Annonce
Give Avis

Lokal familiedrevet kistefabrik sidder på 10 procent af det danske marked

Hedegård Kistefabriks Jannik, Marianne og Michael.
Hedegård Kistefabrik skiftede i 2020 ejer, idet virksomheden i juni overgik til den dengang 28-årige selvstændige tømrermester Jannik Lynge Kruse, der dermed er tredje generation i familien, der sidder for bordenden i familievirksomheden.

HEDEGÅRD: Siden 1976 er der blevet fremstillet kister på Hedegårdsvej 36 i hedegård, en lille landsby fire kilometer vest for Give. Det var Torkild Kring, der for knap 45 år siden startede produktionen op med starthjælp af Villy Buch.

I 1983 overtog Inger og Erik Poulsen sammen med Eyvind og Kirsten Hansen kistefabrikken, hvor det var førstenævnte ægtepar, der var drivkraften. Inger og Erik Poulsen blev eneejere af virksomheden i starten af 90'erne, og i 2004 var det parrets søn, Michael Lynge Poulsen, der via et glidende generationsskifte overtog fabrikken.

Tanken om det glidende generationsskifte var også fremherskende, da Michaels nevø, Jannik Lynge Kruse i juni 2020 overtog Hedegård Kistefabrik - og dermed var tredje generation i familien klar til at sætte sig for bordenden i familievirksomheden.

Det blev dog langt fra til et farvel til Michael Lynge Poulsen, der stadig er en fast del af den otte mand høje arbejdsstyrke på kistefabrikken.  Med sine 26 års erfaring både som leder og på værkstedsniveau er Michael en erfaren og kompetent klippe, som den nye unge indehaver kan læne sig op af i dagligdagen.

Annonce

Fra fejedreng til boss

Jannik startede som 9-årig som fejedreng på kistefabrikken efter skoletid, og 20 år senere står han nu som chef for virksomheden. Men det har dog ikke altid handlet om kistefabrikken for den 29-årige indehaver.

- Jeg arbejdede i en del år som bud på apoteket i Give, og i 2011 blev jeg uddannet tømrer. Her startede jeg min egen virksomhed JK Byg, som jeg har kørt med lige siden. Det var faktisk først i 2020, at jeg for alvor vendte tilbage til kistefabrikken, efter at vi i familien løbende havde drøftet muligheden for et generationsskifte, fortæller Jannik.

Selvom er nu står et nyt navn på virksomhedspapirerne under rubrikken 'ejer', er der ikke sket den store forandring i hverdagen på kistefabrikken, hvor arbejdsgangene er de samme, og hvor Michael og Jannik stille og roligt går og snakker om tingene og løser de udfordringer og opgaver, der er i en hverdag på en kistefabrik som den i Hedegård.

Annonce

Leverer 10 procent af den samlede danske kisteproduktion

Og der er nok at se til for de otte ansatte, der leverer flotte 10 procent af den samlede årlige danske kisteproduktion med markedsandele i hele Jylland og på Fyn. Kistefabrikken producerer begravelseskister og brændingskister og leverer også urner.

Fabrikken leverer også som den eneste kistefabrik i Danmark konisk formede kister, som der er stor efterspørgsel efter blandt kunderne. Derudover laver man også specialdesignede kister både mht. form, farver og størrelse.

- Den største kiste jeg har været med til at lave var en kiste, der skulle rumme 300 kilo, men ellers er det jo meget standardkister, vi producerer. Vi laver også de helt små størrelser, og det er så den noget mere triste del af vores arbejde, fortæller Michael Lynge Poulsen.

Mange erhverv har gennem 2020 stiftet et kedeligt bekendtskab med coronaen, hvor nedlukninger og restriktioner har ført til udfordringer på bundlinjen. Kistefabrikken har da også mærket coronaen.

- Jeg vil sige, at perioden fra sommeren 2020 til december/januar har været mere rolig, end den plejer at være. Det viser sig jo, at de mange tiltag og restriktioner i forhold til coronapandemien har medført en del mindre sygdom, hård influenza osv. og dermed også mindre dødsfald ikke mindst blandt de ældre. Det viser bare, at tiltagene har virket - og det synes vi er rigtig godt for folkesundheden, og det er bare det vigtigste, siger Jannik.

Annonce

Kisterne bliver generelt større

Fabrikken producerer sine kister i de klassiske skandinaviske træsorte bøg, eg, fyr og eg samt af møbelplader. Kister lavet i sidstnævnte materiale er det mest solgte produkt, men fabrikken er også begyndt at lave kister af bambus, som er et meget bæredygtigt materiale.

- Generelt er vores kunder dog meget traditionsbundne i deres valg af kister. Vi producerer/sælger ikke så mange kister i hårdt træ som eg og bøg, simpelthen fordi det er noget dyrere. Men alle vores kister er lavet af godkendte materialer. Der er blandt andet strenge krav til kister fra Krematorieforeningen, hvor man til brændingskister kun må bruge metaldele, når vi er over 180 kilo, forklarer Michael.

De to kisteproducenter har for øvrigt noteret sig en interessant tendens med hensyn til kisternes størrelse.

- Tendensen er faktisk ret klar: De seneste år er vi begyndt at levere flere og flere store kister. Folk i dag er simpelthen tungere end tidligere, så vi har en del store kister på lager, faktisk helt op til fem gange XL-størrelse, fortæller Michael og Jannik.

Annonce

Løser gerne akutte opgaver

Som tidligere beskrevet er man åben for at specialdesigne kister, og man er også klar på at løse akutte opgaver. For det meste foregår en kistehandel hen over en uges tid, men det sker nogle gange, at der skal leveres her og nu ved specielle akuttilfælde.

- Nogle gange er vi da også kørt afsted med kiste for at møde bedemanden på halvvejen for at spare tid. Og det gør vi gerne, for det er vigtig for os at yde et meget højt serviceniveau i forhold til vores gode kunder, bedemændene. Vi har nemlig ingen direkte kontakt med slutkunden, men handler udelukkende med bedemændene, som jo også har den professionelle kompetence i forhold til at tale med afdødes efterladte osv., fortæller Jannik og Michael.

Annonce

Er der en fjerde generation på vej?

Jannik er som sagt tredje generation i familievirksomheden, og der skulle være potentiale for at fjerde generation på et tidspunkt kan tage over. Han har nemlig fire børn, to drenge og to piger. Den ældste, Julius på 7 år, kan jo i princippet som sin far starte som fejedreng på fabrikken om to år - og så ved vi jo godt, hvad der kan ske.

- Altså det kunne da være meget sjovt, men det er nu ikke noget vi taler om lige nu. Og jeg vil i hvert fald ikke presse mine børn ind i virksomheden. Men det kunne da være fint, hvis virksomheden kunne blive i familien også i fremtiden - det vigtigste er dog, at det er lysten, der skal drive værket, og så må vi jo se, hvordan det udvikler sig, lyder det fra Jannik med et stille smil.

Han kører for øvrigt videre med sit tømrerfirma samtidig med, at han nu er indehaver af den lokale kistefabrik på Hedegårdvej. Og det kan han jo også roligt gøre, for den daglige drift er jo i gode hænder på morbror Michael og dennes hustru, Marianne, der sagt med et smil på læben, ret beset er den reelle boss i foretagendet, og som har godt styr på alle maskinsnedkerne og de andre ansatte på den nu snart 45 år gamle kistefabrik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Kirsten Vaarst stopper på Lægehuset

Annonce