Give: Der er ikke den store interesse for at lange hotdogs, pomfritter eller andre madvarer over disken i lokalerne på Bøgetorvet i Give.
I over en måned har Vejle Kommune offentligt søgt efter personer eller virksomheder, der ville overtage forpagtningsaftalen af det tidligere spisested Under Bøgen, men der er ikke kommet en eneste ansøgning fra mulige forpagtere.
- Vi har desværre ikke modtaget nogen bud på at forpagte Under Bøgen trods en måneds udbud, annoncering på Facebook og jeres omtale i avisen, oplyser Irene Jensen, der er driftsassistent hos Vejle Kommunes Vej & Park-afdeling.
Det tidligere spisested på Bøgetorvet, som kommunen ejer, har med skiftende ejere fungeret som pølsevogn siden 1992. Den seneste til at drive stedet var David Allermand fra Horsens, der havde forpagtningen af stedet indtil 2019.
Vil overveje fremtiden
Siden da har Under Bøgen stået tom. Kommunen lægger ikke skjul på, at man helst havde set, at en ny forpagter kunne få liv i bygningen, men sådan bliver det altså ikke i første omgang.
- Vi overvejer nu, hvad vi fremover skal gøre i forhold til forpagtningen af Under Bøgen. Vi havde ønsket, at vi kunne underskrive en forpagtningsaftale, men sådan blev det ikke. Vi må nu se på, hvad den manglende interesse for forpagtning af spisestedet skyldes. Derudover vil vi også kigge på det i sammenhæng med den øvrige udvikling af Give, siger Irene Jensen.
Af udbudsmaterialet fremgik det, at forpagtningsafgiften ville være 6500 kroner om måneden eksklusiv moms men inklusiv forbrug af vand og varme.
Irene Jensen, driftsassistent Vejle KommuneVi havde ønsket, at vi kunne underskrive en forpagtningsaftale, men sådan blev det ikke.
For det beløb ville man få råderet over spisestedet, der er 34 kvadratmeter, og som indeholder salgsområde, køkken, depotrum og et personaletoilet. Men ingen har altså kunne se sig selv eller deres virksomhed stå for driften.
Ifølge kommunen ville man, hvis der var kommet flere ansøgninger, have lagt vægt på, hvem der både kunne skabe et godt spisested og samtidig bidrage til at skabe liv i Give og omegn.