HADERSLEV: Der skal trædes i pedalerne, når Danmarks største cykelløb for børn, Kids Tour, kommer til Haderslev.
Kommunen har nemlig valgt at bakke op om cykelløbet og blive værtsby for cykelbegivenheden, der foregår i Damparken med rute rundt om Indre Dam.
Når Kids Tour lægger vejen forbi Haderslev lørdag den 30. april vil der være både cykelsjov og aktiviteter for hele familien, fortæller Lau Grønager, som leder aktiviteterne på Kulturhus Bispen.
- Det er første gang, at touren kommer til Haderslev, og vi håber, at rigtig mange børnefamilier vil benytte sig af muligheden for at komme ned i Damparken på lørdag. Man kan deltage i cykelløbet men også bare bruge de mange aktiviteter i parken, der især henvender sig til børn i alderen fra cirka tre til ti år, fortæller Lau Grønager.
Blandt de aktiviteter, der kan afprøves gratis er blandt andet en hoppeborg, en trafik legeplads, sæbekasseløb og et Gurli Gris univers.
Lau Grønager, Kulturhus Bispenvi håber, at rigtig mange børnefamilier vil benytte sig af muligheden for at komme ned i Damparken på lørdag
Alle er velkommen, og deltager med i touren, så støtter man også Børneulykkesfondens arbejde.
- Med Kids Tour kommer børnene ud og oplever glæden ved at motionere og være aktive sammen. Vi er så spændte på at komme ud til en masse kommuner i Danmark endnu en gang, og så er det jo ekstra sjovt at komme ud på cyklen i år, nu hvor Tour De France lægger vejen forbi Danmark, siger Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden i en pressemeddelelse.
Kids Tour arrangeres i samarbejde med Momentcph og Børneulykkesfonden.
Al salg af startnumre går ubeskåret til Børneulykkesfonden for blandt andet at fremme fondens arbejde med at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker i trafikken.
Info om Kids Tour
Kids Tour kommer til Haderslev lørdag den 30. april.
Alle tilmeldte børn får et startnummer, en goodiebag og et diplom, når målstregen er krydset.
Eventpladsen er åben fra kl. 10 til 15.
Der vil før, under og efter løbet været forskelligt underholdning og aktiviteter for børn.
Prisen per barn er 75 kroner.
Læs mere og tilmeld dit barn på www.kidstour.dk
Fokus på trafiksikkerhed og sunde værdier
Fokus på trafiksikkerhed og sunde værdier
Kids Tour er et cykelløb for børn i alderen 3-10 år og afholdes som en landsdækkende begivenhed, hvor en række byer skiftes til at være værtsby for løbet. Hovedtemaerne er glæde og trafiksikkerhed, hvor børnene er i fokus med cykling, leg og sjove aktiviteter på pladsen. På eventpladsen vil børnene bl.a. have mulighed for at træne trafikkens regler i Trafiklegepladsen og lære førstehjælp i Børnenes Førstehjælpsskole.