Annonce
Give Avis

Mikkel er årets lærling: Tager ansvar og er et forbillede for andre

Grundet coronarestriktioner fik Mikkel Sten Lund overrakt prisen ved et internt arrangement hos AT Biler. Foto: DI Trekantområdet
Titlen som årets lærling i Trekantområdet går til Mikkel Sten Lund. Han har gjort en forskel for både kollegaer og kunder hos AT Biler i Give. I dag er han udlært og fastansat samme sted.
Annonce

Give: Det skulle vise sig at være det helt rette match, da AT Biler i Give og mekanikerlærlingen Mikkel Sten Lund fandt hinanden.

Mikkel Sten Lund stod uden lærlingeplads, da hans tidligere uddannelsessted ikke havde nok opgaver til at holde ham beskæftiget, men han skulle hurtigt vise sit værd både fagligt og socialt hos Give-virksomheden.

Hvert år hylder erhvervsorganisationen og arbejdsgiverforeningen Dansk Industri en række af de lærlinge, der har gjort en særlig indsats. I år går prisen som årets lærling i Trekantområdet til Mikkel Sten Lund.

- Det betyder rigtig meget - både fordi det er en anerkendelsen fra firmaet, men også fordi, jeg ikke er en af dem, der har vundet særlig mange priser, så jeg er stolt af mig selv, siger prismodtageren.

Annonce

Går i kundernes hjerte

Mikkel Sten Lund blev hyldet af både sin arbejdsgiver og DI Trekantområdet for en uovertruffen indsats i sin tid som mekanikerlærling hos AT Biler i Give. Ifølge direktøren for AT Biler, Jes Abrahamsen, har lærlingen i den grad vist gå-på-mod.

- Mikkel var, på det tidspunkt han kom til os, en meget forsigtig fyr, meget stille, dog med den attitude, at han ikke ville lade sig gå på af en opsigelse fra det andet sted, han havde været. Han skulle vise dem, fortæller Jes Abrahamsen.

Ifølge direktøren blev Mikkel Sten Lund hurtigt en højt værdsat kollega, fordi han tager ansvar og altid er klar til at hjælpe sine kollegaer og dele ud af sine egne erfaringer. Desuden holder han konstant øje med nye teknologier og tendenser i branchen, hvorfor han er et forbillede for andre lærlinge - ikke kun hos AT Biler men også andre steder i Trekantområdet.

- Samtidig er Mikkel blevet AT Bilers blogger – i vores tiltag overfor kunderne, hvor vi optager videoer af kundernes biler. Der har Mikkel også vist vejen med at gå forrest, hvor han med sin lune går i alle kunders hjerter, når han på ærlig vis fortæller om tilstanden på kundens bil men også anbefaler, hvordan kunderne skal holde deres bil, siger Jes Abrahamsen.

- Årets lærlingeprisvinder i DI Trekantområdet er et super godt eksempel på, at vi mennesker indeholder utrolige udviklingsmuligheder, når de rette muligheder og rammer er til stede. Vi kan se, at Mikkel meget hurtigt tog ansvar for egne opgaver, da han kom til AT Biler og har med sin kunnen som blogger vist helt nye veje for virksomhedens service over for kunderne, siger Carsten Kind, der er formand for DI Trekantområdet.

Formanden for DI Trekantområdet, Carsten Kind, mener, at Mikkel Sten Lund er et godt eksempel på, at mennesker har gode muligheder for at udvikle sig, når de finder den rigtige ramme. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

DI’s Lærlingepris

Hvert år hylder Dansk Industri en række lærlinge og elever, der har udmærket sig fagligt eller socialt hos den virksomhed, hvor de er i praktik. Det kan være i form af at tage ekstra ansvar i hverdagen, eller fordi vedkommende bidrager til et godt sammenhold.

Prisen uddeles af Dansk Industris regionalforeninger i forbindelse med erhvervstræf eller ude på virksomheden, som lærlingen eller eleven er tilknyttet, og skal være med til at inspirere andre til at tage en erhvervsuddannelse.

Alle DI-medlemsvirksomheder kan indstille en lærling eller elev til titlen. Vinderne modtager et diplom samt et ur fra Dansk Industri.

Kilde: Dansk Industri


Den her arbejdsplads passer bare rigtig godt til mig, og så kom det bare naturligt, at jeg gerne ville give den gas.

Mikkel Sten Lund, vinder af DI Trekantområdets lærlingepris 2020


Annonce

Fra lærling til fastansat

Mikkel Sten Lunds engagement rækker også udover det rent faglige. Han er med til at skabe sammenhold og fællesskabsfølelse blandt medarbejderne. Blandt andet har han inviteret de andre lærlinge på fisketur med efterfølgende sammenskudsgilde.

Ifølge prismodtageren har det været afgørende, at han hurtigt fandt sig til rette iblandt kollegaerne og hos AT Biler generelt.

- Den her arbejdsplads passer bare rigtig godt til mig, og så kom det bare naturligt, at jeg gerne ville give den gas, siger 22-årige Mikkel Sten Lund.

Selvom han netop har kunnet tilføje årets lærling til cv'et, er han ikke længere lærling. Han kan nemlig kalde sig udlært og er i samme forbindelse blevet fastansat hos AT Biler i Give.

Mikkel Sten Lund fik på grund af diverse coronarestriktioner overrakt prisen ved et internt arrangement hos AT Biler. Med titlen som årets lærling følger et diplom samt et ur fra Dansk Industri.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Corona: Testbil til Give i weekenden

Give Avis

Kloakrensning: Give i røg og damp

Annonce