Foredragsholder: Pludselig fik jeg en identitetskrise

Kelstrup: - Jeg har altid haft en titel. Da det blev førtidspensionist, så måtte jeg gøre noget, siger Mona Muusmann Petersen. Hun har altid været i gang og har arbejdet i Nordea i årevis.

Hun lægger sit nye visitkort på bordet. Der står Mona Muusmann Petersen og foredragsholder på den ene side. Hun vender det om.

- Og se - her er mit CVR-nummer, siger hun og smiler.

Mona smiler meget. Når hun taler, så kan man mærke at hun brænder. Brænder for at kræftpatienter skal have det bedre. Brænder for at det skal være lettere for patienterne at få indflydelse på, hvordan deres behandling skal være. Brænder for at man skal få det bedste ud af livet så længe, man er her.

I efteråret medvirkede hun i Stine Buje's bog: Bogen om Livet - hvad uhelbredeligt syge kan lære dig om at leve", hvor hun delte sin historie.

Mona ble diagnosticeret med uhelbredelig kræft i 2013.

Hun lever efter, at hver dag betyder noget og at hun vil have noget ud af hver eneste dag.

- Hvis jeg var død, da jeg blev syg i 2013, så havde jeg ikke mødt de tre børn, som min søn har fået siden da. Det betyder noget, at jeg også har mødt dem, siger Mona, der i alt har seks børnebørn.

Mona bor tæt på sine børn:

- Mine to unger og jeg, vi har det så godt sammen. Vi snakker ikke tit sygdom, men vi snakker om, hvordan vi har det - over mange kopper kaffe, siger Mona.

Da hun fik konstateret uhelbredelig kræft i 2013 var det ikke første gang, at beskeden "kræft" ramte hende.

Både i 1994 og 2009 havde Mona brystkræft.

Den uhelbredelige kræft i maveregionen har været i ro i en årrække. Men i 2017 rørte den på sig igen.

- Jeg havde fleksjob i Nordea, hvor jeg altid har arbejdet, otte timer om ugen. Men jeg prøvede at nå alt det, jeg tidligere kunne nå på 37 timer, siger Mona, der efterhånden fik svært ved at sove om natten.

- Jeg syntes ikke, at jeg havde det så godt. Jeg var til kontrol. Der sagde lægen, at der var kommet nye skygger henover leveren.

- Der røg jeg lige ned i det sorte igen, siger Mona og fortsætter:

- Jeg har den tese, at kroppen selv skal holde kræften i ro. Der skal være balance i psyken, kroppen og sjælen.

Derefter fik Mona en fratrædelsesordning i banken. Og nu er hun førtidspensionist - og foredragsholder.

- Der var en socialrådgiver på sygehuset i Vejle, som foreslog at jeg blev seniorførtidspensionist. Så var vi til møde med Haderslev Kommune - der sad nok syv mennesker. Da det blev sagt, at det var en god ide, at jeg blev seniorførtidspensionist, da græd jeg nok i fem minutter, siger Mona.

Hun var lettet.

Selvom hun er glad for den ro, som det har givet hende at blive førtidspensionist, så er der stadig svært for hende, at forholde sig til noget med den titel.

- Så tænkte jeg, at nu bliver jeg foredragsholder og får en ny hjemmeside, siger hun.

- Jeg har allerede været ude flere steder og holde foredrag, siger Mona.

Den 24. april skal hun holde foredrag på Kolding Bibliotek. Her skal hun sammen med Stine Buje - forfatteren bag bogen som Mona medvirkede i og en af de andre medvirikende i bogen, Mette Fogh Skouboe holde foredrag med sygeplejefaglig direktør fra Sygehus Lillebælt, Helle Adolfsen, som skal sørge for at holde styr på de scenen og spørgsmålene fra salen.

- Det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Mona.

Hun oplever, at hun er med til at gøre en forskel hver gang hun taler med tilhørere efter et foredrag.

- Når folk takker mig - og tænk sig - det gør de - så giver det mig energi. Tænk sig, at de gider at høre på mig, siger hun.

Igen og igen har hun fortalt sin historie - i håbet om, at det ikke kun hjælper hende selv, men også dem, der lytter til hende.

Mona har i de seneste år engageret sig i frivilligt arbejde og bestrider i dag en masse forskellige poster, der har en ting til fælles. De handler om kræftpatienter. Blandt andet er hun formand for patient-pårørende rådet for kræftområdet på Vejle Sygehus og med i en lang række styregrupper på Sygehus Lillebælt.

- Det er der jeg selv går i behandling - så det er der, jeg har valgt at engagere mig, siger hun.

Og Mona har altid et par dage i ugen, hvor hun er i gang med at udbrede budskabet om, hvordan det er at være kræftpatient og også hvordan sygehusvæsenet kan gøre det bedst muligt.

Mona hører tit, at det må være dejligt, at kræften er i ro. Det er det også. Men der er et men:

- Jeg troede, at det ville være en dejlig stabil tilværelse med kræften i ro. Det tror andre - og det troede jeg. Men det er det aldrig. Det psykiske kan man ikke styre, siger Mona, der i perioder også døjer med senskader.

Det mærkede hun, da hun belastede sin venstre arm mere end sædvanligt.

- Jeg brækkede min hånd den 22. december og blev opereret den 27. december. Jeg kunne ikke bruge min højre hånd. Jeg har døjet med lymfomer i min venstre arm. Det gik helt galt, da jeg begyndte at belaste den mere. Så var der ikke andet at gøre end at hente min dyne og sætte mig på sofaen og se Netflix, siger Mona.

Et af de områder, som hun også har en særlig interesse i er "patient empowerment".

- Det er hvordan man løfter patienterne til at være bedre til at være i deres sygdom. Hvordan de får de hjælpemidler, som de har brug for, så de også kan hjælpe dem selv, siger hun.

Eksempelvis har hun været med til at komme med input til indhold i en app, som skal hjælpe kræftpatienter.

- Den er stadig under udvikling, siger hun.

- Jeg tror på, at vi kan hjælpe hinanden med at løfte hinanden på mange forskellige måder - og det kan jeg godt lide.

Beskeden om, at hendes kræft ikke kan helbredes stopper ikke Mona. Hun drømmer stadig - og fører også sine drømme ud i livet.

For et par somre siden fik hun en længe ønsket havepavillion i forhaven.

Denne sommer har hun også et projekt til. I år er det en del af baghaven, der står for tur.

- Jeg skal have en nabobænk, siger hun og rejser sig for at finde et billede. Her - det er western-tema - og det er måske lidt et stilbrud, men jeg har faktisk bestilt to af dem her. Der skal også være et springvand - og så skal vi sidde og drikke kolde øl, når det bliver sommer, siger Mona.