Annonce
Give Avis

Team Sjakk: Vi spiller for at vinde!

Sjakk i Give er kommet fint fra land efter opstarten i juli 2018. Daglig leder Mogens Østergaard (tv) og byggemarkedsleder Carsten Rasmussen, ser både optimistisk og positivt på fremtiden for den lokale trælast på Hjortsvangen Foto: Jim Hoff
1. juli 2018 skiftede den lokale trælast i Give ejere, idet XL Byg i foråret solgte virksomheden til den nyoprettede trælastkæde Sjakk, der fra dag ét har markeret, at der nu skal blæse nye vinde over trælasten på Hjortsvangen både på de indre og de ydre fronter. Vi tager temperaturen på den nye virksomhed her godt et år efter opstarten.
Annonce

HJORTSVANGEN: Efter 14 måneder på pinden som henholdsvis daglig leder og byggemarkedsleder hos Sjakk på Hjortsvangen i Give, er Mogens Østergaard og Carsten Rasmussen, rimelig godt klædt på til at se tilbage på et spændende opstartsår hvor man både har skullet finde sine egne ben, fastholde momentum i forhold til eksisterende kunder og søge nye forretningsrelationer samtidig med, at man bevarer virksomhedens kongstanke om at være stærkt lokalt funderet.

- Det har været et spændende og udfordrende år. Det er klart, at når man bryder af en stor landsdækkende kæde som XL Byg og går solo med 5 mindre butikker med en stærk lokal forankring, så vil der være en række udfordringer, som man skal være klar til at tackle. Helt grundlæggende har det været en positiv oplevelse, fordi vi er lykkedes med både at bevare de gode relationer til vores eksisterende kunder og samtidig har været i stand til at hente nye lokale kunder ind både på håndværkersiden og den private side, siger Mogens Østergaard.

Vi har fået en god start her i Give, og kurverne går den rigtige vej på mange områder. Det vil vi gøre alt for både at fastholde og videreudvikle på. Alle trækker på samme hammel, og derfor vi ser uden at være jubeloptimister både positiv tog optimistisk på fremtiden.

Mogens Østergaard, daglig leder Sjakk, Give

Annonce

Skal leve højt på skarp rådgivning med høj faglighed

Det ligger i både Østergaards og Carsten Rasmussens DNA, at man hele tiden går efter at vinde og at være de bedste. En egenskab de begge tager med fra sportens verden, hvor de begge har slået deres folder i seriefodboldens verden.

- Det er klart, at vi gerne havde gjort endnu mere for at få endnu flere lokale håndværksmestre ind i folden, men samtidig med at vi skulle bygge Sjakk op her i Give og også fastholde vores pleje og servicering af det nuværende kundekartotek, har vi simpelthen manglet tiden og ressourcerne til at flytte al vores fokus over på hvervning af nye kunder, siger Carsten Rasmussen.

- Nu er det første hårde år overstået, og vi er ved at finde vores ben både på de ydre og indre linjer. Holdet i butikken er nu sat, og vores startopstilling med 11 mand-m/k på holdkortet fungerer rigtig godt. Vi har en god kemi, vi har en fin blanding af branchefolk og rådgivere, som i tæt samarbejde kan servicere vore kunder på allerbedste vis, og det er netop her, at vi skal adskille os fra vores nærmeste konkurrenter: Knivskarp rådgivning med høj faglighed, tilføjer Mogens Østergaard.

I og med at Sjakk er en, i forhold til andre spillere i trælastbranchen, mindre spiller på markedet, har man også en vis fleksibilitet og råderum i den daglige omgang med kunderne både på erhvervssiden og i det private segment.

- Det betyder jo, at vi kan spille ud med godt gammeldaws købmandskab, når vi møder vores kunder. Her kan der naturligvis altid gøres en god handel. Vi er ikke som andre større kæder "gift" med listepriserne, og stiller en kunde op med en netpris på eksempelvis en plæneklipper eller med et større projekt, så kigger vi på det, og strikker et godt tilbud sammen. Det er vores måde på at skabe gode venner af huset, og det er vigtigt, at folk kan lide at komme her, og at de ved, at vi er til at handle med, siger Carsten Rasmussen.

Annonce

Samarbejder gerne med det lokale foreningsliv

Et nyt tiltag i butiksdelen er den store udvidede tøjafdeling, der har fået godt fat, og virksomheden har derudover lanceret et nyt koncept, et kundefordeleskort, som retter sig mod det lokale foreningsliv. Her kan man som forening opnå en række fordele i form af rabatter og bonus.

- Vi er en lokalt forankret virksomhed, som gerne støtter det lokale foreningsliv. Det er en god og positiv måde at være synlige på i lokalområdet. Vi er allerede nu sponsorer hos flere klubber/foreninger, og derfor bakker vi også 100 % op om "Handl Lokalt" kampagnerne. Det er så vigtigt, at lokale borgere bruger de lokale butikker, for det er jo os, der støtter foreningerne med penge og sponsorater, siger Mogens Østergaard.

- Vi er naturligvis også ramt af nethandel og af, at folk kører til de større byer og deres respektive storcenter/kæmpetrælaster for at handle. Og det behøver man altså ikke, for vi har masser af varer på hylderne, og fremfor alt har vi gode lokale folk i butikken og på kontorerne, som ved hvordan lokalområdet er skruet sammen og som ved, hvordan man taler til folk, tilføjer Carsten Rasmussen.

Apropos nyheder, så er de nu fire Sjakk-butikker i gang med at strikke en helt ny markedsføringsprofil sammen, som har fokus på det private segment. Et tiltag og et fokusområde, man har pænt store forventninger til på kontoret i Give.

Annonce

Klar til stor håndværkermesse og oktoberfest

Butikken har været flittig til at lancere events for borgerne lige fra den store åbningsfest til diverse markedsdage, og når kalenderen hopper over på 3. oktober, inviterer samtlige fire Sjakk-butikker til stor håndværkermesse i Give.

Messen, der får skær af en vaskeægte tysk oktoberfest med masser af øl og gris på gaflen, er målrettet håndværksmestre og deres ansatte.

- Der vil være 40-45 leverandører på plads, og vi kører på fra klokken 15.00 til 18.00, og vi har i Sjakk store forhåbninger til dette arrangement. Så er det jo også en lille fjer i hatten for os, at det bliver holdt her i Give. Normalt er Hedensted jo den naturlige nummer 1 i rækken, men som de gode sportsfolk vi er, går vi naturligvis efter at blive nr. 1. Her spiller vi for at vinde - og det gælder på alle parametre, lyder det synkront fra Østergaard og Rasmussen med brede smil og masser af glimt i øjnene.

På bagkant af de første 14 måneder kvitterer de to Sjakk-ledere Give og omegn for en fin modtagelse i en svær branche med masser af daglige udfordringer, og hvor omstillingsparathed er både en dyd og en nødvendighed.

- Vi har fået en god start her i Give, og kurverne går den rigtige vej på mange områder. Det vil vi gøre alt for både at fastholde og videreudvikle på. Med en skarp og handlekraftig ledelse i ryggen i skikkelse af adm. direktør Jens Erik Kristensen og med de lige så handlekraftige ejere Kloster og Mortensen på sidelinjen, ser det godt ud. Alle trækker på samme hammel, og derfor vi ser uden at være jubeloptimister både positiv tog optimistisk på fremtiden, konstaterer Mogens Østergaard.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Give Avis

Thyregod Badeland åbner den 15. juni

Give Avis

Sådan åbner hallerne i Give

Annonce