Annonce
Give Avis

Jubilarfejring trods stævneaflysning

Trine Sørensen og Helen Sindberg-Sørensen har begge har været aktive i Give GIFs gymnastikafdeling i ti år.Privatfoto
I sidste weekend skulle gymnastikafdelingen i Give GIF have holdt det årlige forårstævne i Ikærhallen. Men det måtte jo desværre aflyses for andet år i træk på grund af Covid-19. Foreningens jubilarer skal dog hyldes under alle omstændigheder.

GIVE: Det store traditionsrige forårsstævne er godt nok aflyst igen i år. Men vil alle I, der levende husker den fantastiske atmosfære, som vi ”i de gode, gamle dage” nød at fylde hallen med til opvisning, ikke lige forsøge at genskabe følelsen for en stund?

Smil, spænding og sug i maven, imens glade gymnaster med fanerne forrest marcherer på plads til publikums taktfaste klapsalver. Velkomst og fællessang hører også med, inden opvisningerne festligt indtager gulvet med hver sit flotte og kreative præg.

Gymnastikafdelingen i Give GIF kan ikke fejre sine to 10-års Jubilarer Trine Sørensen og Helen Sindbjerg-Sørensen ved forårststævnet grundet coronaen. Men snydes for pæne ord og hyldest skal de naturligvis ikke. Privatfoto

Lige præcis midt i dette pragtfulde glansbillede ville gymnastikafdelingens formand Mette Vestergaard stolt have kaldt to 10-års jubilarer frem i centrum for at fejre dem. Det drejer sig i år om Trine Sørensen og Helen Sindberg-Sørensen, der begge har været aktive i foreningen i ti år.

Annonce

Engagement og hjælpsomhed

Trine startede med at være gymnastikinstruktør på et af børneholdene og var samtidig selv aktiv i gymnastikkens verden. På nuværende tidspunkt sidder Trine med i stævnegruppen og er med til at løse diverse opgaver i forbindelse med forårsstævnet.

Privatfoto

Som det smilende og pligtopfyldende menneske Trine er, viser hun altid stort engagement i sit arbejde for gymnastikforeningen og kommer med mange kreative idéer til gavn for alle omkring hende. Trines store hjælpsomhed og dejlige væsen gør, at hun er let at samarbejde med.

Annonce

Sprang ud som gymnast som 40-årig

Da Helen startede i foreningen, var det som hjælpeinstruktør, og nu er hun ansvarlig instruktør for hele to hold. Som 40-årig fik Helen den idé, at hun ville lære at springe. I kraft af ikke kun en stærk vilje, en ukuelig råstyrke, men også stædighed, gjorde Helen sin drøm til virkelighed. Så ikke bare lærte hun at springe, men blev megasej til det.

I dag er hun gymnast til fingerspidserne. Når Helen møder til træning på sine hold, er hun altid velforberedt. Hun er et klart forbillede for gymnasterne på Jump ’n Dance, der er vilde med at have hende som instruktør. Det bliver de ganske enkelt, fordi Helen har let til smil og er inspirerende i sin undervisning, og når gymnasterne bliver mødt af hende i hallen, kommer humøret i top.

Udover at være engageret og initiativrig på sine hold, er Helen altid klar til at give en hånd med i gymnastikforeningen, hvis der er behov for det. Ja, faktisk er hun lidt af en træningsnarkoman. Så er der noget Helen ikke kan holde ud, er det når skolerne holder sommerlukket, og hun hverken kan komme op at springe eller mødes med sine gymnaster. Derfor må hun unægteligt, ligesom alle andre gymnaster, have haft en hård coronasæson.

Annonce

Videohilsen til jubilarerne

Begge jubilarer er blevet fejret på en lidt utraditionel måde i corona’ens tegn, og derfor har både Helen og Trine haft besøg af formanden for styregruppen, Mette Vestergård, hvor de hver især fik overrakt deres gave og en ”levende” videohilsen fra flere tidligere gymnaster og instruktører.

Det var en lille mulighed for at gøre det festligt, nu de ikke kunne få et velfortjent bifald i hallen. De to jubilarer ønskes hjertelig tillykke med deres 10-års jubilæum, og der ses med glæde frem til de næste 10 års samarbejde.

Annonce

Rigtig træls sæson

Den aktive styregruppe har ikke kun savnet at fejre jubilarerne, for i det hele taget har denne sæson været præget af mange ændringer, aflysninger og nedlukninger. Men da det jo ikke er nogens skyld, og i hvert fald ikke de kære gymnasters, har man i år besluttet at køre rundt til alle gymnaster med en lille hilsen.

Opvisningstøjet til alle børn fra 5 år var allerede bestilt, inden Danmark lukkede ned, så derfor kommer der en fin, blød pakke hjem til dem. Og for at de mindste gymnastikbørn også skal mærke, at der er tænkt på dem efter en lidt kedelig vinter uden den sædvanlige leg i salen, får de alle en lille, sød bog i gave.

- Jeg vil gerne rette en kæmpe tak til alle medlemmer og sponsorer for deres forståelse igennem en turbulent sæson med ekstra brug for at tænke kreativt. Der sættes generelt stor pris på den opbakning, der er omkring aktiviteterne i Gymnastik, en del af Give GIF. Det er vi meget glade for, for den er uundværlig i en tid som denne, siger Mette Vestergård, der ønsker alle et godt forår med lysere tider.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Kroen klar med nye datoer for events

Give Avis

Walk A Fun-Thon - De går det igen!

Give Avis

Vox Pop 5 - Du ejer din by

Give Avis

Vox Pop  - Du ejer din by

Annonce