Annonce
Give Avis

Jeg er stolt af, at foreningerne kom til at stå sammen

Give er blandt andet kendt som skulpturernes by. Det er værd at fremhæve, mener Keld Jensen, formand for Give Udviklingsråd. Her sidder han foran Solhjulet. Foto: Mette Mørk
For Keld Jensen er det naturligt at engagere sig. Som formand for Give Udviklingsråd og feriepark-indehaver er han meget optaget af Gives udvikling.
Annonce

Give: Keld Jensen bor ikke i selve Give. Men indehaveren af Riis Feriepark er dybt engageret i, hvordan Vestegnens kraftcenter - som han kalder Give - udvikler sig.

- Jeg har altid været i stand til at rode mig ind i alt muligt, siger vendelboen, som ikke kendte til egnen, da en annonce i 2005 lokkede ham og familien fra job og bopæl på Sjælland til Riis for at drive campingplads.

Formanden for Give Udviklingsråd, der er uddannet cand.merc., har været med, siden rådet blev oprettet i 2012.

Han blev udpeget af erhvervsforeningen til at sidde i bestyrelsen. Idrætten, kulturen og de øvrige foreninger er repræsenteret af andre tre medlemmer. Hertil kommer to medlemmer, der vælges af erhverv, idræt, kultur og øvrige i fællesskab. Desuden bliver tre valgt direkte på årsmødet.

Vi led under, at man i Vejle sagde nej til vores projekter, fordi vi ikke kunne blive enige i Give.

Keld Jensen

Annonce

Enighed

Han er som formand stolt af, at det lykkedes at finde fælles fodslaw i de mange foreninger.

I det gamle Give Kommune var foreningerne vant til, at de hver for sig gik til borgmesteren for at søge tilskud til deres projekter. Den gik ikke længere, da Give blev en del af storkommunen Vejle.

- Vi led under, at man i Vejle sagde nej til vores projekter, fordi vi ikke kunne blive enige i Give, erkender Keld Jensen.

Men Give kom tilbage på sporet efter en møderække mellem de store foreninger. I dag er man enig om blandt andet udviklingen af Give midtby, et byvisionsprogram og det kommende store fælles idrætscenter.

Udviklingsråd og foreningerne kan nu glæde sig over, at Vejle Byråd har kvitteret for det store arbejde i Give ved at sætte otte millioner kroner af til fase 1 af et kommende fælles idrætscenter.

Annonce

Kraftcenter og kultur

Give er også ved at gøre sig kendt som kulturby, fortæller formanden. Skulpturer pryder i dag byen, som også er vært for en is-skulpturfestival.

I udviklingsrådet er det et mantra, at der skal handles lokalt.

- Vi er i gang med en branding, som skal skabe bevidsthed om Gives aktive handelsliv, specialforretninger og det høje serviceniveau, siger han, der også er stolt af byens arrangementer som for eksempel black friday.

Keld Jensen og rådets målsætning er at udvikle Give til "Vestegnens Kraftcenter" i lighed med Billund og Brande. Det handler også om at øge bosætningen og udbygge erhvervslivet. I Give vil man gerne have endnu flere store virksomheder.

- Inden for en time kan man nå 900.000 job fra Give, siger Keld Jensen, der tilføjer, at det er billigere at slå sig ned her end i for eksempel Jelling og Børkop. Samtidig med, at man er blot få minutter fra motorvejen.

Dit lokalråd

De 33 lokalråd er vigtige bindeled mellem lokalområderne og Vejle Kommune. Vi præsenterer formændene for lokalrådene i ugeavisens område. Serien er blevet til i et samarbejde mellem Vejle Kommune, din lokale ugeavis og Vejle Amts Folkeblad.
Annonce

Mødested for unge

Udviklingsrådet arbejder på at oprette et mødested for unge. Det har de fået 100.000 kroner til af Vejle Kommune. Lige nu leder man efter et midlertidigt sted. På længere sigt skal det etableres i forbindelse med det kommende idrætscenter.

Keld Jensen taler sig hurtigt varm om Give-egnen. Hverken han eller hustruen har fortrudt, at de valgte en ny retning for deres arbejds- og fritidsliv for 14 år siden.

- Vi har jo det hele, skole, handelsliv, gode fritidsfaciliteter og en større by i nærheden, siger han, der har følt sig taget godt imod af egnens gæstfrie mennesker.

Samarbejdet med Vejle Kommune er han ikke utilfreds med, men han kunne godt tænke sig en større forståelse for centerbyernes problemstillinger, og at et samarbejde mellem centerbyerne blev genoplivet.

Keld Jensen, formand for Give Udviklingsråd

Indehaver af Riis Feriepark, 66 år.

Gift med medindehaver Vivi Degn. Tre voksne børn, to drenge og en pige.

Født og opvokset på et husmandssted i Vendsyssel.

Cand.merc. i revision.

Arbejdet som statsautoriseret revisor, økonomidirektør i forskellige firmaer, blandt andet i fire år i Frankrig for et dansk firma. Selvstændig rådgiver i knap 10 år.

Frivillige hverv: Medlem af bestyrelsen for Give Handel og Erhverv og Venstre i Give.

Vi skal være Vestegnens hovedstad

Hvad er du mest stolt af i dit lokalområde?

At Give endte med at være en enig by.

Hvis du var ejendomsmægler, hvordan skulle salgsteksten lyde?

Fantastisk handelsliv. Gode faciliteter til børn og unge. God infrastruktur. Tæt på mange job.

Hvilken plet viser du en udenbysgæst?

Solhjulet. Det er blevet et vartegn for Give og er en del af Give som skulpturby.

Hvordan skulle området gerne have udviklet sig om 10 år?

Vi skulle gerne være vokset fra 4500 til 7000 indbyggere. Vi skal vokse fra 38 til 50 butikker, og der må gerne være kommet syv-otte flere store virksomheder til.

Hvad trænger til at blive gjort inden for det kommende år?

Vi skulle gerne have spaden i jorden til det nye idrætscenter.

Din største bekymring for lokalområdet?

At vi ikke lykkes med at holde gang i handelslivet. Vi skulle gerne være Vestegnens hovedstad.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Give Avis

Sommerskole i tennis

Give Avis

Genforeningsfest i Riis Bakker

Annonce