Annonce
Give Avis

Rotary Give i det særdeles gavmilde hjørne

Benny Kirkeby fra Rotary yderste til venstre kunne overrække gode penge til Agner Ebild fra Røde Kors' Familienetværk, Benny Karlskov og Erling Lund fra Give Lystanlæg og Kirsten Knutzen fra Red Barnets Oplevelsesklub. Foto: Jim Hoff
Give Rotary uddelte tirsdag aften 80.000 kroner til tre lokale foreninger, og samtidig håber man sammen med Rotary Billund at donere 150.000 kroner til et stort haveprojekt i Ghana
Annonce

Give: Selvom coronaen spændte lidt ben for Rotary Gives salg af lodsedler i foråret, endte det alligevel lykkeligt, idet salget udmøntede så fint et overskud, at hele tre foreninger tirsdag aften kunne sole sig i fine donationer til et samlet beløb på 80.000 kroner.

- Halvdelen af pengene kommer fra vores lodseddelsalg, og så har Rotarys lokale interne fond bidraget med yderligere 50 procent. Man kan søge denne fond om ekstra midler, og da vi selv havde skaffet en stor sum, fordoblede man altså dette beløb, så vi nu kan dele 80.000 kroner ud til de tre lokale foreninger, forklarer Benny Kirkeby, der har været primus motor på klubbens lodseddelsalg og i den forbindelse på Rotarymøde denne aften høstede velfortjent bifald for en stor og flot indsats.

Kirkeby returnerer rosen både til sin lodseddelsudvalgskollega Flemming Thisgaard samt de klubmedlemmer, der har solgt lodsedler plus vennerne fra Rotary Billund, der har været med omkring salg af lodsedler til det populære billotteri.

Annonce

150.000 til kvindedrevet haveprojekt i Ghana

De tre begunstigede foreninger er Red Barnets Oplevelsesklub, der fik 15.000 kroner, Røde Korsø Familienetværk fik ligeledes 15.000 kroner, mens Give Lystanlæg landede en check på solide 50.000 kroner.

Men gavmildheden fra de lokale rotarianere stopper ingenlunde her, for sammen med Rotary Billund, plus andre bidragsydere, håber man sammenlagt at donere 150.000 kroner til et haveprojekt i Ghana. Give er klar med 40.000 kroner og forventer at få dette beløb fordoblet af Rotary.

- Det er et rent kvindeprojekt det her. Pengene går til opdyrkning af de 70 haver, som passes og plejes af kvinder. De dyrker grøntsager, både til eget forbrug og også med mulighed for at sælge grøntsager, hvilket jo også er meget motiverende. Som en del af projektet er der lavet vandboringer til haverne, så kvinderne kan dyrke grøntsagerne på bedste vis. Pumperne til boringerne drives af solceller, forklarer Jørgen Østergaard fra Rotary Give.

Annonce

Ny legeplads i anlægget, tur til Mandø og Legoland

Tilbage til de lokale fortræffeligheder var det en glad og taknemmelig Kirsten Knutzen, der modtog de 15.000 kroner på vegne af Red Barnets Oplevelsesklub, og hun kunne berette at pengene er et kærkomment tilskud til en weekendtur til Mandø med overnatning og besøg på det berømte vadehavscenter.

Give Lystanlæg var repræsenteret af formand Benny Karlskov og revisor Erling Lund, og her kunne førstnævnte efter en hjerteligt tak til Rotary berette, at de 50.000 tilskænkede kroner skal bruges til en opgradering af legepladsen med blandt andet en Tarzanbane. Og det vil da helt sikkert glæde byens mange dagplejemødre og børnefamilier, der i det daglige er flittige brugere af legepladsen i det smukke anlæg.

Agner Ebild udtrykte også stor taknemmelighed over de 15.000 kroner, som der var blevet tildelt Røde Kors' Familienetværk, der forener både den danske og de forskellige etniske kulturer, vi har i området. Her har pengene allerede fået ben at gå på, idet man i den kommende weekend sender 47 børn og voksne på tur i Legoland på en rigtig forkælelsestur.

Aflsutningsvist kunne klubbens præsident Arne Brock runde aftenen af med at konstatere, at grunden til at de tre foreninger var blevet så rundhåndet begunstiget, er et udtryk for Rotary Gives store værdsættelse af de tre modtagende foreningers velgørende arbejde.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Ny rutineret tøjpige hos Merci

Annonce