Annonce
Ugeavisen Haderslev

Den uperfekte jul

Alle ting bliver forandret denne jul. Pressefoto
Annonce

- Er der mere vand, lød det desperat?

Vi sad om julebordet og var netop begyndt at spise – and, medister – alles.

Min svigermor havde været i gang i køkkenet hele dagen. Men et eller andet var gået galt med det allerhelligste – sovsen. Måske hun havde glemt, at hun allerede havde saltet den, og så saltet den igen – og igen og igen. Ingen ved det præcist.

Resultatet var, at sovsen var uspiselig.

Sådan noget må bare ikke ske. Men kunne sovsen ikke spises, så kunne den noget andet. Den kunne vække latter, og det gør den stadig, når vi taler om den. Alle de andre gange, hvor den sad lige i skabet, har jeg ingen særlig erindring om. Men den salte sovs, den gjorde et urokkeligt indtryk.

Intet kan kvæle julen mere end tanken om den perfekte jul, hvor alt lykkes – sneen daler stille ned, familien kommer forbi og alt er harmoni. Tror man på, at det kan ske i virkeligheden, så bliver man skuffet. For sådan er det aldrig, der sker altid et eller andet uforudset.

Men gør det noget? Næ! Tværtimod kan det gøre julen smuk. Sådan er det overalt. Et samfund, hvor man vil fjerne det grimme og anderledes er pudsigt nok et grimt samfund. Modsat er et samfund smukt, når man giver plads til det anderledes og grimme og sære.


Intet kan kvæle julen mere end tanken om den perfekte jul, hvor alt lykkes


For julen tager udgangspunkt i en begivenhed, der var alt andet end perfekt. Hotellerne var fyldt med mennesker, der havde nok i sig selv. Derfor måtte en ung pige føde sit barn i en stald uden læger, jordemødre og varme. Grimmere kan det næsten ikke blive. Men på forunderlig vis var det netop i dette uperfekte, at julens glæde lod sig føde.

I et perfekt samfund, hvor alle er ens, er der ikke brug for kærlighed. Til gengæld vil det være ret kedeligt at leve. Julen er det stik modsatte. Det er historien om Gud, der kommer til en uperfekt verden, for at være hos det menneske, der ikke altid lykkes. Var Gud kun retfærdig, så kunne han lade den gå til grunde med alle urimeligheder, der sker. Men han kom til denne verden for at skænke den sin kærlighed og favne det uperfekte menneske.

Coronaen er der ikke meget godt at sige om. Men den har mindet os om, hvor sårbart menneskelivet og tilværelsen i grunden er. Og så kan den også hjælpe os med at huske på, at julen ikke finder sin glæde i alt det, der lykkes. Det er ikke sovsen, det er ikke gaverne. Julens glæde er modsat, at Gud er kommet til os, som ikke altid lykkes – og som må leve i en virusramt verden, hvor svigermødre salter sovsen så kraftigt, at man hellere ser vinen forvandlet til isvand.

Den glæde skal vi lade tage plads i julen – og give videre til andre.

Sognepræst Johannes Gjesing. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce