Annonce
Ugeavisen Haderslev

Den barmhjertige samaritaner på dansk jord i 1945

Sådan ser lignelsen om den barmhjertige samaritaner ud i glasmosaik i kirken – Sofie Eriksen giver her et bud på hvordan det så ud i 1945. Privatfoto

Svend Brinkman har skrevet en bog, som slår et slag for skæbnen. Skæbnen forstået som alt det, vi ikke har magt over, men som alligevel er bestemmende for vores liv.

Det er et opgør med forestillingen om, at vi fuldt og helt er Herrer og Damer i eget hus, når det kommer til vores livsbaner. Når vi tænker over det med vores fornuft, er det indlysende, at vi ikke har magt over alt. Men når det kommer til følelsen af ansvar og skyld, så skovler vi gerne til os, som om vi havde.

Sådan oplever jeg, at mange af de samtaler jeg har som præst, også handler om at lægge skylden i de rigtige kasser – og kun bære den skyld, der hører til en selv, og som er meningsfuld at bære.

Annonce

I løbet af bogen fortæller en 93-årig dame, Lilly, om sit liv og sin skæbne. Da hun var 14 år havde hun et forhold til en tysk soldat. Det var en stormende forelskelse. Det var under krigen, og det gik ikke ubemærket hen – og heller ikke ustraffet. Hendes erindringer om tiden lige efter krigen rummer et minde om en anden pige, Inge, der også havde haft et forhold til en tysk soldat. Hun blev sat op på en forhøjning på byens torv og ”(…) der blev hun klippet, og ham der gjorde det var pastoren, der lige havde konfirmeret hende … Tænk, det var ham! Han måtte da kende hendes baggrund. Han måtte da vide, hvem hendes far og mor var, og hvordan forholdene var i det hjem. Og hvordan moren sendte Inge ud på værtshusene for at finde faren for at få penge til mad. Han måtte da vide sådan noget” (side 79 i bogen). Sådan fortæller Lilly.

Både Inge og Lilly var børn, men det skelede folkedomstolen ikke til. Og præsten, der klippede og skar håret af barnet, gad vide hvordan han har forstået det evangelium, han har skullet prædike hver søndag! Anderledes menneskelig var den tyske soldat, hvor Inge skamferet og med dybe sår i hovedbunden søgte hjælp, for hun turde ikke gå hjem. Han rensede hendes sår og hun fik et tørklæde at binde om hovedet.



Både Inge og Lilly var børn, men det skelede folkedomstolen ikke til




Var der noget som helst retfærdigt i den behandling, de piger og kvinder fik efter krigen? Eller var det nærmere et ophobet had, der fik udløb i at fornedre nogen, der allerede var meget små?

Barmhjertigheden kommer ofte fra en uventet kant, ligesom vold og fordømmelse kan komme fra dem, man venter sig noget godt af. Nøjagtig som i fortællingen om den barmhjertige samaritaner, hvor en dødeligt forslået mand i en grøft bliver forbigået af først en præst og så en levit, men endelig bliver redet af en samaritaner. Samaritanerne så ”gode jøder” skævt til på Jesu tid, som frafaldende fra jødedommen, men det var en samaritaner, der i fortællingen mod forventning rensede den forslåedes sår og bragte ham til et sikkert sted, hvor han kunne komme sig.

I evangelieteksten til d. 1. søndag efter påske siger Jesus til sine disciple: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.” Vores domme over hinanden sætter varige spor.

Lillys liv har i stor grad været bestemt af de domme, hun dengang oplevede over sig selv og over andre i samme situation. Også nu hvor bogen udgives, er hun bange for at blive dømt. Derfor er hun anonym. Vi har magt til at dømme hinanden i stort og småt, men det er ikke sikkert at vi har forstand og hjerte til det.

Sofie Eriksen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Haderslev

Benspænd

Annonce