Haderslev: Søndag den 1. maj er det 25 år siden, at Gitte Arp, 60 år, kom i receptionen hos Lindab Profil i Jels, fremgår det af en pressemeddelelse.
Gitte, der er uddannet hotelreceptionist på Munkebjerg Hotel i Vejle, kom gennem et vikarbureau til at arbejde på Lindab Profil, og halvanden måned efter blev hun fastansat.
- Udover at passe telefonerne, skulle jeg skrive korrespondance rent. Desuden skulle jeg tage imod gæster og sørge for, at gæsterne fik kontakt med de Lindab-folk, de skulle møde, alt dét gør jeg stadig. Bestillinger af kontorartikler, mødelokaler med mere går også via mit bord. Der er mange forskellige opgaver, som giver en meget bred berøringsflade. Så jeg har utroligt søde kolleger, og er meget glad for mit arbejde. Vi har en god medarbejderklub, som byder på mange aktiviteter. Så jeg ved, at græsset umuligt kan være grønnere hos naboen. Derfor er der heller ingen grund til at søge andre steder hen, fortæller jubilaren.