Haderslev: Der var damp, rød løber foran indgangsdøren og Dannebrogsflag, da kæden Smoke-It mandag åbnede butik i Haderslev.
Det tidligere Telenor i Bispegade er ikke til at kende.
På hylderne står der nu e-cigaretter og e-væsker med mange forskellige smage.
Det ligner nærmest en slikbutik med de mange farvestrålende flasker og æsker.
Mange af smagene er også slik-smage, for eksempel spejderhagl.
Jacob Hansen, butikschef Smoke-ItVi har et sted mellem 300 og 400 forskellige smage.
Butikschef for den nye butik, den 36-årige Jacob Hansen fra Kolding, er selv damper, så han har smagt de fleste af smagene og har selvfølgelig sine favoritter.
- Vi har et sted mellem 300 og 400 forskellige smage. Mange kunder ønsker at smage inden, de køber, men det kan der først blive mulighed for, når det her corona er ovre, fortæller Jacob Hansen.
Da Smoke-It sælger levnedsmidler må den godt have åbent, men selvfølgelig sætter det en dæmper på festlighederne, at vi er midt i en corona-krise, og de fleste af gågadens andre butikker er tvangslukkede.
-Det er da en underlig tid at åbne på, og det ville være løgn at sige, at man forventede den helt store åbningsfest med en fuld butik, konstaterer Jacob Hansen.
Kendt i Koldings natteliv
Han har tidligere arbejdet i Smoke-It kædens butik i gågaden i Kolding.
- Jeg var med til at starte Kolding-butikken tilbage i 2017. Det seneste års tid har jeg været væk fra branchen, og nu starter jeg så med en ny Smoke-It igen. Det er spændende at være med til at være med til at åbne en helt ny butik, synes Jacob Hansen.
Hans baggrund er en lang karriere i Koldings restaurationsbranche som bestyrer og bartender hos Torbenskjold og Surfbar.
I dag er han etableret med kæreste og barn, og i sin fritid dyrker han både håndbold og fodbold.
For flere år siden besluttede han at kvitte cigaretterne, og deraf fulgte en naturlig interesse for at prøve alternativer som e-cigaretter, som Smoke-It kalder et bedre valg.
Det kan man selvfølgelig diskutere, men der er i hvert fald kommet gang i damperiet rundt om i de små hjem.
- Flere og flere går over til at dampe i stedet for at ryge, konstaterer Jacob Hansen.
Smoke-It kæden er vokset kraftigt de senere år.
Kæden, der har domicil i Galten, driver i dag 32 Smoke-It butikker i landet samt en webshop.