Annonce
Ugeavisen Haderslev

100-årige Anne Marie har pæren i orden og vil selv bestemme

- Hvor heldig kan man være? Jeg er 74 år og kan stadig ringe til sin mor og få et par trøstende ord, når jeg har brug for det, siger Anne Maries datter Lis Nissen. Hun glæder sig over, at hendes mor stadig er åndsfrisk og har lyst til livet. Her hjælpes mor og datter ad med at skrue en vakkelvornen lampe fast i stuen. Foto: Jacob Schultz
Anne Marie Borring, Haderslev, kan tirsdag den 19. november fejre sin 100 års fødselsdag. Den tidligere slagterkone har bestemt aldrig ligget på den lade side, og hun er stadig nysgerrig på livet.
Annonce

HADERSLEV: Siden 1959 har Anne Marie Borring boet i sin egen andelslejlighed på Kløvervej.

- Jeg er den beboer, der har boet her længst, fortæller den åndsfriske dame, der tirsdag den 19. november kan fejre sin 100 år fødselsdag.

- Jeg ved ikke, hvordan det er gået til. Jeg havde slet ikke regnet med at blive så gammel, siger Anne Marie.

Hun har altid været en slider.

Med alderen har hun fået slidgigt. Det gør ondt i de spinkle hænder, men hun klager ikke.

Så længe hun kan, så vil hun gøre tingene selv - på sin egen måde.

I en del år drev hun og hendes afdøde mand, slagtermester Carl Borring en slagterbutik på Kløvervej. Dengang var der også en bager og en købmand i området.

Anne Marie og hendes mand passede butikken uden hjælp, så der var altid nok at se til.

Parret blev gift på Anne Maries 21 års fødselsdag og boede de første år i Arnum-Højrup ved Toftlund, hvor de åbnede deres første slagterbutik.

De fik tre børn. Jørgen født i 1942, Lis født i 1945 og Carl født i 1953.

Jørgen, som er pensioneret læge bor i dag i Faaborg, mens Lis Nissen, som er pensioneret frisør, bor i Haderslev.

Det er nu meget begrænset, hvor meget hjælp Anne Marie har brug for, for hun er en kvinde med en vilje af stål.

Ofte må datteren formane hende om at slappe lidt af med huslige gøremål, så hun ikke kommer til skade.

- Jeg synes, at det er skrækkeligt at blive 100 år, siger Anne Marie Borring, og så griner hun. Så længe, at hun kan gøre tingene selv, er livet stadig værd at leve. Foto: Jacob Schultz
Annonce

Tager bussen ned i byen

Hver morgen klokken 5.30 står Anne Marie op og gør sig i stand.

Hun nyder stilheden tidligt om morgenen og ser ingen grund til at blive liggende i sengen, selv om hun kan.

- Det er mit liv, og jeg bestemmer selv, fastslår Anne Marie.

To dage om ugen, altid på torvedage, tager hun selv bussen ned til byen for at handle ind.

- Jeg køber mange grøntsager, for jeg elsker grøntsager, fortæller Anne Marie.

Hun laver varm mad til sig selv hver dag.

- Så får jeg det, som jeg vil have det, siger Anne Marie.

Hun elsker blandt andet en god bøf og nyder også gerne et glas vin i hyggeligt selskab.

- Jeg var 30 år, da jeg smagte vin for første gang. Det var til et sølvbryllupbryllup i Arnum, husker Anne Marie.

Med alderen er hun blevet bedre til at nyde, og hun er stadig nysgerrig på livet.

- Man kan jo sidde i stolen og falde død, konstaterer hun.

Hun har altid rejst meget, først med sin afdøde mand og senere med sin bedste veninde.

- Jeg har både været i Rusland og Ægypten. Senere rejste jeg med min bedste veninde på busture rundt i hele Europa. Jeg har ikke været ude og rejse, siden jeg mistede hende, fortæller Anne Marie.

Den største sorg i livet var alligevel at miste sønnen Carl.

- Han døde pludselig to dage efter juleaften, fortæller Anne Marie.

Hun har fem børnebørn og er fornyligt også blevet tipoldemor.

Èt af børnebørnene bor i Perth i Australien og er professionel musiker.

Anne Marie er stolt af hele sin familie og går meget op i alles ve og vel.

Har familien det godt, så er hun glad.

- Ens børn kan jo alt, men jeg har ikke fulgt med i det hele med computere og mobiltelefoner, for jeg havde ikke regnet med at blive så gammel, siger Anne Marie.

Hun gider heller ikke se fjernsyn.

- Man lukker op for det, men det interesserer mig ikke - kun Vild med Dans, fortæller Anne Marie.

Ellers foretrækker hun at høre musik i radioen eller læse en god bog.

Hun fejrer sin 100 års fødselsdag på Harmonien i Haderslev, hvor hun har inviteret hele familien til fest.

Anne Marie Borring er født i Padborg og har gået på Duborgskolen. Som 21-årig blev hun gift med slagtermester Carl Borring og flyttede til Arnum ved Toftlund. Her ses hun med sin førstefødte, sønnen Jørgen, født 1942. Foto: Jacob Schultz
Anne Marie er glad for at bo på Kløvervej, hvor hun har boet siden 1959 og drevet slagterbutik med sin afdøde mand. I blokken, hvor hun bor, er der et rigtig godt naboskab. Overboen Sonja Mortensen til højre kommer hver mandag forbi med det nye Familie Journalen. Foto: Jacob Schultz
Anne Marie har altid været en slider. I dag er hun blevet bedre til at nyde, og der skal ikke mangle noget, når hun fejrer sin 100 års fødsesldag. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce