Annonce
Ugeavisen Haderslev

Et nej til en plastikpose giver 50 øre til Mødrehjælpen

Katrine Garbrecht fra Haderslev Krone Apotek fortæller, at kunderne er ved at opdage, at de kan gøre en forskel ved at sige nej tak til en plastikpose. Foto: Dorthe Rasmussen
Apoteker Tine Klingsten fra det nye Haderslev Krone Apotek i Føtex, har fået en god idé, der breder sig som ringe i vandet. Nemlig at give kunderne et valg mellem at få en plastikpose eller støtte et lokalt formål.
Annonce

HADERSLEV: Hver gang en kunde på Haderslev Krone Apotek siger nej tak til en plastikpose, så vil apoteker Tine Klingsten donere 50 øre til en lokal forening, der arbejder med sundhed og trivsel.

Apotekeren driver i forvejen Middelfart Apotek og apoteks-filialer i Føtex Fredericia og Fredericia Sundhedscenter.

Her har hun fra starten givet kunderne mulighed for at sige nej tak til en plastikpose og dermed støtte lokale formål.

Det har i den grad fået grebet om sig, så nu er mange andre forretninger i de to byer også begyndt at give kunderne valget.

- Hver gang vi får et nej tak til en plastikpose, så trykker vi på en knap på vores skærm, så vi kan holde regnskab med, hvor mange penge, det bliver, fortæller Klingsten.

På apotekets Facebook-side kan kunderne komme med forslag til lokale foreninger, der skal have glæde af pengene.

I Haderslev bliver det i første omgang Mødrehjælpen, som man kan støtte de næste to måneder.

- Vi betaler fra ti øre til lidt over en krone i indkøbspris for de store plastikposer. Jeg vil hellere end gerne være fri for dem og istedet give pengene til en lokal forening. Overlæggeren for det hele er sundhed, og det kan også være mental sundhed som med Mødrehjælpen, der hjælper børn og familier, der har det svært, konstaterer Tine Klingsten.

Hun oplever, at flere og flere kunder siger nej tak til en plastikpose, når de opdager, at de kan støtte et lokalt formål.

- Det giver mening for begge parter. Mange smider alligevel de små plastikposer ud, med mindre de har en hund. Nu kan man være med til at gøre en forskel ved at sige nej tak til posen, konstaterer Tine Klingsten.

I de to år, hun har lavet indsamling på de andre apoteker, er det blevet til rigtig mange donationer.

Faktisk har hun kunnet overrække over 50.000 kroner hvert år til lokale formål i både Middelfart og Fredericia.

- Vi kan jo se, at der går sport i det at sige nej tak til plastikposer. Kunderne kommer ind og spørger: - Hvad kan vi så støtte i den her måned, fortæller apotekeren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce