Annonce
Give Avis

Jagt på diamanter og geografisk viden på Givskud Skole

Der var brug for himmelsk assistance, da prinsessen og hendes hjælpere skulle ud på jagt efter de 7 diamanter, der kunne befri prinsessens søster fra fangenskab hos den fæle troldmand. Foto: Jim Hoff
Ved den årlige skolefest på Givskud Skole handlede det på scenen om diamantjagt med 6. klasse, mens resten af skolen i ugen op til festen havde arbejdet med Europa og Norden. Torsdag aften blev det hele præsenteret for over 200 forældre.
Annonce

GIVSKUD: De havde travlt på skolen i Givskud i uge 6. Lidt mere end normalt, for der skulle gøres klar til skolefesten torsdag aften, hvor 6. klasse præsenterede skolekomedien "De 7 diamanter", og resten af skolens elever stod klar med en præsentation af deres geografiske/historiske arbejde med Europa og Norden.

I forbindelse med temaugen blev der ifølge afdelingsleder Eivind Kallesøe afprøvet nye samarbejdsrelationer og arbejdsformer mellem eleverne. Der var bevidst forskel på indholdet af arbejdet om formiddagen i forhold til indholdet om eftermiddagen.

- Om formiddagen blev der arbejdet meget fagligt med tingene, og da vi ved, at krudtet er ved at blive brugt omkring middagstid, var der lagt nogle mere afslappende aktiviteter ind over middag. Eksempelvis prøvede eleverne mindfulness, og der var også en del legebaserede aktiviteter, fortæller Eivind Kallesøe.

Eleverne arbejdede i forskellige grupper rent tematisk med forskellige egnsdele af Danmark. O.-2. klasse havde fokus på Jylland, mens 3.-5. klasse havde fokus på Fyn, Sjælland, Bornholm og en række af de andre danske øer.

Men ugen var ramt af udfordringer på mandskabsfronten, idet både lærerstaben og elevgruppen gennem ugen var ramt af sygdom. Det gav nogle udfordringer ikke mindst på lærersiden, hvor Kallesøe måtte ud og støve markedet af for vikarer for at få kabalen til at gå op.

-Helt uproblematisk var det naturligvis ikke, men vi fik det til at fungere, og det er mit indtryk, at eleverne egentlig ikke bemærkede, at vi var sygdomsramt på lærersiden, siger Eivind Kallesøe.

Nogle af eleverne havde lavet en 3D-udgave af Jylland med højderyg, storbyer og det hele. Foto: Jim Hoff
Annonce

Diamantjagt og gang i diskoteket

Torsdag aften stod der så skolefest på programmet med 82 børn og 205 forældre på skolen. Her fremførte 6. klasses 13 elever skolekomedien "De 7 diamanter", et klassisk eventyr med smukke prinsesser, trælse skurke og intriger i kongesalen.

Eleverne havde slev udvalgt stykket ud af 12 mulige. Lærer Hanne Kraft havde i december præsenteret eleverne for de 12 skuespil, og de havde så selv på demokratisk vis udvalgt "De 7 diamanter".

Vi har siden januar arbejdet med manuskriptlæsning, prøver osv. der er blevet lavet kulisser, og her i den sidste uge op til skolefesten har der været ekstra tryk på for at blive klar til den store aften, fortæller Hanne Kraft, der har haft lærer Thomas Kjeldsen med som sin wingman gennem hele forløbet.

Efter skolekomedien stod den på hygge og rundgang i de forskellige klasselokaler, hvor forældrene kunne se, hvad eleverne havde bedret hen over ugen. Og selvfølgelig var DJ RisRas igen på plads med sit velspillende musikdiskotek. Det har han ifølge Eivind Kallesøe været i over 25 år efterhånden, og den gode pladerytter formod igen at skabe en god stemning og lokke både store og små ud på dansegulvet.

5. klasserne solgte kaffe og kage, så de kunne tjene penge til deres skolerejse i 6. klasse. Hvor turen går her, er ikke afgjort endnu, men de sidste par år er turen gået til Bornholm, så det kunne da være et godt bud.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Håndboldbrag i coronaens skygge

Give Avis

Træningsdag i rideklubben

Annonce