Annonce
Give Avis

Kender du Karla Grøn? En tryg børneoase mellem Give og Billund

Den integrerede institution Karla Grøn ligger mellem Give og Billund og holder til huse i de bygninger, der tidligere husede skolen i Karlskov. En institution, hvor sammenholdet og fællesskabet ifølge forældrebestyrelsesformand Lars Hauge Olesen stortrives . Privatfoto
'Karla Grøn' er en integreret børneinstitution, der lever sit stille og harmoniske liv mellem de to større byer Give og Billund. En klassisk landsbyinstitution med det fællesskab og den ro og tryghed, de små samfund nu engang tilbyder. Men institutionen er måske lidt overset i hverdagen, og det er problematisk i en tid med vigende børnetal.
Annonce

KARLSKOV: Et godt familieliv starter ikke sjældent med et godt børneliv, og i den henseende spiller dag- og børneinstitutioner en vigtig rolle i mange familiers hverdag.

Her i lokalområdet er vi ret godt bestykket med institutioner for børn. De har hver deres primærområde, og selv om værdigrundlagene ofte er de samme, har de forskellige institutioner dog hver deres særkende og ånd.

På Bredsten Landevej 131 finder vi den integrerede institution 'Karla Grøn', der holder til huse i de bygninger, der tidligere udgjorde skolen i Karlskov. I forbindelse med etableringen af Karlskov Friskole i 2003, kunne 'Karla Grøn' rykke ind i den gamle skole og dermed få en masse god plads at boltre sig på med vuggestuebørn og børnehavebørn.

- Det var lidt af et slaraffenland at overtage. Her fik vi for det første en masse plads med dejlig højt til loftet, en masse dejlige rum til gruppeaktiviteter, vi fik en stor gymnastiksal, og et dejligt sløjd/træværksted. Samtidig fik vi også et sted med dejlige grønne områder, så alt i alt virkelig et helt perfekt sted til en institution for børn, fortæller Rikke Holmsted Bøjsen, der er leder hos 'Karla Grøn' med Jette Risager som daglig leder og souschef.

Vi er måske ved at gå lidt i glemmebogen. Men nu er vi kommet dertil, at vi mener, at vi skal ud og fortælle om mulighederne og alle de gode ting ved Karla Grøn. Det handler om at informere familier her i lokalområdet om, at vi også kan være en mulighed mht. børnepasning

Lars Hauge Olesen, formand for forældrebestyrelsen

Annonce

"Man kan godt blive lidt væk her mellem Give og Billund"

Lars Hauge Olsen er formand for forældrebestyrelsen, og han har på vegne af bestyrelsen med Rikke Holmsted Bøjsens fulde opbakning kontaktet avisen med et specielt ærinde.

- Vi føler måske nok, at vores glimrende børneinstitution her mellem Give og Billund ikke helt har fået den opmærksomhed og synlighed, som vi forældre helt sikkert føler, den bør have, siger Lars Hauge Olesen og tilføjer:

- Vi er måske ved at gå lidt i glemmebogen, fordi vi jo generelt bare passer os selv i det daglige. Men nu er vi kommet dertil, at vi mener, at vi skal ud og fortælle om mulighederne og alle de gode ting ved Karla Grøn. Jeg vil gerne understrege, at det ikke handler om, at vi nu skal ud og hverve 'kunder' fra områdets andre institutioner. Det handler om at informere familier her i lokalområdet om, at vi findes, at vi også kan være en mulighed mht. børnepasning, siger Lars Hauge Olsen.

Det drejer sig altså om for Rikke Holmsted Bøjsen og forældrebestyrelsen at udbrede budskabet dels om institutionens eksistens og at informere om, at man som familie også sagtens kan kigge mod Karlskov, selv om man eksempelvis bor i Billund, Give eller Filskov.

- Vi vil gerne tilbyde os som et godt alternativ til de eksisterende pasningsmuligheder. Det kan for familierne handle om bedre logistik, om at få en plads, hvis man er på venteliste andetsteds, og så kan det naturligvis også handle om et bevidst tilvalg af os som børneinstitution ud fra de forhold og faciliteter, vi kan tilbyde, siger Lars Hauge Olesen og Rikke Holmsted Bøjsen.

Annonce

God sammenhængskraft i hverdagen

Institutionen henter primært sine børn fra lokalområdet i en radius på omkring 15 kilometer. Familier fra byer som Lindeballe, Filskov, Give, Farre og Vorslunde har valgt 'Karla Grøn', og kommunegrænsen bliver også krydset, idet 'Karla Grøn' også har familier fra Billund, der har valgt at sende sine børn til Karlskov.

I skrivende stund har vuggestuen 13 børn, mens børnehaven har 38 børn. Det tal hedder pr. 1. april, når børnehaven sender en række børn i førskoletilbud, 27 børnehavebørn og 11 vuggestuebørn. Det betyder, at der er god plads til nye børn, ikke mindst fordi, at problematikken med vigende børnetal også har sneget sig til Karlskov.

Der er tilknyttet 7 faste voksne til institutionen plus lejlighedvise studerende.

- Vi følger Vejle Kommunes normeringstal, og for os handler det om at udnytte vores ressourcer bedst muligt i forhold til de fantastiske fysiske rammer, vi har her. Det synes vi selv, vi lykkes rigtig godt med, og det er med til at give børnene en rolig, tryg og harmonisk hverdag. Det betyder også meget, at vi er et stabilt og fasttømret personale, der har været her i mange år, og som kender hinanden rigtig godt, og som kender børnene og deres familier rigtig godt. Det giver god sammenhængskraft i hverdagen for både børn og voksne, konstaterer Rikke Holmsted Bøjsen.

Man råder over sin helt egen gymnastiksal, hvor børnene kan muntre sig. Privatfoto
Annonce

Fællesskab og ejerskab

Den melding kan Lars Hauge Olesen sagtens nikke genkendende til, og han vil også gerne på forældregruppens vegne spæde lidt til i karakteriseringen af 'Karla Grøn'.

- Vi oplever som forældre, at der er et rigtig godt sammenhold både mellem forældrene og personalet. Eksempelvis oplevede vi stor opbakning ved vores aktivitetsdag i sommers, og vi er også mange, der gerne giver et nap med i forhold til at renovere udstyr osv., så skolen sparer penge og dermed kan bruge lidt flere ressourcer på vores børn. Det er jo en slags hjælp til selvhjælp, og det handler rigtig meget om ejerskab og fællesskab, siger Lars Hauge Olesen, der selv er tilflytter og fra dag et har oplevet 'Karla Grøn' som et hyggeligt sted med høj stabilitet.

- Vi bliver taget godt og hyggeligt imod hver eneste dag, der dufter dejligt af nybagte boller og børnene hygger sig i fred og ro med morgenmaden. Derudover er personalet god til at lave en mase gode aktiviteter med børnene - også de mere læringsorienterede temaer er på dagsordenen. Så jo, her er bare rigtig trygt og godt at være for vores børn, understreger Lars Hauge Olesen.

Der er naturligvis også plads til musisk/kreative aspekt hos Karla Grøn. Privatfoto
Institutionen råder over et stort og velbestykket træværksted, som man har 'arvet' fra skolen i sin tid. Privatfoto
Der er masser af store og mindre grupperum til rådighed på institutionen. Tidligere klasseværelser er som her omdannet til eksempelvis lege- og tumlerum. Privatfoto
Karla Grøn har også en vuggestueafdeling med i omegnen af 12-14 børn. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Annonce