Annonce
Ugeavisen Haderslev

Brandstationen er en vigtig del af byens liv

Næzte generation er klar til at tage over på brandstationen. Brandkaptajn Torben Hansens otte-årige søn Karl Emil vil også være brandmand, når han bliver stor. Foto: Jacob Schultz
Hoptrup Frivillige Brandværn fylder 90 år. Det fejres på brandstationen lørdag en 10. august.
Annonce

HOPTRUP: Tidligere brandkaptajn Bent "Mikki" Kristensen blæser i brandhornet.

I dag er det bare for sjov.

- Tidligere cyklede kaptajnen op og ned ad Hoptrup Hovedgade og blæste i hornet, så alle brandmændene i byen kunne høre, at nu skulle de møde op på stationen. Dengang havde de nok lidt mere tid end fem minutter, fortæller han.

Hornet blev brugt som alarm til op i 1950'erne.

Det er i dag udstillet på brandstationen på Hoptrup Hovedgade 33.

På væggen i brandstuen hænger billeder af alle de lokale helte - generationer af mænd fra lokalområdet, der siden starten den 6. august 1929 har gjort frivillig tjeneste i Hoptrup Frivillige Brandværn.

For i Sønderjylland er man frivillig brandmand.

I resten af landet er man deltidsansat brandmand.

- Vi har den samme uddannelse og løser de samme opgaver. Men sønderjyderne melder sig til frivillige brandværn, som er en tysk tradition, fortæller Bent "Mikki" Kristensen.

Hoptrup Frivillige Brandværn

Da Danmark tabte krigen i 1864, og Sønderjylland blev tysk, opstod de frivillige brandværn, og nærmest hver landsby havde sit eget brandværn.

Efter genforeningen i 1920 blev brandværnet i Hoptrup opløst, men den 6. august 1929 besluttede en kreds af borgere i Hoptrup at stifte Hoptrup Frivillige Brandværn.

Der blev indkøbt en Ellehammer-Ginge pumpe og 100 meter slange. I dag er brandværnet up to date til at varetage de forskellige opgaver i det lokale beredskab.

Stationens materiel består af en autosprøjte med røgdykker-udstyr, hjertestarter, førstehjælpskuffert, frigørelsesværktøj, trailer til forurenings-uheld og 2.000 liter vand og 400 meter slanger og en tankvogn, der har 12.000 liter vand med og en mandskabsvogn.

Siden starten i 1929 har der været syv brandkaptajner: Hans Kongsted, Peter Jessen, Arne Schmidt, Niels P. Hansen, Holger Lauritzen, Bent "Mikki" Kristensen og nu Torben Hansen.

Annonce

Dengang, der var handel

Netop frivilligheden er noget, som mange stadig ikke forstår.

- Også her i Hoptrup, er der mange, der spørger: Hvad tjener I egentlig ved at være brandmænd? Ja, ikke én krone, konstaterer nuværende brandkaptajn Torben Hansen og smiler.

For arbejdet har givet et kammeratskab, han ikke ville have undværet.

- Vi har meget socialt sammen, og der er mange oplevelser, både tragiske og gode, vi deler, konstaterer Torben Hansen.

Han meldte sig som frivillig brandmand i 1999 og har været brandkaptajn de seneste 12 år.

- Vi kunne da godt bruge nogle flere brandmænd, især yngre. Man skal jo være motiveret for at tage uddannelsen i sin fritid, og det kræver opbakning fra både arbejde og hjemmefronten. Alarmen kan bippe når som helst, og så skal du være indstillet på at slippe alt, hvad du har i hænderne og stille på brandstationen i løbet af fem minutter, konstaterer Torben Hansen.

I dag er der 25 frivillige brandmænd i Hoptrup. Mange arbejder udenfor byen.

- Der skal være seks mand til en udrykning, og det kniber nogle gange, hvis vi får en alarm mellem klokken syv og 15, hvor de fleste er på arbejde. Problemet er, at der ikke er så mange arbejdspladser i Hoptrup længere. I gamle dage, hvor der var handel, var det de lokale håndværkere, der var brandmænd, fortæller Bent "Mikki" Kristensen.

Han har boet i byen siden 1957 og har fejret sit 25 års jubilæum i brandværnet.

- Det er da ingenting. Der er nogle, som har haft både 40 og 50 års jubilæum, fortæller han.

Siden 2008 har Bent været pedel på Hoptrup Skole, så han kan hurtigt være på stationen, når alarmen går.

- Indtil videre har vi haft 19 udrykninger i år. I fjor endte vi på 69, men det var også ekstraordinært højt på grund af tørken, hvor vi var ude og slukke flere markbrande, fortæller Torben Hansen.

Brandværnet assisterer også Falck ved større brande.

Hver den første mandag i månedene er der brandøvelse på stationen.

Brandstationen er også en vigtig del af byens liv.

Hvert år til fastelavn er brandværnet vært for en fastelavnsfest og afholder også bingo for byens borgere. En fast tradition er også, at byens børn pynter stationens juletræ.

En af de største brande, som det lokale brandværn har været ude til i nyere tid, var branden på Hoptrup Efterskole for godt ti år siden, hvor brandfolkene fik reddet nogle tyske gæster ud fra den brændende skole.

For den indsats blev brandmændene fra Hoptrup indstillet til en helte-medalje, og íkke ét øje var tørt, da efterskolens elever efterfølgende skrev en mindebog, hvor de takkede brandmændene for deres indsats.

For første gang i brandværnets 90-årige historie er for tiden en kvindelig brandmand, Stephanie Jensen, tilknyttet stationen.

- Tidligere var kvinder aldeles ikke velkommen i brandværnet. Mange var direkte imod, at kvinder skulle have lov at være brandmænd. Det er først for fire-fem år siden, at vedtægterne blev lavet om, fortæller Torben Hansen.

90 års jubilæet for Hoptrup Frivillige Brandværn markeres med et åbent hus arrangement på brandstationen lørdag den 10. august fra klokken 10 til 14.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce