Annonce
Give Avis

Klara og Mathias løb solen sort

Klara Anne Link og Mathias Jensen fra 7. årgang på Søndermarkskolen repræsenterede skolen på bedste vis, da de løb henholdsvis 17 og 19 kilometer ved Skolernes Motionsdag på blot 1 time og 45 minutter.
Annonce

GIVE: Fredagen før skolernes efterårsferie er traditionelt også dagen for Skolernes Motionsdag, hvor landets mange skoleelever får mulighed for at løbe smilende ind i en uges ferie.

På Firkløverskolens Søndermarksafdeling var der også gang i benene, ikke mindst hos to elever fra 7. årgang, Klara Anne Link og Mathias Jensen, som tilsammen løb 36 kilometer på en time og 45 minutter. Og det endda på en ret kuperet 1-kilometers rute på gruset på Grønborgvej.

Klara Anne Link nåede ud på 17 kilometer på ruten, og selv om det i sig selv er en megaflot præstation, så gik hun efter at slå sin egen rekord fra 2019, hvor hun løb 17,6 kilometer.

Annonce

Skarp konkurrence med storesøster

- Og så har jeg også en drøm om at slå min storesøster Olines rekord på 18 kilometer, som hun satte, da hun gik i 8.klasse. Vi har hele tiden indbyrdes konkurrencer kørende om at vinde over hinanden. Det er sejt nok og med til at motivere, siger Klara, der har det som sit klare mål at løbe 19 kilometer, inden hun går ud af 9. klasse.

I det daglige løber hun stort set ikke, men hun er aktiv med gymnastik, dans, spring og så er hun også hjælpetræner i gymnastikforeningen.

- Det var megahårdt til sidst. Og så var jeg lige ved at give op ved 10 kilometer, men så sagde jeg til mig selv, at jeg skulle tage mig sammen, og så gik det igen, lyder det fra Klara med et stort mil.

Annonce

Krudt i røven

Mathias Jensen nåede ud på imponerende 19 kilometer på den samme rute, og ligesom Klara løber han faktisk heller ikke til daglig.

- Jeg spiller badminton, og så er jeg bare i rigtig god form, fordi jeg har en masse krudt i røven, lyder det fra den friske unge mand med et stort grin.

Han stillede op til dagens motionsløb med det klare mål at slå sig egen personlige rekord fra 6. klasse, hvor han løb 17,5 kilometer - og den rekord blev godt og grundigt slået ned de 19 kilometer.

- Jeg har astma, men det var nu ikke derfor, at jeg fik lidt problemer med vejrtrækningen de sidste fem runder. Jeg koncentrerede mig så på at få styr på min vejrtrækning, og det lykkedes ret fint, fortæller Mathias.

Annonce

Begge går efter nye rekorder i 2021

Det var først i 6. klasse, han for alvor begyndte at give den gas til motionsløbene, fordi han pludselig opdagede, at han faktisk var rigtig god til at løbe.

- I år var Viktor Hansen skadet, og han plejer altid at være den bedste. Så jeg tænkte, at jeg i år havde en god chance for at blive den bedste - og derfor gik jeg efter 1. pladsen, forklarer Mathias, der da også blev den elev på hele skolen, der med de 19 kilometer blev topscorer.

Såvel Klara som Mathias er klar i 2021 med det mål for øje at slå nye rekorder. Den eksisterende rekord indehaves af Martin Damsbo, der i 2. klasse løb imponerende 22 kilometer, så der er da lidt at gå efter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce