Haderslev: - Når statsministeren melder ud, at der kommer flere restriktioner, så bliver folk nervøse for, om vi også lukker, siger Karen Thymann, der er leder af det sociale værested Borgercafeen på Jomfrustien.
Under den første nedlukning i foråret var værestedet lukket ned i en periode.
- Vores brugere vil nødigt have, at vi lukker ned igen som i foråret. Men det gør vi ikke den her gang. Sociale væresteder er undtaget, siger Karen Thymann og tilføjer, at værestedet dog godt kan blive udfordret på driften. Eksempelvis, hvis personalet eller deres børn bliver syge med corona.
- Men vi arbejder stenhårdt på at holde vores åbningstider, siger hun.
Dog er der en række af de faste aktiviteter, som brugerne af Borgercafeen må vinke farvel til i den kommende tid.
- Vi bliver nødt til at lukke nogle af vores aktiviteter ned. Eksempelvis fitness og svømning, men man kan fortsat komme og spise - det fortsætter vi med. Og juleaften bliver også til noget, slår Karen Thymann fast.