Annonce
Ugeavisen Haderslev

Gæster på Torvekroen: - Vi er mange, der er lykkelige i dag!

Fra venstre Bengte Bosak og Lene Haas har savnet at komme på Torvekroen. I baggrunden er det Jan, der får skyllet en gibbernak ned, mens kvinderne fortæller, hvor glade de er for kromutter Ulla Bulla og det fællesskab, de har med kroens andre stamgæster. Foto: Dorthe Rasmussen
Det var en festdag for mange, da restaurationer og barer mandag fik lov at genåbne. På Torvekroen i Haderslev var vinduet pyntet med flag, og indenfor var stemningen i top blandt gæsterne, der har savnet fællesskabet og en kold fra kassen.
Annonce

HADERSLEV: Karl- Christian Olesen sidder ved spilleautomaten på Torvekroen med et saligt smil.

Han er glad, fordi hans stamværtshus er åbnet igen.

Rundt om baren er der fyldt op med gæster.

Der må sidde seks, for der skal stadig holdes afstand.

Kromutter Ulla Jepsen, som gæsterne kalder Ulla Bulla, har målt lokalet op og sat kryds under alle pladserne i krostuen.

Stolene må ikke flyttes udenfor krydsene. Det ved gæsterne.

- Vi er så glade allesammen. Jeg har savnet kammeratskabet med de andre gæster heroppe. Vi er mange, der er lykkelige i dag, fortæller Karl Christian Olesen.

Hvad har du lavet, mens Torvekroen har været lukket?

- Siddet derhjemme ved mig selv og set en masse fjernsyn og læst en masse bøger. Nu kan jeg heldigvis godt lide at læse, men det har været en forfærdelig tid, konstaterer Karl Christian Olesen.

De næste par dage vil han nok bevæge sig lidt på turné rundt til byens værtshuse.

- jeg fordeler mine gaver lidt over det hele. Men Torvekroen og Hjortekroen er mine favoritsteder, siger Karl Christian Olesen.

Der var flag i vinduerne, da Torvekroen genåbnede. Pladserne i baren blev hurtigt besat. Åbningstiden hedder 09 til 24. De første gæster stod klar tre kvarter før åbningen i går. Foto: Dorthe Rasmussen
Annonce

En sludder for en sludder

Til december kan Ulla Jepsen fejre ti års jubilæum med Torvekroen.

Mange af gæsterne er ligesom familie for hende, og det er gengældt.

- Jeg har savnet dem. Jeg har brugt meget tid på at ringe til mine kunder, og de har ringet til mig for at snakke om, hvordan det gik. Det har været hårdt for mange at skulle undvære det her sted, men nogle har så mødtes privat eller ude i byen i små grupper, fortæller Ulla Jepsen.

- Ja, så har vi lige fået en sludder for en sladder, fortæller Bengte Bosak.

Hun har savnet Torvekroen så meget, at hun var der tre kvarter før, kroen åbnede mandag klokken 09.

- Jeg er dårligt gående, så jeg ringede lige herned først for at høre, om Ulla havde en plads til mig, fortæller Bengte Bosak.

I øjeblikket er der 19 pladser i krostuen.

På pladsen udenfor kroen kan der sidde seks gæster. Hvis der kommer flere, må de vente.

Ulla står helt tilbage i baren.

Så er der to meters afstand til de nærmeste gæster ved baren.

Gæsterne ligner ikke nogle, der har tænkt sig at forlade stedet foreløbig.

- Vi havde en blomst med til Ulla i dag - en orkidé. Det synes vi, at hun skulle have, fortæller Tina Andersen, som tit kommer på Torvekroen med sin mand, der har øgenavnet smølf.

- De fleste heroppe har øgenavne. Men jeg har ingen så vidt, jeg ved af, fortæller Lene Haas.

Hun har kun har ros til overs for Ulla Jepsens håndtering af situationen.

- Hun gør alt, hvad hun kan for, at vi skal holde afstand med kryds under alle stolene. Hun spritter af, hver gang en gæst forlader stedet. Og kommer vi ud på toilettet, så hænger der en stor rød seddel om, at vi skal huske at vaske hænder. Ja, hun gør virkelig et stort arbejde, fortæller Lene Haas.

Det tager 15 sekunder for Ulla at servere en øl.

Dem går der mange af sådan en grå og regnvåd mandag formiddag, for der er meget, der skal indhentes.

- Vi er mange, der har savnet fællesskabet - det her er jo folks andet hjem, og vi er som en stor familie. Nogle har ikke andre steder at være - det er jo et værested for folk, og vi kender hinanden så godt og kan sige ting til hinanden uden, at det er personligt ment. Måske kommer man til at sige noget dumt én dag, man har fået lidt for meget. Så siger man bare undskyld, og så er det glemt igen. Vi bliver ikke uvenner med nogle heroppe, for vi kan ikke undvære hinanden, fastslår Lene Haas.

Det er tid til en omgang til.

I morgen er Torvekroen heldigvis åben igen.

Fra venstre Børge Andersen og John Lolte kan lide at komme på Torvekroen og få sig en øl. For dem er det altid godt selskab. I baggrunden kromutter Ulla Jepsen holder afstand, og der er sprit til fri afbenyttelse på bardisken. Foto: Dorthe Rasmussen
Kromutter har sat kryds under alle stolene, så gæsterne holder afstand. I øjeblikket er der 19 krydser i krostuen. Foto: Dorthe Rasmussen
Stamgæst Tina Andersen og hendes mand Smølf har savnet Ulla Jepsens gode humør. Mandag var de tilbage i baren, og de havde taget en blomst med til værtinden. Foto: Dorthe Rasmussen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce