HADERSLEV: Claus Hansen er et godt eksempel på, at man kan, hvad man vil, selv om man er ordblind.
Han arbejder nemlig som bibliotekar på Haderslev Bibliotek.
I det daglige oplever han det ikke som et problem, at ordene nogle gange driller.
- Jeg kan jo godt læse, bare ikke i samme fart som andre. Det er kun, hvis jeg skal skrive noget, der skal sendes ud af huset, at jeg beder nogle om lige at læse det igennem for stavefejl, fortæller Claus Hansen.
Han er uddannet i litteraturvidenskab fra Odense Universitet i 2018.
I sommer blev han ansat i et foreløbig et-års vikariat som bibliotekar i Haderslev.
Den 35-årige familiefar bor i Odense med kæreste og en treårig datter.
En lille ny er på vej, så der er ikke så meget tid til at læse bøger derhjemme i øjeblikket.
Men han er alligevel altid opdateret med de nyeste bøger.
- Jeg lytter meget lydbøger i bilen frem og tilbage, fortæller Claus Hansen.
Ikke glad for søm og skruer
Oprindeligt er han fra Fredericia og opvokset i en familie, der var glad for at bøger.
Efter folkeskolen valgte han at starte i tømrerlære. Han tænkte, at det var nok var bedst (nemmest) at tage en praktisk uddannelse.
Men det var slet ikke ham alligevel.
Efter en HF læste han videre til fysioterapeut, og så kom lysten til at fordybe sig mere i bøgerne.
- Selv om jeg har haft svært ved at læse, har jeg altid interesseret mig for bøger, så jeg startede på litteraturuddannelsen. Én af fordelene for sådan én som mig er, at mange skønlitterære værker i dag findes som lydbøger. Det er værre med fagbøgerne, men der findes en hjælpepakke med en computer, en scanner og en scanner-pen, som hjælper én og så får man ordene læst op af én stemme, der lyder mere og mere menneskelig, fortæller Claus Hansen.
Han ser lydbøgerne som en hjælp til en forståelse af bøgerne, som han alligevel har kæmpet sig igennem - i hvert fald de fleste af dem.
Fik læst højt som barn
Det var faktisk først som voksen, at Claus fik konstateret sin ordblindhed.
- For mig har læselyst og læsebesvær aldrig været to modstridende størrelser. Jeg har altid godt kunnet lide at læse, selv om det var svært for mig, fortæller Claus Hansen.
I barndomshjemmet i Fredericia læste forældrene højt for Claus og hans søskende.
- Min mor var også god til at tage mig med på biblioteket. Dengang var der stadig kun kasette-bånd, og der var et begrænset udvalg, fortæller Claus.
Claus HansenFor mig har læselyst og læsebesvær aldrig været to modstridende størrelser
Hans dansklærer var mere overrasket over, at han faktisk gik og læste bøger i sin fritid.
Især var han bidt af Cecil Bødkers bøger om Silas.
- Jeg kan huske oplevelsen ved at komme ned og finde en god bibliotekar, der kunne hjælpe mig med at finde en spændende bog, fortæller Claus.
Han ser det som sin største opgave at være en bibliotekar, der kan inspirere og pirre læselysten.
I dag er der en helt anden mængde af tilbud på bibliotekerne. Mange nye skønlitterære bøger udkommer også som lydbøger, og svært læselige bøger udkommer i læs-lettere udgaver.
Som voksen har det mest været de klassiske/historiske værker, der har haft Claus' interesse - og når han skal slappe af, så læser han fantasy-bøger.
På biblioteket er han også tilknyttet flere projekter, der handler om at motivere børn, unge men også voksne til at læse.
- Biblioteket bringer også bøger ud til daginstitutioner og dagplejer, så alle børn har mulighed for at blive præsenteret for spændende børn, fra de er helt små, fortæller Claus.
Hjælpemidler og netværk
Selv om Claus kan se en stigning i det digitale udlån, så tror han på, at bogen vil overleve på sigt.
Der er noget særligt ved at sidde med en bog og fordybe sig, og så kan man altid gå tilbage, hvis man falder over en passage, som man gerne vil læse igen.
- Ordblindhed er mange ting, og man skal ikke se det som en begrænsning. Nu er jeg ikke stærk ordblind, men ellers så vil jeg sige, at der er mange gode hjælpemidler i dag, og der er også netværk for ordblinde på universiteterne, fortæller Claus.
Mange ordblinde har måske især før i tiden følt sig dumme, fordi der manglede forståelse for, hvad det vil sige at være ordblind.
- Jeg har aldrig haft det på den måde, siger Claus.
Han vil gerne sige til alle børn og unge, der har svært ved at læse:
Det skal ikke være en forhindring for at blive det, de drømmer om - hvad enten det er bibliotekar eller læge.