GIVSKUD: Det bliver en hård vinter for de "værdigt trængende" i Givskud. I hvert fald for de borgere, der er afhængige af at kunne frekventere offentlige toiletter, når både den lille og den store nød er størst.
Kommunen har - igen i år - besluttet at lukke ned for det offentlige toilet i Givskud, som ligger lige over for købmanden.
"Lukket pga. vinter", står der på skiltet på døren, men denne ellers smarte nedlukningsfunktion/knap har den menneskelige organisme ikke, når det kommer til mere eller mindre nødtvungen levering af de biprodukter, der dannes efter føde- og væskeindtag.
Heldigvis ligger den smukke park i Givskud lige ved siden af de nedlukkede træk-og-slip faciliteter, for statistikken og historien viser ifølge gode folk fra Givskud, at "nød lærer trængende mand/kvinde at finde andre veje", når trykket både i den ene og den anden afgangskanal bliver for stort.
En anden alternativ løsning er et besøg hos købmanden, der som den venlige mand han er, nok lader sit das låne ud. Men han så nok hellere, at det var lyden fra et klingende kasseapparat, der dominerede butikken fremfor stormfuld vandrislen fra fajancen i baglokalet.