Annonce
Give Avis

Walk and talk med succesfuld erhvervskvinde

Nok er Heidi Møller professionel walker, men hun kan dog ikke undvære sin bil, der bringer hende rundt over hele landet i professioinelt øjemed. Foto: Jim Hoff
Heidi Møller har på blot tre år formået at skifte en tilværelse som en lidt sliksyg men motionsresistent serviceassistent ud med en tilværelse som succesfuld erhvervskvinde med egen blomstrende virksomhed. Og hun er ikke kommet sovende til succesen, men derimod gående
Annonce

GIVE: - Kom, er du frisk. Vi starter lige med at gå en lille tur, så får vi en god start på det her interview!

Ok, der fangede Heidi Møller lige avisens journalist på det forkerte ben, for langt de fleste interviews foregår siddende ved et bord, hvor der er plads til blok og pen, og hvor man i ro og balance kan nedfælde sine notater.

Men dels er Heidi Møller ikke nået dertil, hvor hun er i dag ved at gøre, som man plejer, og dels skal man jo ikke være bleg for at prøve noget nyt i en ellers noget sat – og ikke mindst alt for siddende - branche, så game on, Heidi!

Jeg fik mere og mere lyst til at prøve mig selv af som professionel walker fulltime, efterhånden som jeg fik mere og mere viden om gåturens mange gavnlige effekter og en viden om, hvor mange mennesker, der ret beset kunne nyde godt af nogle gåture både fysisk, psykisk og socialt.

Heidi Møller, indehaver af Gå Mig Glad

Annonce

Professionel walker med eget firma

Hvorfor det lige blev en gåtur på en god halv times tid, der kom til at danne rammen om dette interview, er der en rigtig god forklaring på: Heidi Møller er nemlig ’professionel walker’ med sit eget firma Gå Mig Glad.

Hun har over tre år som selvstændig erhvervsdrivende skabt et liv, der udover at gøre hende lykkelig og glad hver eneste dag for sit arbejdsliv, også genererer indtægter nok til, at hun i dag kan skaffe sig det daglige brød ved - groft sagt - bare at gå hver dag.

Men tag ikke fejl! Nok handler det om at gå, hvilket de fleste nok kan finde ud af, men i Heidi Møllers regi handler det i høj grad om en stærk og kompetent professionalisering af brugen af apostlenes heste.

Det vender vi tilbage til.

Annonce

Elsker slik, ikke så vild med motion

Lad os først bladre lidt tilbage i Hedis historik og finde frem til, hvorfor og hvordan der er muligt, at hun i dag kan skrive professionel walker på sit visitkort.

- Indrømmet, jeg har altid været vild med slik og søde sager. Omvendt har jeg mere eller mindre hadet enhver form for sport, og har eksempelvis aldrig kunnet se mig selv i nogen som helst form for holdsport. Se, det har for mig været en skidt kombination, idet der på den konto er blevet mere af mig, end min højde nok berettiger til, fortæller Heidi med et stort smil, mens vi med elegante fjed bevæger os ud ad Ringivevej.

Oprindeligt er Heidi Møller fra Kolding og har arbejdet flere år som serviceassistent på Designskolen i Kolding. For 14 dage siden flyttede hun til Give, hvor hun bor sammen med sin kæreste John og sin søn Nicolai, der starter i 7. klasse på Søndermarkskolen i Give den 12. august.

Annonce

Facebook kickstartede det hele

Det var mens hun arbejdede på Designskolen i Kolding, at ånden kom over Heidi i forhold til den tidligere omtalte udfordring med den skæve fordeling af massefylden i forhold til kropshøjden.

- Jeg følte, at der skulle ske noget, så i stedet for at købe alt for stramt løbetøj i lycra og lægge hårdt og brutalt ud med risiko for at blive skadet, besluttede jeg mig for at jeg ville til at gå nogle ture. For at være sikker på at komme afsted, oprettede jeg en besked på Facebook, hver gang, når jeg skulle ud at gå, hvor jeg inviterede folk med på gåtur. Dels for at få selskab, men ikke mindst for at være sikker på, at jeg kom afsted. Når man er flere, der laver aftaler, forpligter det jo – og det er godt for disciplinen, når sofaen er ved at blive lidt for tillokkende, siger Heidi.

Første gang mødte der blot én op, men efterhånden kom der skred i tingene, og i dag kan Heidi se tilbage på en helt forrygende rekordliste med 195 faste gåture hver tirsdag fra 15.00 til 16.00 i Kolding med en lang række vidt forskellige mennesker lige fra flexjobbere til direktører.

Annonce

Går selv mindst 10.000 skridt hver dag

Disse ture er dog uden for professionelt regi. De er gratis at deltage i, og det er ren fornøjelse uden om firmaer og eventmageri.

Og ud over at handle om det herlige slogan ”ned med vægten, op med humøret”, så giver disse tirsdagstræf på gå-ben i Kolding også en mulighed for folk med behov herfor at skabe sociale relationer og for en stund måske at bryde ud af ensomhedens lænker på helt uforpligtende vis.

- Jeg har gennem mine tre år som ’walker’ fået mange positive tilkendegivelser fra folk, der har fået energien og livslysten tilbage, efter at de er begyndt at gå sammen med andre mennesker. Jeg har jo følt det på egen krop, og jeg elsker simpelthen at gå. Jeg har en fast målsætning om at skulle gå 10.000 skridt hver dag, og det overholder jeg også i 99,9 % af tilfældene. Oftest kommer jeg pænt over, og det skyldes jo ikke mindst, at jeg i dag har gjort gåture til min levevej, fortæller Heidi.

Annonce

Kærligheden til gå-projektet drivkraften bag det hele

Og dermed er vi tilbage ved fortællingen om, hvordan Facebookopslag om gåture er blevet til en levevej for Heidi Møller. For jo flere hun fik med ud på sine gåture, desto flere tilbagemeldinger fik hun fra både professionelle folk fra sundhedssektoren og lægfolk, der kom med input og gode råd til hende omkring, hvordan hun kunne sætte gåturene i system – og endda hvordan hun kunne bruge sin ildhu og store kærlighed til gå-projektet til at gøre noget godt for andre mennesker i både stor og mindre skala.

- Jeg fik mere og mere lyst til at prøve mig selv af som professionel walker fulltime, efterhånden som jeg fik mere og mere viden om gåturens mange gavnlige effekter og en viden om, hvor mange mennesker, der ret beset kunne nyde godt af nogle gåture både fysisk, psykisk og socialt. Jeg tog derfor orlov fra mit job på Designskolen, og det skulle vise sig at jeg havde valgt at gå den rigtige vej i mit liv. Jeg er blandt andet blevet brugt på DR sammen med Peter Qvortrup Geisling i et sundhedsprogram, fortæller Heidi ikke uden en vis stolthed i stemmen.

Annonce

Meget aktiv på de sociale medier

I dag har hun en blomstrende prisbelønnet en-kvindes-virksomhed, der med adresse på Ringivevej 21 i Give udbyder events, foredrag, sponsorerede gåtur, workshops, netværksgåture og konferencegåture.

Heidi er særdeles aktiv på de sociale medier Facebook, Youtube og LinkedIn, og blandt andet gennem disse netværk har hun skaffet firmaaftaler med både små, større og nu også landsdækkende virksomheder, hvor hun med et smittende humør og masser af positiv energi kommer rundt over hele landet lige fra Blåvands Huk til Bornholm og ’går professionelt’ med firmaansatte.

Gåturen kan være målet i sig selv, det kan være den dejlige pause fra et tungt foredragsoplæg, det kan være en tur fyldt med forskellige aktiviteter, og det kan være, at selve gåturen er midlet til at opnå en uformel og involverendede samtale mellem deltagerne – også med et fagligt sigte.

At det så nogle gange hopper ud på det private spor, ja det er kun en styrke og med til at knytte endnu dybere fællesskaber

Annonce

Så meget som muligt gøres gående

Heidi har et mantra om, at hun skal foretage så meget som muligt gående. Det kan være telefonsamtalen med veninden og det kan være den lette indkøbstur osv. Hun har også valgt som ny i Give at ”gå ind i byen” om ikke med træsko på, så i hvert fald til fods i godt fodtøj.

- Jeg har været med på en Skulpturvandring, en fantastisk oplevelse, og i det hele taget oplever jeg Give som en rar by med en masse flinke folk. Jeg går ned og handler i Brugsen og Netto osv. og forsøger at få sagt hej til så mange mennesker som muligt. Jeg er som type ganske outgoing (fantastisk engelsk ordspil, red.), og det er vigtigt for mig at skabe en positiv kontakt. Og når man som jeg går mange ture i byen og omegnen, vil folk jo nok efterhånden begynde at genkende en, konstaterer Heidi, der på denne måde bruger sin store passion for tobenet motion til at ”gå efter nye gode bekendtskaber”.

Både bogstaveligt og billedligt talt.

PS: Gåturen gik godt, undertegnede fik dog ikke taget en eneste note, men Heidis fortælling er så spændende og livsbekræftende, at ordene blev siddende både i hukommelsen og bentøjet – og meget bedre notesblok findes vel næppe.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Give Avis

Thyregod Badeland åbner den 15. juni

Give Avis

Sådan åbner hallerne i Give

Annonce