LINDEBALLE: Vaskehaller til biler er normalt noget, man finder i de lidt større byer, men nu kan borgerne i den lille landsby Lindeballe mellem Gadbjerg og Uhe også trille bilen ind i en lokal vaskehal.
Og det kan de, fordi den lokale værkstedsindehaver, Jacob Madsen fra JM Autoteknik, tilbage i september 2020, helt impulsivt "lige kom til at købe en vaskehal". Med fare for at blive indkaldt for den nationale krænkelseskommission, så er det vel som udgangspunkt mest kvinder, der dyrker den noble sport, impulskøb, men i dette tilfælde slog Jacob til med den store hammer.
- Jeg hørte, at en værkstedsejer i Løsning var i gang med at lukke sit værksted og derfor var ved at sælge ud af udstyr osv. Her var der så også en vaskehal til salg, og så tænkte jeg, at den skal jeg da have fat i. Også selv om jeg overhovedet intet vidste om vaskehaller på det tidspunkt, fortæller Jacob Madsen.
35.000 for en brugt vaskehal
Denne indledende impulsive tanke var båret på en idé om, at vaskehallen skulle bruges til internt brug på værkstedet, hvor Jacob efter endt arbejde med kundernes biler ville kunne aflevere en nyvasket bil som en ekstra service.
- Men mere og mere bundfældede der sig en plan om, at jeg også vil forsøge at lave en forretning ud af købet af vaskehallen, og derfor åbnede jeg vaskehallen her omkring påsken. De første kunder har da også allerede kigget forbi, og vaskehallen er også blevet brugt flittigt til værkstedskundernes biler, siger Jacob Madsen.
Da han havde købt vaskehallen stod han så med den praktiske opgave, der handler om nedtagning af vaskehallen og transport til Lindeballe fra Løsning. Her kontaktede han eksperter hos Washtec, der tilbød at klare denne entreprise for den nette sum af 80.000 kroner plus moms. Et beløb der ikke just vakte vild jubel hos den nybagte vaskehalsejer, der gav 35.000 for det brugte anlæg - for at sætte de 80.000 kroner i relief.
- Jeg fik fat i fire kammerater og en vognmand med en kran. Så tog vi til Løsning og pillede selv anlægget ned, fik det kørt til Lindeballe og fik det stillet op i den store hal her bag ved værkstedet. Jeg havde så et par fagfolk fra Washtec til at hjælpe med den sidste finish og montering, så det hele står nu knivskarpt, konstaterer den driftige mekaniker med et smil.
Lang vej gennem junglen af tilladelser
Vejen til den første nyvaskede bil kunne forlade vaskehallen i Lindeballe har været lang. Næsten to år skulle der gå, inden Washtec-anlægget stod klar til at servicere lokalområdets biler, og det handler mestendels om at finde vej gennem junglen af kommunale tilladelser og miljøgodkendelser.
Jacob Madsen, nybagt vaskehalsejer fra LindeballeJeg fik fat i fire kammerater og en vognmand med en kran. Så tog vi til Løsning og pillede selv anlægget ned og fik det kørt til Lindeballe. Så der sparede jeg lige 80.000 kroner
- Der har en hel del papirarbejde omkring at få lov til at stille vaskehallen op. Det handler om spildevandstilladelse, byggetilladelse, miljøtilladelse og vejtilladelse. Ikke alt er gået lige hurtigt, men nu er vi klar. Der har været fin respons fra de lokale, der er glade for at de kan komme til vaskehallen uden at skule holde i kø i lang tid. Nu befinder vi os jo i landbrugsområde, så bilerne herude er måske også lidt mere beskidte end bilerne inde i byen, så behovet for at få vasket sin bil er jo også ret stort herude, så der er helt sikkert et fint marked, vurderer den nybagte vaskehalsejer.
Handler om at højne serviceniveauet
Vaskehallen kører med fire programmer, hvor den billigste vask koster 49 kroner, mens den dyreste løber op i 119 kroner. Anlægget er åbent fra 6.00 til 23.00. Det er Jacobs håb, at vaskehallen kan tjene sig selv hjem indenfor en overskuelig årrække, og hvis der rent kommercielt også kan blive en gevinst ud af det spektakulære køb, lever han naturligvis også med det.
- Først og fremmest handler det her tiltag om at højne serviceniveauet her på værkstedet, at gøre endnu mere for mine kunder. Det er, udover godt mekanikerarbejde naturligvis, på serviceniveauet, man kan skille sig positivt ud. Og det kan jeg ved at aflevere en nyvasket bil til mine kunder, når de afhenter bilen efter endt service eller reparationsarbejde, konstaterer Jacob Madsen.
For at fejre at Lindeballe Sogn nu har fået sin helt egen vaskehal, tilbyder Jacob Madsen den første bilvask helt gratis - og det er jo en ren fornøjelse.