Annonce
Give Avis

Purungt Givemandskab tabte 'landskampen' til stærke tyskere

Den nyhe 22-årige venstreback i Gives divisiosntrup viste mod Flensburg Handewitt flere smagsprøver på sin skudfarlighed og ligner en herre, der vil komme til at score en del mål i 2. division. Foto: Jim Hoff
Med hvad der mindede mest om et forstærket U 19-mandskab tørnede HK Give Fremads 2. divisionshold mandag aften ud med Flensburg Handewitts 2. hold i en testkamp i Søndermarkshallen i Give. De træfsikre og disciplinerede tyskere slog det skadesramte hjemmehold med 4 mål, men med mere skarphed havde Give godt kunnet få mere ud af kampen.
Annonce

GIVE: HK Give Fremad er i gang med en radikal ændring af spillertruppen og spillestilen i forhold til sidste sæson. Man har blandt andet fået tilgang af hele 8 nye unge spillere, der skal være med til at implementere den nye løbe- og kontraorienterede stil, som cheftræner Martin Schmidt og assistenttræner Kim Nissen her i opstartsfasen går og arbejder med.

Trænerteamet har i de første træningskampe mod en række 1. divisionshold set gode momenter men også spottet flere udviklingsområder, hvilket kun er naturligt med et så ungt hold med så mange nye spillere, der skal ind og finde hinanden og rytmen i spillets mange facetter.

Mandag aften stod holdet over for en vældig interessant opgave i form af Flensburg Handewitts 2. hold, der i to ni-mandsbusser havde taget turen fra det nordtyske til Søndermarkshallen i Give for at agere sparringspartner med de lokale håndbolddrenge fra HK Give Fremad.

Det var et decimeret Givemandskab, der løb på banen, idet der var skadesbetingede afbud fra Simon Madsen, Kim Nissen, Mads Overgaard og Martin Frandsen, mens keeper Jakob Skov blev sparet, da han er i gang med genoptræning efter en skade.

Mandefaldet betød, at Martin Schmidt havde hentet 2. holdets træner, Christian 'Skagen' Pedersen ind til startopstillingen på højre fløj, mens Marck Højgaard havde fået tjansen som 2. keeper.

Vi har altså nogle forventninger til vores spillere, uanset hvor gamle/unge de er, og alder må aldrig være en undskyldning. Hvis man er god nok, så er det lige meget om man er 19 eller 29.

Martin Schmidt, cheftræner HK Give Fremad

Annonce

Tyskerne førte fra start til slut

Det gav en meget ung - og ny - startopstilling med Karsten Tietje på mål, og han blev beskyttet af de to "gamle" Rolf Hessellund, Christian Skagen Pedersen samt de fire nye unge gutter Magnus Taulbjerg, Fredrik Skov, Nicolai H. Nielsen og Mads Sejr.

- Jeg forventer en tempobetonet kamp, hvor der virkelig vil blive løbet stærkt af begge hold. Flensburg Handewitt kommer med et godt hold, der niveaumæssigt nok svarer til et rigtig godt 2, divisionshold her i DK, så det bliver en hård test, lød det fra assistenttræner Kim Nissen før kampen.

Og det fik har ret i, den nyudnævnte assistenttræner.

Gæsterne indfriede de mange tilskueres forventninger om, at de stillede med et kompetent, træfsikkert og disciplineret mandskab, der gav Give nok at se til. Gæsterne førte kampen igennem med 3-4-5 mål, og man sad med en fornemmelse af, at gæsterne fra Tyskland (med danske, hollandske, amerikanske og tyske spillere på holdkortet) havde et gear mere at aktivere, hvis Give skulle komme for tæt på.

Tyskerne førte 17-12 ved pausen, og 5-målsføringen holdt de også nogenlunde fast i gennem hele 2. halvleg. Kampen endte med en sejr til tyskerne på 30-26, og det kan der som så ikke siges noget til.

Annonce

"Vi mangler skarphed i begge ender"

Martin Schmidt ærgrede sig dog over nederlaget, som han kaldte unødvendigt og selvforskyldt.

- Der er flere tidspunker i kampen, hvor vi bliver inviteret ind igen af Flennsburg, men vi mangler desværre noget skarphed i begge ender af banen. Vi har bestemt chancer nok til at lave mindst 30 mål og flere, og i forsvaret står vi for tit og blunder. Det giver et godt hold som Flensburg Handewitt unødvendigt gode arbejdsbetingelser. Jeg ved godt, at vi stiller med et meget ungt hold, men vi har altså nogle forventninger til vores spillere uanset hvor gamle/unge de er, og alder må aldrig være en undskyldning. Hvis man er god nok, så er det lige meget om man er 19 eller 29, siger Martin Schmidt.

Han så dog flere gode momenter i spillet, og flere af de nye spændende unge spillere fik da også vist tilskuerne, at de bestemt godt kan spille håndbold.

- Vi fik da løbet en hel del, og det var fint. Alt i alt en fin test mod et fint hold; selvfølgelig er det ærgerligt, at vi må spille uden vores rygrad i form af Kim, Mads og Simon, men det er betingelserne lige nu, og det giver jo bare de unge chancen for at vise sig endnu mere frem, konstaterer Martin Schmidt.

Give har tre træningskampe tilbage mod SUS Nyborg, Stadion og Stoholm - alle på udebane - inden det går løs med den første turneringskamp mandag den 23. september i Fredericia.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Annonce