, for det bliver en svær opgave at få den der bunke jern placeret på grunden i bunden af Torvegade. Der er en stor grøft hele vejen rundt om pladsen, så det skal nok blive en udfordring. Men dem elsker vi jo, og jeg er bare glad for, at jeg som lokal mand kan hjælpe med det her fine projekt, konstaterede den kompetente kranfører.
- Kan vi ikke lige lade den stå til i morgen. Det er da træls at skille den ad lige med det samme, lød det fra Knud Buhl, der stod og faldt lidt i forståelig svime over sit sandsynligvis største kunstværk, mens en balstyrisk mågekoloni fra den blygrå himmel kvitterede for mesterværket med flyvende bifald og begejstrede skrig.
Lørdag den 5. december er det så folket, der får muligheden for at blive begejstret. Og ved samme lejlighed afsløres naturligvis både titlen på og tankerne bag værket, og naturligvis har den kreative jernmand med den krøllede hjerne en klar bagtanke med en stærk bagkant med sit kunstneriske svendestykke.