Annonce
Give Avis

Kastaniehavens nye leder: Systematisk og åben holdspiller

32-årige Carina Skærlund er pr. 1. marts Plejecenter Kastaniehavens nye leder. Hun bor i Ejstrupholm sammen med sin mand og tre børn og har tidligere været meget aktiv indenfor både fodbold og håndbold i byen. Foto: Jim Hoff
1. marts satte 32-årige Carina Skærlund sig i lederstolen på Plejecenter Kastaniehaven, og hun har fået en meget speciel opstart lige i kølvandet på de mange påbud og dekreter, som den frygtede coronavirus har medført. Kastaniehaven er lukket ned, og det giver den nye leder nogle anderledes og uventede udfordringer.
Annonce

GIVE: Egentlig skulle hun være i gang med forskellige introduktionstiltag på Kastaniehaven, men plejecentrets nye leder Carina Skærlund har fået andre mere akutte opgaver, naturligvis relateret til coronavirusproblematikkerne.

Plejecentret er lukket ned, i en slags undtagelsestilstand (læs artikel herom andetsteds i avisen, red.), og der skal etableres en ny dagligdag for både personale og beboere. Ikke lige den start man forventer som ny leder, men opgaven ligger der, og Carina Skærlund har taget handsken op og kastet sig ud i de noget anderledes udfordringer.

- Det har da været en meget speciel start, må jeg sige. Coronavirusproblemerne har udsat en del af de opgaver, jeg skulle have været i gang med som ny leder. Til gengæld er jeg rigtig glad for den modtagelse jeg har fået af både personale, beboere og de frivillige. Det er simpelthen en fornøjelse at blive mødt af så stor velvillighed og så godt humør, siger Carina Skærlund.

Selvom vi er ramt af coronavirustiltag, så har der været arbejdsdage med daglige glæder og små stjernestunder. Jeg er blevet taget godt imod af alle her på stedet, og jeg er vildt imponeret over de frivillige her på stedet. Sikke dog en ressource vi her råder over.

Carina Skærlund, ny leder på Kastaniehaven

Annonce

Aktivt foreningsmenneske

Hun bor i Ejstrupholm med sin mand Torben og deres tre børn, en dreng på 3 år og to tvillingpiger på 14 år. Carina Skærlund er født og opvokset i Ejstrupholm. Efter at have færdiggjort en uddannelse som sygeplejerske i 2011 i Silkeborg vendte hun tilbage til de trygge og velkendt rammer i lokalsamfundet i Ejstrupholm, hvor hun flyttede sammen med sin mand, Torben.

Hun har i flere år været aktiv i den lokale idrætsforening i Ejstrupholm i både håndbold- og fodboldafdelingen, både som aktiv og som frivillig leder. I dag er hun formand for forældrebestyrelsen i en børnehave i Ejstrupholm

I perioden 2011 til 2018 arbejdede Carina Skærlund som sygeplejerske på hjerteafdelingen på Horsens Sygehus. Fra 2015 til 2018 tog hun en kandidatgrad i sygepleje på Aarhus Universitet, inkluderet heri et års barsel.

August 2018 startede hun som afdelingssygeplejerske på Akut Visitations Afdeling (AVA) på Sygehus Lillebælt i Vejle. Her var hun frem til marts 2020, hvor hun som tidligere beskrevet startede som leder på Plejecenter Kastaniehaven i Give.

Annonce

Savnede de nære relationer

Det var lysten til at arbejde med ledelse indenfor plejesektoren og lysten til at arbejde på et sted, hvor de nære relationer spiller en stor rolle, der fik Carina Skærlund til at søge stillingen som centerleder på Kastaniehaven.

- Da jeg skiftede fra hjerteafdelingen i Horsens til AVA i Vejle blev jeg præsenteret for en helt ny og anderledes men også spændende verden med interessante ledelsesopgaver. Jeg rykkede mig rigtig meget både på det faglige og det personlige plan, men jeg savnede de daglige tætte relationer, som man har i det nære og lokale sundhedsvæsen som her på Kastaniehaven, fortæller Carina Skærlund.

Selv om hun kun har været på pinden siden 1. marts kan hun allerede nu konstatere, at jobbet på Kastaniehaven har levet fuldt op til hendes forventninger.

- Selvom vi er ramt af coronavirustiltag, så har der været arbejdsdage med daglige glæder og små stjernestunder. Jeg er blevet taget godt imod af alle her på stedet, og jeg er vildt imponeret over de frivillige her på Kastaniehaven. Sikke dog en ressource vi her råder over. Jeg håber virkelig, vi også fremover kan fastholde det høje antal og niveau af frivillige. Jeg er ikke i tvivl om, at de står her igen allesammen, når karantænen er overstået. Jeg ved, de glæder sig til at komme tilbage, siger Carina Skærlund.

Annonce

Leder og holdspiller

Hun betegner sig selv som en åben, modig og systematisk leder, der hele tiden ser efter udviklingsområder og områder, der kan forbedres.

- Jeg ser også mig selv som en meget inddragende leder, som en del af holdet - som en holdspiller, og jeg synes også, at det er vigtigt, at personalet ikke kun spiller bolden til mig, men at de også selv agerer og træffer beslutninger. Nu har jeg som sagt fået en noget atypisk start på jobbet, men med tid vil jeg få dannet mig et overblik over økonomi, personale, ressourcer, aktivitetsniveau osv., og så kan jeg bedre gå ind og præge tingene, siger Carina Skærlund.

Hun har flere nye ideer på lager, som hun gerne vil have implementeret på Kastaniehaven. Det handler eksempelvis om vagtplaner, aktiviteterne på stedet og en yderligere styrkelse af forankringen i lokalsamfundet.

- Det hele kommer til at ske i tæt dialog med personale, beboere og de frivillige. Nye tiltag skal være til gavn for alle og gerne udspringe fra et reelt behov. Heldigvis oplever jeg, at der er højt til loftet i Vejle Kommune, hvor nye ideer er velkomne, så det bliver et spændende arbejde at søsætte nye tiltag og ideer, siger Carina Skærlund og tilføjer:

- Det handler jo også om at finde den rette balance mellem økonomi og drift. Det hele skal være præget af realisme, og det er min ypperste målsætning, at Kastaniehaven fortsat skal være et godt sted for beboerne, ansatte, pårørende og de mange frivillige. Og det er netop en fælles opgave for os allesammen, pointerer Carina Skærlund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Nyt fra Lægehuset i Give

Annonce