Annonce
Give Avis

Kæmpe forløsning i Give efter 4-2 sejr over Brande i lokalbrag

Mads Birk (nr. 13) bringer her Give foran 2-1, og det ser ud til, at det er en situation Give-strikeren har det ret fint med. Foto: Jim Hoff
Efter fem kampe i træk uden sejr kunne Give Fremads serie 1-mandskab i lørdags igen synge sejssangen i omklædningsrummet efter 4-2 sejren over lokalrivalerne fra Brande IF. Sejren blev efterfølgende fejret, som havde man sikret sig oprykning til jyllandsserien - så stor var forløsningen.
Annonce

GIVE: Så lykkedes det endelig for Give! Efter fem kampe i træk uden sejr, 2 uafgjorte og tre nederlag, kunne Give Fremads serie 1-tropper bogføre tre særdeles kærkomne points til kontoen.

Det skete efter en i peroder tæt dyst mod lokalrivalerne fra Brande, der på trods af fraværet af 3-4 stamspillere langt hen ad vejen præsenterede sig som et godt sammentømret mandskab.

Efter 0-0 ved pausen kom der for alvor gang i målene i 2. omgang, hvor tilskuerne fik hele 6 mål at klappe af. Gives 4 mål blev scoret af Mads Birk 2 (50. og 81. minut), Jes Broby 1 (85.) og Nikolaj Knudsen 1 (93.), mens Jonas Østergaard (65.) og Jonas Sønderkjær (91.) nettede for gæsterne.

Traditionene tro, fristes man lidt småkæk at sige, brændte Give et stort antal målchancer både i 1. og 2. halvleg. Den største synder var Mads Birk, der dog betalte flot tilbage på 'målgælden' ved at score Gives mål til 1-0 og 2-1.

Ved stillingen 1-1 midt i 2. halvleg var Brande, der faktisk lage rigtig godt ud i 2. halvleg, tæt på at bringe sig foran 2-1, men det blev Give, der løb med sejrspalmerne, og fordelt på målchancer, er der intet at sige til det.

Sådan så man også på det i Brandelejren umiddelbart efter kampen.

- Fortjent sejr til Give. Vi ved jo godt, hvad det er Give vil, og at det rent offensivt handler om Mads Birk. Det løser vi ikke godt nok i dag, og når vi samtidig laver nogle dumme fejl i defensiven, kan vi ikke undre os over, at vi taber kampen, konstaterede Brandespiller Johnny Bjørnsholm nøgternt.

Nikolaj Knudsen scorer til 4-2 i det 93. minut og lukker dermed definitivt kampen til Gives fordel. Foto: Jim Hoff
Annonce

"Sindssyg vigtig sejr"

I Givelejren var trænerduoen Jakob Andersen og Brian Sølund "helt oppe at ringe", som man siger i branchen.

- Hold kæft hvor er det her båre så sindssygt vigtigt - og fortjent. Både for tabellen og for psyken. Vi skal jo føre med et par mål efter de første 45 minutter, og da Brande kommer på 1-1, når man da lige at blive lidt nervøs. Når det er sagt, synes vi, at vi leverer en fin kamp i dag, leverer igen et hav af målchancer, og scorer vi bare på det halve, så er den kamp jo afgjort i god tid, lød det fra en synligt lettet og glad trænerduo, mens spillerne inde i omklædningsrummet, anført af den 86-årige holdleder Sv. Aage Bach, havde gang i en god gang metallica på ghettoblasteren, som kunne høres helt til Brande.

Med sejren lægger Give 4 points afstand til nedrykningsstregen, og da man i næste kamp har en hjemmekamp mod bundproppen Herning Fremad, har man alle muligheder for at øge afstanden til de kedelige placeringer i bundregionerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Nyt fra Lægehuset i Give

Annonce