Annonce
Ugeavisen Haderslev

Ensom i liv og død

Billede fra ”Bjarnes” bisættelse – siddepladserne blev ikke brugt af ”Bjarnes” pårørende, men af kirkesangere, bedemand, graver og præst. Privatfoto
Annonce

Lad os kalde ham for Bjarne! Han var en af tre, der døde det sidst års tid, og som ikke havde nogen pårørende.

Bjarne havde ikke noget familie, ingen besøgte ham på sygehuset, hvor Bjarne efter længere tids sygdom døde. Og da vi mødte op til Bjarnes bisættelsen, så var der kun os ansatte.

Rent materielt var det en ”discount-begravelse” – men for bedemand, graver, organist, kirkesanger og præst var det så langt fra discount. Som jeg sagde i en af mine prædikener: ”I dag er vi ikke kun professionelle, der skal udføre vores arbejde, være bedemand, synge salmer, spille musik, læse tekst og holde prædiken. I dag tror jeg først og fremmest at vi er medmennesker”. Vi var Bjarnes medmennesker. Og naturligvis skulle Bjarnes bisættelse ligne alle andres bisættelser. For Bjarne gør det ikke noget – han er død og borte.


Da vi mødte op til Bjarnes bisættelsen, så var der kun os ansatte.

Kim Legarth


Vi gør det ikke for Bjarnes skyld, men for vores syn på Bjarnes menneskelighed – han er et menneske ikke bare et sagsnummer, og derfor skal han have en ordentlig bisættelse. Han skal ”ordentligt herfra”. Også selv om vi alene er mødt op, fordi vi er ansat til det.

Jeg kunne godt være gået rundt og banket på dørene hos Bjarnes naboer og fortælle at deres nabo var død. Nej dels vil det være at bryde min tavshedspligt. Dels tænker jeg, at hvis folk ikke havde været klar over Bjarne var syg, vil det så give mening at fortælle, at han var død? Er det ikke at være anmassende, for kan man tillade sig at blive væk og måske endda være lidt ligeglad, når nu præsten står i døren?

Måske havde man kun set Bjarne, når han gik op og ned i opgangen med en klirrende pose. ”Han passede for det meste sig selv, så jeg har faktisk ikke lagt mærke til at han ikke har været hjemme i længere tid”. Det med tavshedspligten rammer også Bjarnes Facebook-profil, hvor han godt nok ser ud til at have venner, men profilen ser ellers ret øde ud – lige de obligatoriske ”Tilykje med fødselsdagen”… med de lige så obligatoriske stavefejl, fordi man lige hurtigt skriver et eller andet til en, man måske dybeste set ikke kender. Jamen nogen må gøre noget! Mennesker skal da ikke ene herfra, det gør ondt at tænke på at ingen var mødt op til Bjarnes og de to andres bisættelser.

Hvorfor skriver man ikke på kirkens Facebook-side? Ja, her kommer tavshedspligten ind igen. Hvorfor laver man ikke et begravelseslaug, der indkaldes for at være med til ensomme menneskers bisættelse? Fordi det vil være at tvære mere i deres ensomhed – du er så ensom, så kun folk i en dertil indrette forening, er dem, der kommer. Og måske vil Bjarne bare gerne være alene – han var alene i sit liv, hvorfor så ikke også i døden?

Jeg ved ikke hvorfor Bjarne var alene, om det var fordi livet valgte for ham – eller fordi han selv valgte ensomheden, fordi han ikke kunne med mennesker. At han havde det bedst uden nogen omkring sig. Jamen så synes jeg, at vi skal lade være med at tvinge Bjarne ud af hans ensomhed, når han ligger død i kisten. Bjarne er ligeglad – så det vil alene være for at dulme vores fælles sociale samvittighed. Det er for sent at gøre noget for den døde Bjarne, men der findes mange levende ”Bjarner”, der endnu ikke er døde.

Stop Bjarne på vej i opgangen, når han er på vej ind med sin pose – hils, se og bemærk ham. Måske vil han bare være ene og forsøger at undgå dig, eller måske er han ked af sin ensomhed. Det er nemt at overse Bjarne – men det er kristent næstekærlighed at stoppe op og sige: ”Hej Bjarne”.

Det er ikke heldigvis ikke hverdagskost, at der kun er de ansatte i kirken til en bisættelse. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce