Annonce
Give Avis

Håndboldoptakt: Bliver Give det første hold til at besejre Grindsteds himmelstormere?

Det bliver garanteret en herrefight af intense dimensioner, når Give og Grindsted i aften klokken 19.30 brager sammen i årets største lokalbrag i Ikærhallen. Foto: Jim Hoff
HK Give Fremads 2, divisionshold møder i aften rækkens nr. 1 fra Grindsted i årets lokalbrag hjemme i den berygtede Ikærhal. Gæsterne har imponerende nok endnu ikke tabt en kamp i årets turnering, men den fornemme stime har Givetræner Martin Schmidt og hans drenge store planer om at sætte en stopper for.
Annonce

GIVE: Efter den stensikre 9-målssejr over Silkeborg-Voel sidste torsdag har Gives 2, divisionsmandskab fået lidt ro på bagsmækken i forhold til nedrykningsspøgelsets irriterende huseren på gangene i Ikærhallen.

Samtidig gjorde sejren også godt for selvtilliden, så selv om aftenens opgave mod rækkens nummer 1, ubesejrede Grindsted, nok ligger i kategorien "ret svær", så er man, modsat det danske herrelandshold, mere end klar til at levere varen og overraskelsen i aften.

Det fortæller Gives træner Martin Schmidt, der på trods af Grindstedholdets topplacering har noteret sig et knapt så prangende og overbevisende Grindstedhold i de sidste 3-4 kampe.

- Grindsted har et godt hold, ingen tvivl om det. Men på et eller andet tidspunkt skal de jo tabe, og det er da bestemt noget, vi hjertens gerne hjælper dem med i aften - helt uden beregning, lyder det fra Givetræneren med et skævt smil.

Han påpeger, at det taler til Gives fordel, at der er tale om et vaskeægte lokalbrag.

- Tabellen er ligegyldig, når der er lokalopgør. Det holds spillere, der kan navigere bedst i forhold til tænding/overtænding og at skulle spille i en hal, der vil være propfuld af folk både fra Give og Grindsted, det hold har en fordel. Det gælder om at have hjertet med og komme ud og levere en mandfolkeindsats. Vi kan spille forholdsvis frit og har alt at vinde og intet at tabe, idet Grindsted jo vil være klare favoritter og dermed under stort pres - vurderet ud fra tabellen, siger Martin Schmidt.

Det gælder om at have hjertet med og komme ud og levere en mandfolkeindsats. Vi kan spille forholdsvis frit og har alt at vinde og intet at tabe, idet Grindsted jo vil være klare favoritter og dermed under stort pres.

Givetræner Martin Schmidt

Annonce

Kæmpestemning:Hallen bliver fyldt til bristepunktet

Han hentyder dermed til situationen i toppen af rækken, hvor Fåborg og Rækker Mølle sammen med Grindsted kæmper en indædt kamp om den direkte oprykningsplads til 1. division. Her er der ikke råd til at smide ret mange points.

Det første opgør faldt ud til Grindsteds fordel, men Gives unge håndboldtropper har ifølge Martin Schmidt lært en del af den kamp, ikke mindst det at skulle agere i en heksekeddel i et intenst lokalbrag.

- Vores forsvarsspil har set godt ud i de seneste kampe, vi dækker rigtig godt op, uanset hvilket konstellationer, vi har prøvet af, så det er ganske betryggende. Vi viste i 1. halvleg i den første kamp mod Grindsted, at vi godt kan være med, så lad os nu se, om ikke vi kan gå ud og give Grindsted kamp til stregen, lyder det kampberedt fra Givetræneren.

Han må helt op til kampstart leve med en usikkerhed om Mads Overgaard og Kevin Wonsild bliver klar til opgøret, idet de døjer med henholdsvis skade og sygdom. Bliver ingen af de to herrer klar, løser man opgaven internt i truppen.

Der er kampstart klokken 19.30, men kom i god tid, hvis du vil have en plads - der bliver stuvende fyldt i aften i den gamle betonklods af en håndboldhal.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Nyt fra Lægehuset i Give

Annonce