Give: For 6. år i træk havde Give Golfklub åbnet banen og de dertil hørende faciliteter for gæstespillere udefra. Dette fine gratis tilbud takkede 1928 glade golfspillere fra det meste af landet ja tak til, og denne flotte opbakning var et tiltrængt boost og skulderklap for Give Golfklub.
Et hårdt forår med først en masse vand på banerne afløst af coronanedlukningen har nemlig ikke været befordrende for hverken aktivitetsniveauet eller humøret generelt i den 27 år gamle golfklub på Bregnhovedvej.
-De faste ugentlige turneringer i klubben har været aflyst gennem hele foråret og ind i forsommeren. Derfor har der ingen trafik været hverken på banerne eller i golfcaféen, og det kan naturligvis godt mærkes på bundlinjen. Vores faste udgifter til ansatte, baneleje og banevedligehold osv. har jo været der alligevel, og set i det lys er vi mere end lykkelige for det flotte fremmøde her i uge 30, siger golfklubbens formand Stephen Bihl.
Helt efter coronahåndbogen
Den faste daglige næsten myldretidsagtige trafik over de syv dage på banerne og i caféen og shoppen er nemlig lige, hvad man trængte til både rent mentalt og økonomisk i klubben efter det coronabetingede efterslæb på begge konti.
Apropos corona så er ugen naturligvis pakket ind i alle de af Dansk Golf Union dikterede sikkerhedsrestriktioner.
Erling Eskildsen, erhvervsmand og initiativtager til golfbanenDet er da et fint setup og dejligt at se, at der er så flot en opbakning. Men nu er det jo også gratis, så det er nok en del af forklaringen på de mange mennesker
- Det handler om afspritning, skiltning og afstandstagen. Vi sender spillerne ud i hold på maksimum fire personer, holdene starter med 7-8 minutters mellemrum, og i caféen må vi kun have 62 gæster ad gangen, ligesom de rude på vores nybyggede træterrasse kun må være 40 gæster ad gangen, fortæller klubsekretær Lone Baunsgaard og tilføjer:
- Forøvrigt skal vores gæster i denne uge have stor ros for at rigtig gode til at overholde de forskellige guidelines. De er meget bevidste om de her coronaproblematikker, og mange af dem har faktisk selv håndsprit med.
De første på banen 6.30
Spillerne har tilmeldt sig via portalen Golfbox, og herfra er det Lone Baunsgaard der har overtaget planlægningen og fremstillingen af scorekort osv. Alt ligger klart til spillerne, når de møder op i sekretariatet.
Spillerne var i ilden over syv dage, og nogle af holdene slog ud allerede fra klokken 6.30. De sidste hold blev sendt ud klokken 19.00 på en 9-hullers tur, og den store spændvidde rent tidsmæssigt betød, at der netop var fin plads til de 1928 spillere hen over ugen - både på banerne og i caféen.
På vej ud til driveranlægget møder avisens udsendte Arne Husted fra Tofthøj, der havde taget turen til Give sammen med sin hustru Gerda.
- Jeg er her for at spille golf, så vi bor på den fine lille campingplads nede ved stadion. Give er en rigtig fin og hyggelig by, der ud over mange butikker også har alle de her sjove skulpturer, som man kan gå rundt at se på. Så er der jo selve golfklubben her, som jeg synes er rigtig fin og et vældig hyggeligt sted at komme. Masser af flinke og jordnære mennesker, der sørger for, at man føler sig godt tilpas, fortæller Arne Husted.
Eskildsen: Med til at skabe positiv opmærksomhed om klubben
Blot 10 meter bag Arne Husted finder vi erhvervsmanden Erling Eskildsen, der står og slår ud med driveren. Han er om nogen manden bag Give Golfklub, idet det var ham, der i starten af 90’erne købte gården på Bregnhovedvej med tilhørende jord og dermed sammen med en række frivillige lokale golfildsjæle fik sat gang i anlægsarbejdet med golfbanen i Give.
- Jeg deltager ikke som så i denne her uge, men det er jo rart at komme ud og få lidt frisk luft og slå lidt bolde ud. Så kan man jo også lige se, hvordan det hele spænder af i denne her uge, og det er da et fint setup og dejligt at se, at der er så flot en opbakning. Men nu er det jo også gratis, så det er nok en del af forklaringen på de mange mennesker, siger Erling Eskildsen.
Dan Cake-ejeren mener også, at en sådan gennemstrømning af mange gæstespillere er godt for klubbens omdømme og er med til at skabe positiv opmærksomhed omkring klubben.
- Samtidig er de mange folk jo med til at skabe en god omsætning i caféen og tombolaen, så alt i alt er det et rigtig godt tiltag med den denne her sommergolfuge for klubben, konstaterer Erling Eskildsen.
Glade ambassadører
På vej rundt på banen bliver det også til et møde med Jørn og Anette Trane, der har taget deres golfvenner Kurt, Karsten, Inger og Gitte, som de mødte for nogle år siden på en højskole, med på golftur til Give.
- Det er 6. år i træk, jeg er med her i Give. Her bliver man rigtig godt behandlet og modtaget, man møder en masse flinke folk, der er en hyggelig og god stemning, en god shop, hvor fruen rigtig kan svinge dankortet, og så serverer de rigtig god mad i caféen, siger Jørn Trane med fuld opbakning fra de fem andre i gruppen.
De tøver derfor ikke med at melde klar til endnu en golfuge i Give i 2021, og de tøver heller ikke med at give den som gode ambassadører for Give Golfklub, når de er ude i andre golfsammenhænge.
Give scorer fornem 1. plads på ratingsskala
At succesen i uge 30 med sommergolf har mange andelshavere lægger Lone Baunsgaard og Stephen Bihl ikke skjul på.
- Vi har 60 frivillige at trække på gennem hele ugen, vi har en lang række gode sponsorer, der står bag de 200 præmier til vores tombola, og uden denne fornemme opbakning var det her slet ikke muligt. De ansatte i klubben går da også selv nogle ekstra gratis kilometer i sådan en uge i klubbens tjeneste, så der er i høj grad tale om korpsånd og holdsamarbejde, siger Stephen Bihl.
Oveni succesen med den flotte deltagelse kan klubben også notere sig en fornem 1. plads på Dansk Golf Unions ratingsportal ‘Golfspilleren i centrum’, der baserer sig på spørgeskemaer, som spillerne skal udfyldes i forbindelse med deres oplevelser med de respektive golfklubber.
- Vi er da vildt glade for og stolte over, at vi ligger nr. 1 blandt 182 danske golfklubber. Vi kan selv se, at vores placering handler meget om vores måde at møde folk på, vores/de frivilliges imødekommenhed og om de oplevelser, spillerne får her i klubben i eksempelvis caféen, der fremhæves for den gode mad, som vores nye cafébestyrer Lissi Madsen laver, siger Lone Baunsgaard.
Ud af de 1928 bookninger i uge 30 stod Give Golfklubs egne spillere for de 237. I 2019 var der i alt 1758 besøgende i sommergolfugen, så vi kan her på bagkanten af et hårdt forår med oversvømmelser og coronaen i baghaven konstatere, at Give Golfklub er tilbage på sporet med manér.