Annonce
Ugeavisen Haderslev

Dalhofsminde: Hjemløse laver shelter til børnehave

Mandag formiddag holdt børnehave og forsorgshjemmet rejsegilde med røde pølser til alle. Foto: Jacob Schultz
Børnehuset Chilli i Hoptrup har nu fået sin helt egen shelter ved Slivsøen. Hjemløse på forsorgshjemmet Dalhofsminde bruger produktionen af shelters som beskæftigelse.
Annonce

Hoptrup: Der findes ikke mange shelters med en så fin udsigt. Men nu kan børnene i børnehaven Chilli i Hoptrup glæde sig over den flotte udsigt fra deres helt eget shelter ved Slivsøen. Shelteret er lavet og skænket til børnene af beboerne fra forsorgshjemmet Dalhofsminde.

- Børnene bruger jo meget at komme ved Slivsøen, så vi tænkte, at de godt kunne bruge et shelter at krybe i ly under, når det bliver dårligt vejr, forklarer leder af det grønne værksted på Dalhofsminde, Anders Thomsen.

Anders Thomsen og Steffen Gellert leder hver sit værksted for beboerne på forsorgshjemmet. Dalhoffsminde stod for pølserne. Foto: Jacob Schultz
Annonce

Beskæftigelse

De cirka 40 beboere på Dalhofsminde kommer typisk fra et liv på gaden et sted i Danmark, hvor de har haft et misbrug og er kommet helt ud af trit med det øvrige samfund.

- Derfor forsøger vi at opretholde et normalt liv for beboerne, så de møder hver morgen og laver et stykke arbejde. Vi laver en del shelters og sælger dem over facebook, fortæller Anders Thomsen.

Dalhofsminde har to værksteder for beboerne - det grønne værksted og træværkstedet - hvor beboerne fordeler sig.

- På det grønne værksted holder vi orden på den store grund, som hører til forsorgshjemmet, fælder træer og laver brænde, som vi sælger. Jeg mener, at vi solgte cirka 50 rummeter træ sidste år, siger Anders Thomsen.

Værkstederne tager dog ikke imod bestillinger, men laver det, de kan. Beboernes tilstand er meget svingende, så nogle dage er der mange på værkstederne, andre dage er der meget få.

- Husk på det er mennesker, som er skadede for livet. Vores mission er at give dem lidt livskvalitet og måske bringe dem i stand til at klare sig nogenlunde normalt efter et ophold her, siger Anders Thomsen.

Da mange af dem er hjemløse er shelters da heller ikke helt tosset for dem at overnatte i. Beboerne har også selv et shelter, de bruger. Nogle gange er springet fra et liv som hjemløs til et lille værelse ikke nemt.

- Vi har da en beboer, som sover i vores skov. Han lider af PTSD og kan ikke overnatte inde, fortæller Anders Thomsen.

Annonce

Mange aldre

Der er både mænd og kvinder på Dalhofsminde. Den yngste er 18 år og den ældste kunne i teorien være 80 år eller mere, selv om der ingen er lige nu, som er så gamle. For ofte bliver de ikke så gamle, og forsorgshjemmet oplever med jævne mellemrum også, at beboerne dør under opholdet.

Nogle er på afvænning for deres misbrug, men målet er ikke nødvendigvis at komme helt ud af misbruget.

Lige nu er der kun ét ledigt værelse på Dalhofsminde, og selv om der ikke er ventelister, så er hjemmet stort set fyldt op hele året.

Shelteret er sat op ved Slivsøens bred til glæde for Børnehuset Chilli, som nu kan finde læ, når de er på udflugt til søen. Foto: Jacob Schultz
Pædagog i børnehaven Birgit Bosak på vej med den varme gryde med pølser. Foto: Jacob Schultz
En af beboerne pjatter med børnene. Børnehuset Chilli er i det hele taget meget ude under åben himmel med børnene og bruger meget grunden ved søen, som ejes af Dalhofsminde. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce