Annonce
Give Avis

Nytænkning i håndboldklubben: Styrketræning eller bøfsandwich og hotdogs?

Humøret ved pølsevognen var tårnhøjt fra første sekund, og dette herlige indslag bør gå over i HK Give Fremads historiebøger som et af de mest vellykkede træningspas nogensinde. Foto: Jim Hoff
Lørdag formiddag tæt ved frokosttid tog den sportslige ledeles i HK Give Fremad den nederste del af ryggen på spillertruppen. I stedet for den udmeldte benhårde styrketræning stod den pludselig på hotdogs, bøfsandwich og kolde cocio'er en masse.
Annonce

GIVE: Vi ved godt, at pølsemand Brian Jensen er en fin fyr, og lørdag lagde han yderligere kubikmeter på sin popularitet, da han med uopfordret venlighed inviterede HK Give Fremads 2. divisionstrup på dansk folkebrunch a la pølsevogn.

Truppen var i gang med træningen lørdag formiddag, da en skummel sammensværgelse tog form. Jensen kontaktede HK Give Fremads bestyrelsesformand Henrik Henriksen med budskabet om, at han ville traktere de hårdt arbejdende håndboldgutter med fri bar ved pølsevognen på Hjortsvangen ved middagstid.

Dem sportslige ledelse stod ring om pølsevognen for at sikre sig, at kun divisionsspiserne kom til fadet. Kvartetten skal have ros for selv også at levere varen ved pølsevognen med flere flotte indgreb. Foto: Jim Hoff

Det budskab leverede formanden bredt smilende videre til cheftræner Erik Flak og assistenttræner Christian Bay Albrektsen - og så fik de to herrer, hvor utroligt det end kan lyde, en fremragende idé denne tidlige lørdag formiddag.

- Vi bilder drengene ind, at efter træningen her, så står den lige på styrketræning i fitnesscentret på Hjortsvangen, sådan som en slags ekstra bonus, lød den skumle plan fra duoen.

Annonce

Humørskifte fra 0 til 100 på to sekunder

Nu får spillerne en del ros for at træne godt og ambitiøst, så meldingen slog i hvert fald ikke på overfladen håndboldheltene ud af kurs, omend én og anden nok har tænkt en knap så trykvenlig tanke i retning af Flak & Bay Albrektsen.

Den sportslige ledelse med sportschef Kedde Jensen, Erik Flak, Christian Bay Albrektsen og kvartettens reelle boss, holdleder Rasmus Mikkelsen, drog afsted lidt før spillerne - og stod klar med åbne arme og venlige smil ved fitnesscentret på Hjortsvangen, da spillerne ankom med kunstig oppustet glæde ved tanken om en time i styrketræningscentret.

Holdets humørspreder og pivhurtige fløjspiller Matin Frandsen døjer pt. med en skade, men netop denne dag med det legendariske træningspas ved pølsevognen, bed Frandsen bogstaveligt talt smerten i sig på forbilledlig vis. Foto: Jim Hoff

- Godt, drenge. Her har vi så fitnesscentret. Kig godt og grundigt på det, for her skal vi nemlig ikke ind. Hvis I vender blikket skarpt mod venstre, kan I se en pølsevogn, og det er her resten af vores træningspas skal foregå, ikke i fitnesscentret, lød det med et cykelstyrbredt smil fra cheftræneren, alt imens spillerne med opadvendte mundvige og øje så store som håndbolde rent humørmæssigt gik fra 0 til indeks 100 på to sekunder.

Annonce

Offensivt forsvar og stærk 2. bølge

Det lykkedes faktisk for flere af spillerne at genere en del mundvand allerede på vej over til pølsevognen, hvor den altid veloplagte Brian Jensen stod klar med knivskarpe kommentarer, hotdogs og bøfsandwich med dertil hørende drikkelse. Og det var gratis, det hele. Også de friske kommentarer fra pølsemanden, som han jo ellers selv altid mener er i høj kurs!

Mads Overgaard havde taget junior med på træningstur til pølsevognen, hvor den unge mand fik lært mangt og meget om, hvordan kosten er vigtig for en ambitiøs sportsmand, Foto: Jim Hoff

Flokken gik, som var det en afgørende kamp om 1. pladsen i 2. division, til opgaven med stor motivation og gejst, og sjældent i HK Give Fremads 19-årige historie har man set så sultent og aggressivt et hold gå til angreb på modstanderen, som denne dag her ved pølsevognen.

Ikke noget med en kedelig defensiv 6:0 opdækning her. Et aggressivt 3:2:1 forsvar lagde bunden for det ene velgennemførte direkte angreb efter det andet, og sjældent har man da set både 2. og 3. bølgen sidde så målrettet lige i skabet - ja, denne dag blev der såmænd opfundet nye begreber i form af både 4. og 5. bølge, når de sultne ungersvende gang på gang vendte tilbage til den fortravlede pølsemand efter mere krudt til kanonerne.

Annonce

Søgaard i sit livs form?

I køen oplevede man både franske kryds, russerscreeninger, backkryds og ulovlige indløb fra fløjene i kampen for at nå først hen til udskænkningsstedet. På et tidspunkt blev der da også dømt for passivt spil mod pølsemanden, der slet ikke kunne følge med inde på stregen, når spillerne sværmede som parringslystne bier omkring pølser og bøfsandwich.

Simon Søgaard i blå trøje på vej med sit 6. returløb til pølsevognen. Han blev Man og The Match med en meget sulten præstation og flotte direkte kontrastød mod pølsevognen. Foto: Jim Hoff

Det blev kort fortalt en flot kamp og en glimrende holdindsats, som peger i den helt rigtige retning for holdet. Skal en af pølsevognskrigerne fremhæves, må det dog blive Simon Søgaard, der ligesom på håndboldbanen leverede på højt niveau og gik forrest til pølsevognen rigtig mange gange. Han ligner en mand i sit livs form efter den præstation - der blev med en klassisk vending fra det store katalog af sportsklicheer virkelig spist op!

Efter den fantastiske seance var det muligt efter cirka 30 minutter at få en udtalelse fra dagens mand i brun sovs, pølsemand Brian Jensen, der igen havde fået pusten efter en flot dyst. Især i det korte hurtige samspil med pølsetængerne og bøfgrillen leverede Jensen varen på verdensklasseniveau.

Annonce

Hvis drengene tager sulten med ud på håndboldbanen, så .....

Pressens udsendte ville godt vide, hvorfor han pludselig sådan en lørdag formiddag inviterede denne flok glubske og kronisk sultne håndboldkrigere på fri bar ved pølsevognen. Det kunne jo reelt ende med, at de åd ham baglæns ud af byen.

- Jamen, jeg gør det her fordi jeg kan, fordi det kunne være sjovt, og selvfølgelig fordi jeg gerne vil støtte håndboldklubben på min helt egen facon. Jeg hører jo, at drengene har trænet godt og hårdt, så jeg synes da, at de skulle have et lille skulderklap nu her en uge før turneringen går i gang, lød den sympatiske melding fra Brian Jensen.

Pølsemand Brian Jensen leverede på usædvanligt højt niveau - både med maden og vitserne. Foto: Jim Hoff

Det skal også med glæde noteres, at samtlige af truppens småskadede spillere ved denne event viste, at de i høj grad er på vej tilbage. Denne dag var der ingen, som i slet ingen, der stod over på selv de hårdeste returløb til pølsevognen.

Med denne helstøbte præstation in mind, må vi konstatere, at det tegner rigtig godt for sæsonen. Kan spillerne holde dette tårnhøje niveau og denne intensitet og evige sult efter mere - og tage det med ud på håndboldbanen - så bliver det en stor sæson i HK Give Fremad.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Loppemarkedet i Give er aflyst

Give Avis

Mindeord over Thomas Pørksen

Give Avis

Vi er her for de unges skyld

Annonce