Annonce
Ugeavisen Haderslev

Dampassagen er solgt: Der kommer flere lejligheder, men der skal stadig være erhverv

Jacob Larsen (til venstre) og Torben Hansen er indehavere af Hansen og Larsen Invest samt Tømrermesterne Hansen og Larsen. De har købt Dampassagen, som over de kommende måneder skal renoveres. Dampassagen kommer stadig til at rumme både erhverv og lejligheder. Nogle af de nuværende erhvervslokaler bliver til lejligheder. De forventer, at de første lejemål er klar til indflytning om tre måneder.Foto: Stine Hygum
I løbet af de kommende måneder får håndværkere travlt med at forvandle Dampassagen. Erhvervslejemål på første sal bliver lavet om til lejligheder, mens erhvervslejemålene i stueetagen bevares.

Haderslev: Dampassagen har i flere år været i forfald efter konkurs og tvangsauktion, men nu er bygningerne solgt - og der er en omfattende renovering på vej.

Det er Hansen og Larsen Invest, der ejes af Torben Hansen og Jacob Larsen, der har købt Dampassagen, som de overtager den 1. maj.

De nye ejere har store planer for passagen, som i de seneste år i den grad har manglet en kærlig hånd.

Annonce

- Det bliver godt, lover de nye ejere i kor.

Og der går ikke længe, inden det bliver meget synligt, at der er kommet nye ejere af passagen.

- Den 3. maj rykker de første håndværkere ind. Der skal sandblæses og pudses og males, siger Torben Hansen.

- Der kommer også nye vinduer i, siger Jacob Larsen.

Den del af Dampassagen, som er overdækket med glas, mellem Imerco og Xocolatl, bliver bevaret.

- Men den bliver også pillet ned og så skal den sandblæses, inden den kommer op igen, siger Jacob Larsen.

Som man kan se på denne visualisering af Dampassagen, så kommer der til at være et helt andet gårdmiljø end der er i dag.Læg også mærke til, at den nuværende trappe forsvinder og bliver erstattet af en anden og knap så fyldig udgave.Illustration: Tegnestuen Radik & Jessen

De nye ejere har valgt at beholde den, da den er et kendetegn for Dampassagen.

Bygningen som Xocolatl ligger i er også en del af Dampassagen, og de nye ejere vil ikke kun give bygningerne et løft, de vil også lave en hyggelig gård:

- Xocolatl kommer også til at have udeservering heromme, siger Jacob Larsen og fortsætter:

- Vi vil gerne have, at det kommer til at se godt ud i passagen. Der er mange, der går igennem hver dag - og vi håber, at der kommer til at gå endnu flere igennem.

Flere lejligheder, mindre erhverv

I dag er der ikke kun erhvervslejemål i stueetagen, men også på første sal.

Det bliver der lavet om på.

- Vi laver lejligheder på første sal i stedet for erhvervslejemål, siger Torben Hansen.

- Vi har en tro på, at det er lettere at leje lejligheder ud end erhverv, siger Jacob Larsen.

- Lejlighederne bliver på mellem 50 og 128 kvadratmeter, siger Torben Hansen.

Valget om at lave lejligheder på første sal betyder også, at det snart tidligere erhvervslejemål på første sal, som går på tværs af Dampassagen også bliver lavet om til en lejlighed.

- Den får udsigt til Damparken, lyder det fra Torben Hansen.

Dampassagen

Det er det lokale firma Hansen og Larsen Invest, der har købt Dampassagen.

Hansen og Larsen Invest ejes af Torben Hansen og Jacob Larsen, der også ejer Tømrermesterne Hansen og Larsen. 

Hansen og Larsen overtager Dampassagen den 1. maj og så går forvandlingen i gang. Det er Tegnestuen Radik & Jessen, der har tegnet projektet.

Flere af erhvervslokalerne i Dampassagen er allerede udlejet, men der er to ledige.

Det ene er det, der frem til foråret 2019 husede Salon Norma, der flyttede til Jomfrustien. Det andet er det, som i sin tid husede Café Stedet, men som blandt andet også har huset Optik Hallmann fra 2016 og frem til efteråret 2018.

- Vi ved godt, at det er to store erhvervslejemål, så der er også mulighed for, at man kan dele dem op, så de ikke er så store, lyder det fra de nye ejere, der allerede har et par følere ude til nye potentielle lejere.

Den markante trappe i Dampassagen har også en meget begrænset levetid. Den bliver også skiftet ud.

- Så er det lettere at dele erhvervslokalet op i to, hvis det kommer på tale, siger Jacob Larsen.

De nye ejere forventer, at de første nye lejemål bliver klar til indflytning i løbet af tre måneder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Haderslev

Nyt ansigt i Sydbank

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Haderslev

Benspænd

Annonce