Annonce
Ugeavisen Haderslev

Frisør: - Det kom ikke bag på mig

Da Frisør Lei på Stormklokken onsdag lukkede midlertidigt ned, var det med champagne og visheden om, at der blev skrevet danmarkshistorie - og at kundernes hår stadig gror under coronakrisen, så der venter også et job på den anden side af krisen. Fra venstre er det Nanna Lei Kongsted-Blomgreen, indehaver af Frisør Lei, Rasmine Hansen, Kirsten Poulsen og Birgitte Engel.Foto: Jacob Schultz
Nanna Lei Kongsted-Blomgreen, indehaver af Frisør Lei, er en af de mange, der er ramt af lukningen af alle frisører. Sammen med sit personale drak hun onsdag champagne, mens de mindede hinanden om, at der er et job på den anden side af den midlertidige lukning.
Annonce

Haderslev: Da statsminister tirsdag aften klokken 19 holdt pressemøde var et af budskaberne, at landets frisører fra onsdag klokken 10 skulle lukke ned og forblive lukket frem til mandag den 30. marts.

Blandt de mange, der sad hjemme ved skærmen var Nanna Lei Kongsted-Blomgreen, indehaver af Frisør Lei på Stormklokken.

- Jeg vidste det. Det kom ikke bag på mig. Jeg havde hørt et rygte om, at det ville ske en time inden, siger Nanna Lei Kongsted-Blomgreen.

Reaktionen fra kunderne kom prompte:

- Klokken 19.10 havde de første kunder kontaktet mig og fået flyttet deres tider, siger hun.

Langt de fleste kunder tog godt imod meldingen om, at det ikke ville være muligt at få ordnet håret i de kommende uger.

- Der er også nogle få, som ikke kan forstå situationens alvor. Der var en, der direkte sagde til mig, at hvis jeg ikke starter op igen 30. marts - så blev det værst for mig selv - og det var ikke med et glimt i øjet, siger hun.

Da Nanna Lei Kongsted-Blomgreen kort efter statsministerens udmelding skrev på salonens Facebookside, at der ville være åbent til klokken 10 onsdag - og at det ville være muligt at få levereret produkter, hvis man ikke kunne nå at hente selv, så reagerede masser af kunder med bestillinger.

- De par timer, som vi måtte have åbent have åbent her onsdag har allerede været bedre end tirsdag, siger Nanna Lei Kongsted- Blomgreen og fortsætter:

- Poserne med produkter er pakket og klar, til jeg skal ud med dem. Nu håber jeg bare, at folk ikke glemmer mig. Heldigvis gror håret stadig og kunderne skal klippes på den anden side af det her.

Annonce

Håber på hjælp

Nanna Lei Kongsted-Blomgreen håber, at der også er en form for hjælp på vej til frisørerne:

- Jeg tror ikke på, at vi bliver lukket ned, uden at der er noget hjælp på vej til os, siger hun og tilføjer, at hun håber, at frisørerne må åbne igen den 30. marts, men at hun realistisk set først tror, at det bliver efter påske.

- Jeg har betalt til samfundet, siden jeg var helt ung. Jeg håber, at der er payback nu. Det er nu, at vi alle skal hjælpes ad, siger hun og tilføjer, at hverken udsættelse af skat eller moms vil hjælpe hende.

Annonce

Tryghed for de ansatte

Nanna Lei Kongsted-Blomgreen er ikke bange for, at krisen koster Frisør Lei livet:

- Jeg frygter ikke, at jeg kommer til at lukke. Lige nu handler det om at skabe tryghed for mine ansatte. Den første, der ikke får løn - det er mig, siger hun og fortsætter:

- Og jeg har nogle fantastiske ansatte, de siger, at det hele nok skal gå. Det giver mig gåsehud.

Sammen med de tre ansatte - Birgitte Engel, Rasmine Hansen og Kirsten Poulsen - åbnede Nanna Lei Kongsted-Blomgreen en flaske cchampagne klokken 11 onsdag, da de lukkede salonen ned:

- Det her er danmarkshistorie, så vi skal have et glas. Vi skal sidde på afstand af hinanden og have et glas og minde hinanden om, at der er et job på den anden side af det her, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce