Annonce
Ugeavisen Haderslev

Folkekirken i en ny æra

Katrine Romberg er kirke og kultur-medarbejder i Haderslev Domsogn. Privatfoto
Annonce

For 171 år siden trådte danskerne ind i en ny æra.

Enevældens afskaffelse og indførelsen af grundloven betød, at vi fik Folkekirken. Dét ord kan noget, synes jeg. En kirke for folket. For mig betyder det blandt andet tilgængelighed; kirken er tilgængelig for den danske befolkning, og selvom den danske folkekirke med sikkerhed har set anderledes ud ved sin spæde start i 1849, har tiden alligevel formået at forme den, så den i dag kan favne og rumme bredt.

For et år siden befandt jeg mig i en personlig ny æra. For det første var jeg næsten lige flyttet fra Sjælland til Sønderjylland med min lille familie, og vi skulle starte en ny tilværelse uden et netværk af familie og venner i nærheden.

For det andet var jeg nyansat i Domsognet og oplevede for første gang Folkekirken og kirkeåret indefra, og jeg skulle lære rytmen i mine arbejdsopgaver at kende.

Det var lidt en ny verden for mig at gå fra kirkegænger til at være kirkeligt ansat, men jeg mødte min egen opfattelse af Folkekirkens skønne tilgængelighed igen i den varme velkomst jeg modtog og al den hjælpsomhed, jeg oplevede fra alle mine kolleger.

Siden forårets spæde start har jeg så igen befundet mig i en ny æra, en ny verden; denne gang sammen med resten af Danmarks befolkning og mange andre lande jorden rundt, der er blevet ramt af den ny coronavirus.

Ingen har rigtig haft erfaring at trække på, og vi måtte aflyse alle vores gudstjenester og andre arrangementer. Pludselig var Folkekirkens tilgængelighed – som mange ellers virkelig havde brug for at mærke – indskrænket og truet.

Det kunne føles, som om den var forsvundet. I Domsognet har vi været kreative på nye måder ligesom resten af landets kirker, så vi stadig kunne være tilgængelige. Vi har blandt andet været til stede, hvor man i dag kan finde en stor del af den danske befolkning: online og på de sociale medier. På den måde har vi stadig kunnet være kirke for folket, selvom kirkerum, sognegårde og kirkekontorer har været fysisk lukket.

Det har måske ikke været det samme eller føltes tilstrækkeligt for nogle, og tro mig, vi har også savnet at kunne være kirke på ”gammeldags” facon, men vi har set folks behov for at vi er tilgængelige, og vi har brugt de nye, indskrænkede rammer på bedste vis.

Det danske sommerland har så småt udfoldet sig for os med grønne skove, lune dage og lange, lyse aftner. Det danske samfund har også åbnet sig mere og mere for os, men overalt er der tegn på, at verden ikke helt er som før COVID-19. Heller ikke Folkekirken.

Vi kan ikke holde gudstjenester, sogneklub eller babysalmesang på samme måde som før, men vi gør hvad vi kan for at skabe tilgængelighed i en ny æra med mere fysisk afstand og fokus på at undgå smittespredning.

Og det tror jeg på, vi vil blive ved med mange, mange år endnu.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce