Annonce
Give Avis

Lokalt golftalent: Jeg vil være full-time golfspiller om to år

18-årige Mette Hede Jakobsen går målrettet efter en tilværelse som professionel golfspiller. Om to år går hun full-time på sin sport - og så vil tiden vise, om isen kan bære. Foto: Jim Hoff
Om to år er det 18-årige golftalent Mette Jakobsen fra Give klar til at gå all in på at realisere sin livsdrøm. Efter den 3-årige handelsskoleeksamen satser hun 100 % på sin golfkarriere, og målet er deltagelse i den professionelle LPGA Ladies Tour.
Annonce

GIVE: Mette Jakobsen fra Give har gennem flere sæsoner som ungdomsspiller vist fine evner på golfbanen i Give Golfklub. Pt. spiller hun på Horsens Golfklubs Elitehold i Damerækken, og via denne glimrende platform er karrierekikkerten rettet stålsat ind mod en karriere som fuldtids golfspiller.

Mette Jakobsen går på handelsskole i Horsens, hvor hun er i gang med en 3-årig uddannelse. Selvom hun er tilknyttet Horsens Golfklub, træner hun udover seancerne i golfklubben i Horsens også to gange om ugen i Give Golfklub under pro-træner Karsten Kirschs kompetente vinger.

Det 18-årige golftalent ved, hvad hun vil, og hun er heller ikke bange for at levere det, der skal til for at udvikle sig og dermed blive en bedre golfspiller.

- Mens jeg gør min handelseksamen færdig, træner jeg så meget som overhovedet muligt. Jeg træner både i Horsens og Give, spiller turnering for Horsens i damerækken, hvor vi er i spil til oprykning til Eliteserien. Jeg er på golfbanen 4-5 gange om ugen, og det betyder så også, at min tid går med skole, lektier og golf. Det er bare sådan det er, hvis jeg skal blive bedre, konstaterer Mette Jakobsen nøgternt.

Jeg har besluttet mig for at gå all ind med min golfkarriere. Det betyder, at jeg vil bruge hele min tid på at spille golf. Det er nødvendigt, hvis jeg skal blive så god, at jeg kan blive professionel. Det betyder, at jeg kan bruge omkring 8 timer om dagen på at spille golf.

Mette Jakobsen, Golftalent fra Give

Annonce

Drømmen om 8 timer golf om dagen

Men hun ser meget frem til om to år, når hun er færdig på handelskolen, for så venter der hende en helt anden virkelig. En virkelighed, der i den grad modsvarer hendes livslange drøm om at blive professionel golfspiller.

- Jeg har besluttet mig for at gå all ind med min golfkarriere. Det betyder, at jeg vil bruge hele min tid på at spille golf - og altså ikke have et job. Det er nødvendigt, hvis jeg skal blive så god, at jeg kan blive professionel, at jeg bruger al min tid på golf. Det betyder, at jeg kan bruge omkring 8 timer om dagen på at spille golf - og det vil forbedre mit spil rigtig meget, siger Mette Jakobsen.

Som golfspiller skal man naturligvis arbejde med en række tekniske færdigher, men den mentale side er faktisk lige så vigtigt et aspekt og et område, hvor mange golfspillere virkelig kan rykke sig betragteligt.

Det gælder også for Mette Jakobsen, der ser frem til, når hun bliver fuldtidsgolfspiller i 2021, at få tilknyttet en mentaltræner, der kan coache hende i den rigtige retning og være med til at give hende et så stærkt mentalt skelet, at hun kan rykke sit bundniveau betragteligt.

Annonce

Skal på sponsorjagt

Så vidt så godt. Der er dog lige den lille hage ved Mette Jakobsens "fuldtidsprojekt", at hun vil blive presset rent økonomisk, da hun ikke har et job, hvor hun kan hente indtægter til at dække daglige udgifter. Og så er der selve golfen, som er en dyr sport ikke mindst på det niveau, som Mette vil op på.

- Overgangen fra amatør til professionel kan give nogle fordele med hensyn til sponsorer. Som amatør er det rigtig svært at finde sponsorer, men som professionel er det lettere, for sponsorerne får en meget større eksponering via TV osv. Sponsorerne vil jo gerne have noget for deres penge, og det er fair nok. Men der hvor Mette er nu, og der hvor hun vil være om to år, handler det om at få nogle sponsorer ind, som kan hjælpe hende med at komme frem i golfverdenen, forklarer Mettes far, Søren Jakobsen.

Han fortæller også, at familien er 100 % bag Mette og hendes drømme om at blive fuldtids professionel golfspiller.

- Hun har altid været et stort talent, og både hendes tidligere træner og Karsten Kirsch bakker hende op i, at hun skal give det et skud og gå all in med en fuldtidskarriere i golf. Jeg synes, at det er fantastisk flot, at Mette har mod på at springe ud i det og prøve sin drøm af. Og fint at hun lige garderer sig med at tage en uddannelse, så der er noget at falde tilbage på, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Søren Jakobsen.

Søren Jakobsen fortæller apropos sponsorstøtte, at alene rejseudgifterne nemt kan løbe op i 100.000 kroner om året. Dertil kommer udgifter til golfudstyr og turneringsgebyrer. Der skal med andre ord findes en del penge for at Mette Jakobsen kan udleve sin drøm om at springe ud som fuldtids golfspiller.

Men hvis man som 18-årig ikke skulle have lov til at leve sine drømme ud, hvornår så?

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Give Avis

Thyregod Badeland åbner den 15. juni

Give Avis

Sådan åbner hallerne i Give

Annonce