Annonce
Give Avis

What The Kartoffel: Friske iværksættere tilbage til rødderne med kartoffelkarma

Det var denne æske, som avisens reporter tirsdag morgen kunne åbne. Her lå en klar opfordring til et interview med de to kartoffelgutter Martin Buus og Dennis Duedahl - og opfordringer på det niveau siger man naturligvis ikke nej til. Foto: Jim Hoff
Legesyge, kreativitet, et rigtig godt venskab og lysten til at lave noget cool sammen. Det er de bærende elementer i det småvanvittige og herlige projekt som vennerne Dennis Duedahl og Martin Buus har lavet sammen. Og her spiller kartoflen en helt afgørende rolle.

THYREGOD: Vi husker nok alle sammen, nogle med gru andre, med et stort smil, The Kartoffel Woman fra De Nattergales legendariske julekalendeserie på TV, og nu kan vi så lancere Sejrup og Thyregods noget mere stuerene svar på dette bombastiske fruentimmer.

Dog med en noget mere seriøs bagkant, selvom humoren bestemt også spiller en stor rolle i det forfriskende koncept som de to venner Dennis Duedahl og Martin Buus har lanceret hen over påsken.

Konceptet hedder noget så jordnært og dansk som "What A Kartoffel", og det handler helt grundlæggende om, at man ved at kontakte de to herrer kan sende en hilsen med tekst og foto - trykt på noget så eksotisk og overraskende som en god dansk sandjordskartoffel.

Annonce

Undertegnede oplevede selv overraskelsen og glæden ved at modtage en pakke fra Dennis og Martin, da jeg tirsdag morgen mødte ind på kontoret og pakkede en fin æske op, hvori i der lå en kartoffel med et foto af de to herrer samt ordet "Interview?"

Det er med afstand den sejeste forespørgsel, jeg har fået på et interview i mine mange år som journalist, og da det brede smil og de glade endorfiner havde haft sin rundgang i kroppen, blev Martin og Dennis kontaktet med henblik på en samtale. Dog via telefonen og ikke kartoffelekspressen.

Elsker at ping-ponge kreative og sjove ideer

Dennis, der er fra Nr. Snede og Martin, som er fra Thyregod, har kendt hinanden siden gymnasietiden på Tørring Gymnasium, og venskabet er blevet holdt ved lige gennem studietiden. I dag arbejder Dennis som skolepsykolog i Haderslev, mens Martin er efterskolelærer på Vesterlund Ungdomsskole.

Martin Buus (th) og Dennis Duedahl har puslet med 'What a kartoffel'-ideen siden december 2021, og den 20. marts blev de første hilsener sendt ud over rampen. Privatfoto

Martin er fornyligt flytte til Thyregod, og Dennis bor på Sejrupvej sammen med sin kone og tre børn. I forbindelse med at Martin flyttede tilbage til Thyregod, har de to venner for alvor fundet sammen igen, og udover den fælles glæde ved at spille musik, så har de to venner også en stor fælles glæde i at "ping-ponge" sjove og kreative ideer med hinanden. Gerne med humoren på bagsædet som passager.

- Vi var enige om, at nu hvor vi bor så tæt på hinanden, at vi skulle lave noget sammen. Ideerne er føget rundt i lokalet, men så faldt vi pludselig over det her koncept med at sende en hilsen på en kartoffel. Ideen er oprindeligt fostret i USA, hvor konceptet med at sende kartoffelhilsener hitter ret stort. Vi blev så enige om at lave en dansk nyfortolkning af konceptet og shine det en del op i forhold til det amerikanske koncept, fortæller Dennis og Martin.

Annonce

Folk tager det faktisk alvorligt

At sende en kartoffelhilsen er et billigt og sjovt 'med glimt i øjet' alternativ til den traditionelle blomsterhilsen, og så kommer denne finurlige jordnære hilsen også med et stort element af overraskelse.

Det handler om at sprede noget herlighedsværdi, og for at det hele ikke skal gå op i spas og ballade, donerer vi et helt måltid mad for hver kartoffelhilsen, vi sender ud

Martin Buus og Dennis Duedahl

- Man kan jo slippe afsted med at sige rigtig meget skrevet på en kartoffel. Elementet af humor er der lige fra starten af, og her kan man både få sagt noget uformelt og noget måske svært på en nem måde - netop fordi der ligger et comic relief (komisk skær, red.) over hele konceptet. Og det er så her, vi er blevet noget overraskede over de godt 25 kartoffelbeskeder, vi har sendt ud her i starten.  For det viser sig faktisk, at folk tager det her alvorligt og har sendt en del dybsindige hilsener og varme tanker - og naturligvis er der også et par sjove imellem, siger Martin og Dennis, der kan konstatere, at det meget er midaldrende kvinder, der har gjort brug af konceptet.

Annonce

Handler om at sprede glæde og gøre verden til et bedre sted

De har arbejdet på konceptet og finpudset detaljerne siden december 2021, og det er kun den allernærmeste familie, der har kendt til 'kartoffelprojektet'. Martin og Dennis ville være sikre på, at det ikke blot var et flygtigt luftkastel, inden de breakede nyheden for folket. Men den 20. marts gik "What A Kartoffel" i luften, og nu handler det 'bare' om at få projektet ud at flyve.

- Det overordnede formål med projektet her, at vi skal lave noget sammen, der er sjovt, sådan lidt hobbybetonet. Det handler om at sprede noget herlighedsværdi og at underholde. Vi er spændte på at se, hvad det kan blive til, og for at det hele ikke skal gå op i spas og ballade, så donerer vi et helt måltid mad for hver kartoffelhilsen, vi sender ud, gennem førende humanitære organisationer, der arbejder med at bekæmpe hungersnød i verden.  Pt. går pengene til Ukraine, og dermed føler vi, at vi med vores projekt i et vist omfang er med til at gøre verden til et bedre sted - og det er også vigtigt for os, konstaterer Dennis og Martin.

Annonce

Et hav af muligheder for hilsener

En karftoffelhilsen med ren tekst koster 99 kroner, mens en hilsen med tekst og foto løber op i 139 kroner. Og så er fragt, tryk, kasse og kartoffel betalt. Der skal sendes 12 hilsener ud pr. måned, for at projektet går i nul, idet der er udgifter til blandt hjemmeside, emballage og til den printer, som den dynamiske kartoffelduo har anskaffet sig for at lave fototryk, der kan påsættes kartoflerne.

Et rigtig godt bud på en herlig kartoffelhilsen. Her afløser kartoflen den gode gamle seddel fra skoleklassen - og det kan altså noget. Privatfoto

Printeren står på Sejrupvej hos Dennis, og hans kone Marie hjælper også til med både at skrive på kartoflerne og pakke og sende dem. Når ordren er sendt, og pengene er gået ind, så har Martin og Jesper en app, hvorfra de kan donere pengene til de humanitære organisationer.

- Der er virkelig mange muligheder i forhold til hilsener. Det kan være til en god ven, en god arbejdskollega, kæresten/konen, til konfirmation, gækkebreve, kærlighedserklæringer, glimt-i-øjet-hilsener osv. Ja, hvem med, måske endog et frieri, lyder det fra de to muntre herrer med brede smil og glimt i øjnene.

Dennis og Martin overvejer seriøst at melde sig til næste sæson af Løvens Hule, og så er de pt. også på udkig efter en rigtig god leverandør og samarbejdspartner mht. levering af kartofler. Her ligger et samarbejde med Danespo i Give velsagtens lige til højrebenet.

Annonce

Udgiver fast ugentlig sjov video

Nu er det ikke sådan, at de sjove, dybsindige, kærlige og empatiske kartoffelhilsener står helt alene i Dennis og Martins nye kartoffelunivers. De to festlige og lune herrer kører nemlig sideløbende med levering af kartoffelhilsner også med nogle faste ugentlige sjove videoopslag med titlen "Du gætter det aldrig" på de sociale medier, hvor der er storhumoristisk fokus på begrebet" What A Kartoffel".

Her involverer de naturligvis sig selv som faste figurer i bedste Casper Christensen og Frank Hvam-stil, og Dennis' børn er også med i videoerne, hvor de tilføjer de sjove videoer et nuttet og hjertevarmt strejf.

- Vi synes næsten, at det at lave de her videoer er det allersjoveste. Her kan vi for alvor bruge os selv og vores skæve humor. Vi bruger faktisk en del tid på det, for vi er ambitiøse og seriøse med det. Det skal naturligvis være sjovt, og hvem ved, måske det ender med, at vi en dag tager ud og optræder med de her ting. Vi går også og pusler med en ide om at skrive en kartoffelsang, og håbet er da, at vi for alvor kan gå viralt med vores videoer. Den ene af dem er faktisk blevet set 6000 gange, så vi er jo godt på vej, konstaterer duoen bag Sejrup og Thyregods på en og samme gang både spektakulære og jordnære erhvervseventyr.



Annonce
Give Avis

Læserbrev: Generalforsamlingen på museet var en ren farce

Annonce
Give Avis

Skoleelever løber tusindevis af kroner hjem til Børnelungefonden

Annonce
Give Avis

Navneforvirring har ført til misforståelser hos både børn og forældre: Nu skal det være slut - og du kan hjælpe

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Få pølsebod til tilbudspris: Sidste gang var der ingen ansøgere - nu sætter kommunen lejen ned

Give Avis

Gratis pølser og frisk duft af blomster: Årligt tilløbsstykke vender tilbage

Give Avis

Musikfest præsenterer seks kendte navne og kommer samtidig med klar opfordring: 'Køb din billet - ellers er det ikke sikkert, vi er her næste år'

Give Avis

Traktortræk forventer 2500-3000 tilskuere: Sort røg, store dieselmotorer og kæmpe festtelt

Give Avis

18-årig praktikant hos øko-landmand ved Give er blevet hædret på kongres

Give Avis

Tankanlæg er blevet påkørt otte gange på tre år: I den kommende uge skal større renovering også afhjælpe det problem

Give Avis

Efter fire år kaster pølsemanden håndklædet i ringen: Slut med ristede hot dogs og burgere på Hjortsvangen

Annonce