Annonce
Give Avis

Ny centerleder i Give: Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!

Martin Schmidt sammen med GISKs formand, Michael Egsgaard, foran Søndermarkshallen. Det er her det er planen/drømmen, at det nye fremtidige samlede idrætscenter skal bygges. Foto: Jim Hoff
Ved indgangen af oktober tiltræder Martin Schmidt stillingen som centerleder af hallerne i Give, og han skal både føre haldriften ind i fremtiden og være med til at forme det nye store fælles idrætscenter, der kan blive en realitet i Give.
Annonce

GIVE: Der er næsten ikke den sportsgren, som Martin Schmidt har været involveret i på et eller andet tidspunkt i sit 34-årige liv. Både som udøvende og som facilitator i forbindelse med en event. Vi taler om fodbold, håndbold, volleyball, skiløb, beachvolley - you name it, Schmidt har været der.

Der er altså tale om et vaskeægte idrætsmenneske, men også et menneske, der har brugt størstedelen af sit stadig unge liv i foreningsregi og dermed forstår mekanismerne og ånden i en forening. Og som selv er et produkt af et godt foreningsliv i Give, hvor Martin Schmidt voksede op med fodboldtasken og håndboldtasken stående ved siden af skoletasken i entreen hjemme ved sine forældre Berit og Johannes.

Som 20-årig forlod Martin Schmidt Give for at drage ud på eventyr, naturligvis med rygsækken pakket med ambitioner og intentioner om, at de nye oplevelser skulle hentes i idrættens verden. 11 år senere vendte han tilbage til Give efter 6-7 år i Viborg HK som daglig leder af håndboldakademiet, fire år i norske TF Viking som træner for klubbens 1. divisionshold i både dame- og herrerækken - og med en uddannelse som Serviceøkonom med speciale i sport og event i rygsækken.

Derudover havde Martin Schmidt også været så heldig på sin eventyrsrejse at finde kvinden i sit liv, Mette, og da de to sammen med parrets to døtre i sommeren 2018 rykkede rødderne op fra det norske og plantede dem på Rønnevej i Give, var det med udsigten til at skulle være HK Give Fremads nye chef for divisionstruppen pr. 1. juni 2018.

Annonce

Stærke kompetencer tilsat lokalt DNA

Da GISK (Give Idræts, Sundheds og Kulturcenter) i starten af august indrykkede en stillingsannonce i avisen, hvoraf det fremgik, at man søgte en ny centerleder til driften af hallerne i Give, så Martin Schmidt døren åbne sig ind til drømmejob, han havde gået og været på udkig efter han kom tilbage til Danmark.

- Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg så stillingsannnoncen. Det var lige mig det her, så jeg søgte jobbet, kom til samtale to gange, inden jeg samme aften som vi havde sidste samtale blev ringet op af Michael Egsgaard, formanden for GISK, at jobbet var mit. Det var bestemt ikke en dårlig aften, da den meddelelse løb ind, siger Martin Schmidt, der havde ventet spændt ved telefonen på den lyksaliggørende besked.

Michael Egsgaard kan berette om en ansættelsesproces med 16 ansøgere, hvoraf tre gik videre til samtale. Herefter var der anden samtalerunde, hvor kun Martin Schmidt var indkaldt.

- Vi stod med to velkvalificerede kandidater i opløbet, og her faldt valget på Martin, ikke mindst fordi han også kom med den stærke lokale tilknytning, som vi i vores profil i vores stillingsannonce også havde eftersøgt. Hans meritter som chef for et sportscollege, hans arbejde i en topprofessionel klub i Norge og hans erfaring med at skabe events og stå i spidsen for idrætslige aktiviteter vejede også tungt på vægtskålen, så vi er slet ikke i tvivl om, at vi i Martin har fundet den helt rigtige mand til at stå i spidsen for haldriften i Give, siger Michael Egsgaard.

Annonce

Pippi Langstrømpe-filosofi

Helt grundlæggende skal Schmidt stå for driften af hallerne og bestyre GISKs kantine, og derudover vil han også stå for en række aktiviteter og events i hallerne - både for børn, unge og voksne.

Det kan være åben-hal arrangementer, idrætslejre og aktiviteter for børn i deres skoleferier, og da GISK er en foreningsbaseret størrelse, håber Martin Schmidt at få en masse medspil fra de forskellige foreningers mange frivillige.

- Jeg skal ind og skabe en masse liv i hallerne både for de unge, for de voksne og for vores ældre medborgere. Vi skal også have gang i kantinen og skabe liv her. Det er lidt en udfordring med den placering kantinen har i forhold til indganen. Den er lidt svær at få øje på, men vi tager udfordringen op. Og vi kommer også til at have en hel masse andre nye, udfordrende spændende bolde i luften. Og det glæder jeg mig til, for min filosofi ligner meget Pippi Langstrømpes: Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert sagtens finde ud af, lyder det fra den nye centerleder med et stort smil.

Martin Schmidt lægger ikke skjul på, at han ser det nye job som centerleder som en livsstil, og derfor vil hele familien hjemme på Rønnevej blive involveret.

- Mine jobs i idrætsverdenen har altid været livsstilsbaserede, og det er der stor forståelse for fra Mette og pigerne. De vil blive en del af mit arbejdsliv i hallerne, og det glæder vi os alle til. Vi vil nemlig gerne skabe en ånd med en hyggelig hjemlig atmosfære, pointerer Martin Schmidt.

Han vil snarest indtræde i den arbejdsgruppe bestående af Jørgen Lundsgaard, Keld Jensen og Rene Godtfredsen Nielsen, der arbejder med planerne for det nye samlede idrætscenter for på den måde at få mulighed for at sætte sine fingeraftryk på dette fremtidsprojekt.

Martin Schmidt fortsætter med at være cheftræner for HK Give Fremad, da han før har prøvet at arbejde med forskellige kasketter og den vej rundt har erfaret, at han ikke har problemer med at skille tingene ad.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Give Avis

Thyregod Badeland åbner den 15. juni

Give Avis

Sådan åbner hallerne i Give

Annonce